|
|
Post by Tharqi on Nov 10, 2009 23:14:37 GMT 3
Hun løftede ham mest og skubbede ham ind mellem træerne. "Du behøves ikke at undskylde for noget." Forsigtig lagde hun ham ned igen og skar ansigt. Det smertede hende at se ham sådan og vide at det var hendes stædighed der var skyld i det. "Bare sov nu..." Hun kyssede ham blidt på panden og strøg ham på kinden. "Jeg lover at vække dig." Hun smilede svagt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 10, 2009 23:19:46 GMT 3
"Ved daggry," hviskede Movicth. Rødmen steg ham til hovedet, da hun kyssede ham, men han fandt det dejligt, og ville ønske, at han havde overskud til at trække hende ned til sig. Men hun måtte vel være sulten.. Han kunne ikke forlange, hun skulle blive hos ham, imens han sov. "Og pas på... Med at vende om.." Han sukkede, og lukkede uroligt øjnene.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 10, 2009 23:33:44 GMT 3
Thar kiggede ned på ham og trak vejret dybt. "selvfølgelig." Hun smilede stadig svagt og rørte forsigtigt ved hans hår. Hun kunne godt lide hans hår. "Sov godt..." Hun strøg en hånd igennem hans hår, blidt og forsigtigt. Blev siddende ved siden af ham i et stykke tid, til hun mente, at han sov. Sulten sneg sig ind på hende og han lugtede stadig lidt for godt efter hendes egen mening. Forsigtigt rejste hun sig, kiggede rundt og styrede så afsted ud i skoven, ulv igen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 10, 2009 23:37:58 GMT 3
Det var forkert at tro, at Movicth fandt fred i drømmene. At sove var ligesom at være til stede i sit vågne mareridt, fordi at drømmene altid hjemsøgte ham, når skyggerne ikke kunne. Han sov altid uroligt, og denne gang var ikke anderledes. Han drømte, at skyggerne rakte ud efter ham, men pludselig skød de frem mod Tharqi, i et forsøg på at suge hende med sig. Han holdt godt fast i hende, nægtede at slippe, men hun gled mere og mere ud fra hans greb.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 10, 2009 23:49:25 GMT 3
Thar sprang efter en hjort og som et lyn angreb hun og bed halsen over på den. Hun spiste hurtigt og sprang så tilbage mod Movicht. Hun havde ikke opdaget hvor langt hun var løbet, men længere end hun havde regnet med. "Movicht?" Hun luntede hen til ham og lagde sig - stadig som ulv- tæt op af hans side. Hun kunne mærke hans uro, men vidste ikke om hun skulle vække ham. Uden at sige noget forvandlede hun sig til menneske igen og betragtede ham i mørket.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 10, 2009 23:54:35 GMT 3
Kampen virkede uendelig, indtil hun gled fra ham, og forsvandt i skyggerne. Han skreg i smerte, og kort efter spærrede han øjnene op.
Movicth så lettet på Thar. Hun var stadig lyslevende. Varmen spredte sig i ham, da han kunne mærke hende helt tæt på, og det var mere end bare varmen, som et væsen umuligt kan skabe alene. Han smilede blegt til hende. Ufatteligt nok var han ikke nær så træt, men langt fra udhvilet.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 0:02:08 GMT 3
Hun mødte hans blik og lagde en arm omkring ham og gemte sig ind til ham. "Havde du mareridt? har du det tit?" spurgte hun lavt og bed sig i læben. Hun hadede hans forbandelse for at smerte ham. "Hvad handlede det om?" Hun mærkede et eller andet i maven, glæden over at han var der. Hun var meget glad for at han var der. Sammen med hende. Det var... meget dejligt. Forsigtigt rørte hun hans kind med fingerspidserne.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 11, 2009 0:07:16 GMT 3
"Det er hver gang, Thar. Det' skyggerne... De dræbte dig." Movicth lagde begge arme om hende, og kyssede hende ned af halsen. Drømmen skubbede sig bort fra hans tanker, blev afledt af hendes tilstedeværelse, og det fik ham bare til at elske hende højere.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 0:17:14 GMT 3
Hun lukkede øjnene og smilede svagt. Hun trykkede ham ind til sig og rystede lidt på hovedet. "Jeg er ikke død. Jeg føler mig nemlig meget, meget i live lige nu..." Det var rigtigt. Hun elskede ham og han var godt i gang med at få hende til at glemme alt omkring sig. "Jeg forlader dig aldrig..." mumlede hun og strøg en hånd igennem hans hår igen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 11, 2009 19:16:09 GMT 3
"Du må ikke love mig noget," hviskede Movicth, knugede hende lidt tættere ind til sig, som om han var bange for, at skulle give slip på hende. Han lod læberne let berøre hendes kind, hendes øjenlåg, før han blidt trykkede hans læber mod hendes. "Bare.. Bare bliv hos mig, så længe du vil." Han lukkede de blå øjne et kort øjeblik, for så at kigge på hende igen. "Jeg elsker dig," hviskede han. Kunne ikke huske om han havde sagt det før. Hans hoved føltes forbandet tungt, men hun klarede det hele lidt op for ham.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 19:59:15 GMT 3
Hun smilede slævt til ham og mødte hans blik. "Jeg ved det..." Hun gengældte kysset og trak vejret dybt. "Jeg elsker også dig..." Hun kyssede ham igen og knurrede lavt nede i halsen. Hun var glad og hun bestemte sig for at hun aldrig ville forlade ham. Hun ville blive med ham for altid.. Hun ville ikke lade ham gå. Medmindre han bad hende om det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 11, 2009 21:12:32 GMT 3
Movicth kunne ikke lade være med at smile over hendes knurren, i det hele taget bare over hende, og kunne mærke ønsket om, at hun ville blive hos ham, at hun aldrig ville forlade ham, som hun selv sagde. Han skubbede det hurtigt væk. Han ville ikke slå sig selv ud, ved at håbe på noget, der ikke var sikkert. Hans håb var knækket så ufatteligt mange gange, at han ikke kunne forstå, hvorfor han blev ved med at håbe. Hans kys blev hurtigt mere krævende.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 21:25:54 GMT 3
Hun smilede og rullede forsigtigt rundt, så han lå nederst og hun lå ovenpå ham. Hun tænkte ikke så meget over det og gengældte kysset intenst og gemte ansigtet ved hans hals. "Må jeg fortælle dig noget?" spurgte hun så forsigtigt og knurrede igen. Det var helt uskyldigt og hun løftede sig op så hun kunne se ham, og betragtede ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 11, 2009 21:32:56 GMT 3
Et glimt af oprør sprang frem i Movicths øjne, og i et bredt grin tvang han dem rundt, så han lå øverst. Han lod hånden kærtegne hendes kind kort, blidt og kærligt, før grinet fortog sig til en mere alvorlig grimasse, påpasselig med ikke at ligge hele hans vægt mod hende. "Hvad?" spurgte han. Nysgerrigt.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 21:50:18 GMT 3
"Jeg elsker dig højere end jeg nogensinde har elsket nogen anden," sagde hun og strakte sig op så hun kunne kysse ham blidt og ivrigt. Hun fik en arm fri og strøg hans arm og trak ham tæt ned mod sig. Mærkede at hun blev optændt over den lille kamp. Hun fik benene omkring hans talje og prøvede at skubbe sig rundt, så hun kom øverst igen. Svagt grinende.
|
|
