|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 15, 2009 20:13:09 GMT 3
Movicth havde et eller andet sted i baghovedet, at de skulle videre, hvilket var det eneste, der holdt ham igang. Enhver anden form for opmærksomhed var rettet mod hende, da han lidenskabeligt kærtegnede hende, og brød kysset et kort øjeblik, før han mødte hendes læber igen.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 15, 2009 20:19:28 GMT 3
Hun smilede svagt og lod den ene hånd snige sig ned langs hans side og kærtegnede ham i siden, mens hun mistede kontakt med fornuften. Hun lod tungen glide over hans underlæbe og trak vejret hastigt. Hun fandt det sværer at styre sig, hvis hun da havde nogen kontrol over sig selv i øjeblikket. Ikke at det sårede hende, hun nød det og trykkede sig tættere imod ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 15, 2009 20:28:07 GMT 3
Movicth mistede koncentrationen, og den kildrende fornemmelse i maven, hun havde givet ham, blev pludselig af en anden betydning, da de hastigt dalede mod jorden. Han trak sit hoved lidt væk i et bredt grin. "Ups," kommenterede han, da han lod dem stige igen. "Det er vidst ikke kun mig, der er forførende."
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 15, 2009 21:07:26 GMT 3
Hun rødmede og grinede skævt. Hun trak vejret dybt og gemte ansigtet ved hans hals. "Måske... Men det er jo dig der får mig til at gøre det..." Hans duft og hans væsen var vidunderlig... Hun pressede læberne i mod hans hals og sukkede så. "Jeg må se om jeg kan styre mig, ikke? undskyld..." hun smilede, stadig rød i kinderne og strøg ham forsigtigt i nakken igen. Hun ville ikke være til besvær.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 15, 2009 23:13:50 GMT 3
Movicth rystede let på hovedet. "Du skal ikke undeskylde, jeg kunne også bare flyve lidt bedre, eller lade være med at rive mig sådan med." Begge dele var umuligt, men stadigvæk.. Han strøg en tot hår om bag hendes øre, og så hende i øjnene. "Jeg elsker dig, vidste du det?" spurgte han i et kærligt tonefald.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 15, 2009 23:20:52 GMT 3
Hun smilede svagt og kiggede tilbage. "Jeg havde en fornemmelse af det, men nu er jeg da helt sikker..." mumlede hun så og tog sig sammen, for ikke at overfalde ham igen. Hun vippede automatisk hovedet over mod hans hånd og sukkede let. "Jeg elsker også dig..." hviskede hun og lænede hovedet frem mod hans igen. "Si' til hvis jeg går for langt..." Hun hvilede sig pande mod hans og øjnene var varme. Forsigtigt kyssede hun ham igen og tog sig sammen til at gøre det kortere end hun ville. Bagefter lagde hun hovedet på hans skulder og lukkede øjnene.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 22, 2009 15:56:02 GMT 3
Movicth sukkede sagligt og lagde hovedet mod hendes. Han vidste ikke, hvor hurtigt det gik, men satte farten en anelse op. Han ville ikke sende dem ud i det samme stress igen, aldrig mere. "Er det ikke underligt... Af alt jeg har oplevet, så er det sværeste, at holde mig fra dig." Noget han heller ikke klarede godt.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 22, 2009 17:36:22 GMT 3
Hun smilede svagt af ham og klappede ham blidt på kinden. "Tror jeg har det på samme måde.." Mumlede hun og lukkede kort øjnene. "Det ville være underligt, hvis det ikke var fordi at jeg holdte sig meget af dig.." Hun sukkede lavt og formanede sig selv om, at hun måtte styre sig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 22, 2009 19:32:51 GMT 3
Movicth undrede sig over, at det allerede var ved at blive en anelse mørkere, og han blev et øjeblik nervøs over at vide, at mørket ville komme snigende og forsøge at svække ham. Han var ikke udhvilet, det ville være synd at sige, men han var ikke fuldstændig smadret, og kunne nok godt undvære lyset en nat uden at smadre sig selv fuldstændig. Han smilede skævt, og berørte let hendes pande med læberne. "Er du træt?"
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 22, 2009 19:45:26 GMT 3
Hun løftede hovedet og fangede hans læber, kyssede ham blidt. "Det er ikke så slemt, som det kunne være..." mumlede hun og smilede varmt til ham. "Jeg burde måske udnytte flyveturen til at sove.." det var ikke et spørgsmål, for hun havde ikke lyst. Hun ville ikke spilde sin tid med ham. En varm følelse løb igennem hende og hun holdte ham tæt ind til sig. "Jeg gider ikke sove lige nu."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 22, 2009 20:21:35 GMT 3
Movicth grinede. "Jeg kunne jo tvinge dig," truede han for sjov, og så kærligt på hende. "Men du ville virkelig have godt af at sove." Han sukkede. Hun var stædig nok til at nægte det, men det var vel fair nok, når han selv nægtede og sove.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 22, 2009 20:33:06 GMT 3
Hun grinede lavt, gættede hans tanker. "Som om jeg er den eneste der ville have godt af det..." hun smilede skævt og valgte at være stædig, indtil hun faldt omkuld. "Jeg holder mig vågen, for at holde dig vågen." Hun gemte ansigtet ved hans hals og trak vejret dybt. "Hvordan skulle jeg da også kunne sove, når du dufter så dejligt..." mumlede hun og sukkede.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 23, 2009 22:05:38 GMT 3
Movicth lo kort. "Du kunne jo... Drømme så. Så behøver du ikke undvære mig, i den forfærdelige tid, jeg er væk." Han hævede et øjenbryn, og hans mundvige bevægede sig opad i et let, mat smil. "De fleste sover altså om natten, Thar." Han var bare en af de få undtagelser. Langsomt strøg han hende over håret, og han kunne mærke sin krop gyse, da hun lagde hovedet ind mod hans hals. Underlig reaktion.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 23, 2009 23:06:50 GMT 3
Hun trak vejret dybt og smilede svagt. "Bare rolig, jeg sover først når du gør. Eller på et andet tidspunkt..." Hun bed sig i læben. "Er jeg... belastende? irriterende?" Hun vidste ikke om hun skulle reagerer på hans gysen. "Jeg vil ikke være irriterende. Jeg snakker for meget sammen med dig. Jeg burde sove..." Hun rystede på hovedet over sig selv. "Men jeg vil hellere være vågen med dig."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 23, 2009 23:18:54 GMT 3
"Du har brug for mere søvn end mig. Jeg kan trække på lyset, og gør det automatisk, lige så snart jeg bliver udmattet. Jeg vil ikke have, at du skal vandre rundt som et lig, fordi du ikke får søvn nok." Movicth rynkede panden, men lyste så op i et nyt smil. "Nej Thar, du er bestemt ikke belastende. Aldrig nogensinde." Han opdagede først nu, at alt var blevet mørkt omkring dem, og hans syn var ringe i mørket. Men han vidste, i hvilken retning han skulle, og intet stod i vejen i luften.
|
|
