|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 3, 2009 22:50:41 GMT 3
Movicth svarede ikke, men lagde i stedet armene om livet på hende, og steg i luften. De kom hurtigt op i fart, og det gik mere end stærkt, da de kom ud af byen. Han vidste, at hvis de begge skulle overleve, var det fire dage uden stop, udover det højest nødvendige, og selvom det muligvis gik hurtigere, hvis hun løb under ham, nægtede han at slippe hende lige nu. "Undskyld," hviskede han.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 3, 2009 22:58:04 GMT 3
Hun forvandlede sig tilbage og stirrede op på ham med tårer i øjnene. "Hvorfor fløj du ikke?! Du behøvede ikke at vente på mig!" Hun rystede på hovedet og mærkede vreden blive til skam. "Det er min skyld, du skal ikke undskylde. Men du skulle ikke vente på mig..." Hun så ikke glad ud over det. "Du skulle ikke have ventet!" Tårerne brød igennem og hun prøvede at undertrykke følelsen af lettelse og glæde over at han havde reddet hende. "Det min skyld, undskyld!" hvorfor var hun også så forbandet retfærdig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 3, 2009 23:13:30 GMT 3
Movicth så lettere forpint på hende. "Thar, det er ikke din skyld! Jeg kunne ikke bare forlade dig, de.. De dræber dig." Han satte farten mere op, følte sig mere jaget end nogensinde før. "Hvis det er nogens skyld, er det min. Jeg burde holde mig væk. Hvis ikke... Åh, du kunne have været død nu på grund af mig."
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 4, 2009 18:17:01 GMT 3
"Din idoit, jeg have været død for længe siden! Det er da ikke din skyld at du har en forbandelse! Det var ikke fordi du tvang mig til at komme med! Det var mit eget valg! Min skyld!" Hun kiggede op på ham og så mindst lige så forpint ud. "Du kunne dø fordi jeg er så langsom! Du skulle jo ikke vente! Jeg vil ikke trække dig med i døden, hvis jeg skulle dø! Det var min fejl... Undskyld!"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 4, 2009 19:45:50 GMT 3
"Du forstår ikke... Jeg ville ikke kunne klare, at miste dig nu. Du må ikke dø, fordi at jeg lever." Movicth så ikke på hende, men holdt blikket lige ud. Han var slet, slet ikke træt endnu, og med lidt held ville han kunne holde tempoet resten af dagen. Ti minutters hvil kunne de vel godt lige strække det til. Han forsøgte at slappe af, mest for hendes skyld, men hans krop var stadig anspændt, og hans blik flakkede nervøst.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 4, 2009 21:45:51 GMT 3
Hun trak vejret dybt og prøvede at stoppe panikken, der stadig havde et godt greb i hende. "Jeg ønsker ikke at dø. Men jeg vil ikke være skyld i at du dør! Jeg vil slet ikke have at du skal dø. Du må aldrig dø!" Hendes stemme var bare en smule roligere, men hun var stadig bange. "Jeg kan løbe hvis det er..." mumlede hun så og kiggede op på ham. Havde ikke lyst til at komme ned, men hvis det gjorde det lettere for ham...
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 4, 2009 22:26:53 GMT 3
"Vi er et kønt par," sukkede Movicth. "Skal vi lade være med at dø begge to så?" Han så sig kort over skulderen, men nåede ikke at skimte noget, fordi han tog sig selv i det, og skyndte sig at fokusere lige ud igen. "Nej, jeg kan sagtens klare det indtil videre." Trods panikken, og hans hjerte, der stadig hamrede afsted med ham, tvang der sig et smil frem. "Jeg vil helst ikke slippe dig."
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 6, 2009 21:58:05 GMT 3
Hun kunne ikke lade være med at smile svagt. "Det en aftale. Ikke dø." Hun kiggede rundt og prøvede at styre sig selv. Det nyttede ikke hvis hun hyperventilerede nu af skrækken og ville besvime fordi hun ikk kunne få vejret. "Jeg vil helst ikke ned..." mumlede hun så og skævede op mod ham. "Jeg tror jeg elsker dig." Det var ikke det samme som at være forelsket i hendes verden. Forelsket, der var man ikke sikker, men man regnede med det. At elske var noget dybere man var helt sikker på.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 8, 2009 19:10:37 GMT 3
Movicths tidsfornemmelse var begyndt at skride for ham. Var der gået en dag? To? Eller måske var det fire dage... Han var ikke sikker. Af og til havde han ladet Tharqi løbe under ham, men frygten for at der skulle ske hende noget, havde fået ham til at flyve hende stort set det meste af tiden. De første to dage havde ikke været så slemme, men tredje dag var han tvunget til at trække lidt på lyset, og nu kunne han mærke, at hans krop ikke kunne klare mere. Man kunne ikke sige, at han landede, han lod sig bare dale ned, lod vingerne give op. Der var ikke mere lys at suge af, ikke mere energi at trække fra, men trak alligevel på en nødgenerator et eller andet sted fra, for at lande ordentligt, uden at hun kom til skade. Måske var det hende, der gav ham den ekstra energi i sidste ende. Hans krop rystede, fuldstændig ude af kontrol, og han greb ud efter hendes hånd, for udmattet til at sige noget. En fod foran den anden. Han måtte ikke stoppe nu. Hun måtte ikke stoppe ham nu. De skulle videre.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 8, 2009 19:21:37 GMT 3
Tharqi gik på jorden og hun trak ham med. Hun vidste ikke, om hun kunne stoppe. "Movicht?" Forsigtigt klemte hun hans hånd og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var også træt, men hun havde sovet, når han bar hende. Så hun havde energi selv om han var begyndt at lugte lækkert. Hun var altså sulten. "Movicht?" Hun var bekymret. Han måtte ikke besvime. Hun kunne ikke bærer ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 8, 2009 19:38:43 GMT 3
Hendes stemme føltes langt væk, og Movicth rynkede panden, måtte anstrenge sig for at høre, hvad hun sagde. Hans navn. Benene rystede under ham, og et øjeblik var han gået helt i stå, før han huskede, hvordan man flyttede sin fod. Han rystede blot svagt på hovedet, som svar til hende, som tegn på, at de måtte komme videre. Skyggerne var omtrent tre dage borte, men det vidste han jo ikke. Han vidste ikke, om det var sikkert at stoppe. Pludselig knækkede han fuldstændig sammen, og et kort sekund dirrede hans ben, i et forsøg på at komme op igen. Han måtte give op, og sank sammen på jorden, men stadig til stede.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 8, 2009 21:21:05 GMT 3
Thar sank sammen ved siden af ham, og så nu virkelig bekymret ud. "Movicht?! Har du det okay?" Hun vendte ham rigtigt og lagde en hånd på hans kind. "Movicht?!" Hun var seriøst bange nu og man kunne høre det på hendes stemme! "Hvad sker der, Movicht!" Hun væltede ind over ham og stak hovedet helt ned til hans.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 8, 2009 21:44:30 GMT 3
Movicth ville have lagt armene om hende, hvis de ikke var for tunge. De ville ikke lystre ham. "Undskyld," hviskede han hæst.. "..Træt." Han lukkede kort øjnene, men tvang sig så til at fokusere. "Måske skulle vi... Finde ly." Han sukkede i udmattelse, fandt sig selv afskyeligt svag.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 10, 2009 21:54:02 GMT 3
Hun kiggede rundt og nikkede. "Selvfølgelig..." De var landet midt i noget der kunne ligne en eng og hun flyttede blikket ned igen. "Kan du gå hvis jeg støtter dig?" spurgte hun forsigtigt og bed sig i læben. Der var en gruppe træer lige fremme og hun regnede med at de dækkede nok. Forhåbentligt. Hun lå stadig ind over ham og kravlede hurtigt af. "Undskyld..." mumlede hun og rødmede meget svagt. Hendes øjne var klare, det var de altid når hun var i nærheden af ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 10, 2009 22:59:29 GMT 3
Movicth forsøgte at støtte sig så lidt som muligt til hende, da han trak sig op igen. Kroppen ville ikke rigtig lystre ham, men han tvang den videre, fordi han vidste, de var for udsat her i det åbne. "Nej..." mumlede han, og rystede let på hovedet. "Det mig.. Der undskylder.." Hvert skridt føltes som det sidste, han orkede, men alligevel fik han slæbt sig videre over mod træerne. Det var længe siden, han havde været så udmattet, men han havde også holdt den sindssyge fart, i stedet for et jævnt tempo, han kunne holde hele vejen i flere dage.
|
|
