|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 17, 2009 21:32:35 GMT 3
"Vi skal jage. Jeg har fanget lugten af varulv, igen." Den var svag, men stærk nok til hun ikke ville kunne tilgive sig selv hvis hun ikk fulgte den, at hun ville have dårlig samvittighed hvis hun havde fortsat uden at følge sporet. "Hvis du ikke har noget imod at gå med?" Hun håbede han ville med. Han var sød.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 18, 2009 23:02:45 GMT 3
Han trak på skulderne. "Jeg kommer bare med," smilede han, kunne ikke lade være, hvilket gik ham på nerverne. Han sukkede over sig selv og kiggede rundt. "Hvilken vej skal vi?" spurgte han og trak vejret dybt. Fik styr på sig selv igen.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 19, 2009 22:52:13 GMT 3
"Fremad," svarede Gilvasa mens hun fortsat løb afsted, men hun drejede alligevel da der var mulighed for det og kom ind mellem nogle træer. Det var en meget stejl bakke, men det havde ikke nogen effet på hendes løb, og hun trak vejret godt i løbet. Hun så et øjeblik tilbage på Dore og smilede.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 19, 2009 23:30:23 GMT 3
Han fulgte efter og gengældte kort hendes smil, inden han kiggede væk. "Hvor langt forude?" spurgte han og indhentede hende. Hans hår var allerede tørt og stod op i vejret som altid. Han frøs ikke, men det var køligt i det våde tøj. Han rynkede på næsen kort og sukkede.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 20, 2009 0:41:36 GMT 3
"Måske halvtres kilometer, hvis vi er heldige. Men vi er færre end de, så vi burde komme hurtigere frem end dem, og så indhenter vi dem nok om et par dage." Hun logrede med halen og drejede igen ad en sti ved bakkens top, og de befandt sig snart ved siden af en klippevæg med retning mod syd.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 27, 2009 11:23:10 GMT 3
Dore nikkede bare uden at svare. Et par dage så. Det kunne blive hyggeligt. Hun var jo flink. Han fulgte efter og skar svagt ansigt. Stien førte mod udkanten af Jeanore. Hans humør ville nok synke inden alt for lang tid, når han kom væk fra de befriende højder. Måske kunne selskab opmuntre ham...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 28, 2009 12:57:07 GMT 3
"Kom nuuu!" sagde Gilvasa logrende da han et kort øjeblik løb for langsomt efter hendes mening. Hun mærkede allerede nu adrenalinen bruse gennem hendes krop, selvom jagten kun lige var begyndt. "Vi har travlt, vi har travlt." Hun stak snuden ned mod jorden og skiftede retning mod venstre, bare en lille smule til venstre.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 1, 2009 18:35:38 GMT 3
Han grinede lavt af hende og rystede på hovedet. "Vi indhenter jo dem ligemeget hvad..." sukkede han og satte farten op. Løb ved siden af hende igen og betragtede hende mens de løb. "Holder du nogensinde pause?" spurgte han pludselig, da der blev lidt for stille.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 1, 2009 18:44:55 GMT 3
"Hvad skulle jeg lave i en pause? Det kunne jo risikere at blive en dårlig vane." I løbet af sætningen blev hendes tonefald mørkere og mørkere da hun igen kom ud for sit underlige humørskifteri. Hun satte farten mere op og sprintede afsted, men begejstringen var forsvundet for hende. Hendes tunge lå dog stadig drillende i hendes mundvig.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 1, 2009 21:40:26 GMT 3
Han betragtede hende og fornemmede hendes humør skift. Det skiftede meget, men han havde intet i mod det, så længe han kunne følge med i det. "Har du altid jagtet dem, Gil?" spurgte han så nysgerrigt og kiggede frem igen. Det var svært at forestille sig at han havde set hende græde, synes han.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 1, 2009 22:46:51 GMT 3
Den snehvide ulv nikkede nogle korte nik og fortsatte sit løb. "Næsten altid. Siden jeg mødte min far. Det går i arv, på en måde." Hun virkede stadig mere sammenbidt mens hun løb. "Jeg har intet andet liv end jagten. Min flok har vendt mig ryggen, hvilket ikke er overraskende, og en varulv er intet uden sin flok."
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 1, 2009 22:51:12 GMT 3
Dore tænkte over hendes ord og forstod det ikke. "Hvorfor laver du så ikke din egen flok?" spurgte han og kiggede på hende. Det var logisk i hans øjne, men han var jo heller ikke varulv eller havde brug for en flok. Men det var da altid noget at tænkte over... Og man kunne vel lave en flok ud af venner og så videre.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 1, 2009 23:05:08 GMT 3
"Fordi man er nødt til at finde en han for at kunne blive flere. Og jeg kender ikke nogen hanner længere end det tager at knække deres hals. Jeg vil gerne, men jeg er ikke i stand til andet en at slå fremmede hanner ihjel. Det ligger i generne. Eller sådan noget." Hun løb stadig let og elegant. Hendes krop og lunger var skabt til at løbe på denne måde, og de var blevet meget godt trænet til det.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 1, 2009 23:13:04 GMT 3
Han smilede skævt og rødmede meget, meget svagt. "Ikke på den måde, eller jo, også på den måde, men kan man ikke lave en flok af venner i stedet for at det skal være mor, far og børn?" spurgte han og sprang let over en klippe. "Skal hannen være varulv da?" spurgte han så.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 1, 2009 23:18:10 GMT 3
"Flokke består normalt af en han og en hun eller en søskendeflok med mager, som så får unger. Jeg har aldrig hørt eller oplevet andet." Hun skiftede igen retning, hendes stemme tonløs og hård. "Og jeg ved ikke hvem andre jeg kunne møde som kan holde mig ud... længe nok til at ville have noget af den slags med mig at gøre."
|
|
