|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 11, 2009 22:48:24 GMT 3
Movicth lo, og rullede et par gange rundt, for så at tvinge dem til at stoppe, hvor han lå øverst. "Jeg er stærkest," erklærede han grinende, en anelse stædigt, da han lod hånden glide ned af hendes lår, og fandt hendes læber igen med hans, krævende. "Og jeg elsker dig højere, end nogen eller noget andet i hele verden," hviskede han, efter kort at have afbrudt kysset, for at få vejret.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 23:05:21 GMT 3
Hun grinede og mærkede varmen sitre helt ude i fingerspidserne. "Det kan jo diskuteres." Hun trak sig op og kyssede ham hurtigt og kærligt. "Både det ene og det andet." Hendes smil var drillende og knurrede igen og lukkede kort øjnene. Han tilstedeværelse, bare at han var der, at han var tæt på, betød mere end noget andet. Hun grinede igen og lagde armene om hans hals. Trykkede sin varme krop mod hans og trak vejret dybt, stadig smilende.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 11, 2009 23:17:42 GMT 3
"Intet at diskutere," påstod han i et let smil. Han lukkede øjnene, lænede hans hoved mod hendes, og indåndede duften af hende. "Hverken det ene eller det andet," tilføjede han, som i et ekko fra hende. Han havde det som om, hun ikke kunne komme tæt nok på, kyssede hende igen.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 11, 2009 23:29:40 GMT 3
"Pladr." Hun grinede og kyssede ham igen. Kysset var bare en smule anderledes end før, det var længselsfuldt og krævende. Hun smilede til ham, rød i kinderne. Hun ville have ham tættere på, men var i tvivl om han ville tættere på. Hun ville have ham helt tæt på. Forsigtigt kyssede hun ham igen, et langt kys som hun trak ud så længe som muligt, for hun ville ikke ende varmen, følelserne...
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 12, 2009 22:50:38 GMT 3
Movicth bemærkede endnu engang ikke, at rødmen blussede på hans kinder, måske fordi at resten af ham var så overophedet i forvejen, at det var ingenting i forhold til. Han gengældte ivrigt hendes kys, og begyndte at trække i hendes tøj, fordi at han ville have hende tættere på, så tæt på som muligt.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 12, 2009 23:09:38 GMT 3
Hun var lige så ivrig og forsvandt i følelser.
Solen var endnu svag på himlen da hun vågnede igen. Liggende helt tæt op Movicht. Hun løftede et øjenbryn og bemærkede at hun frøs. Det gjorde ikke så meget... Hun kiggede varmt på ham og kom i tanke om tiden. Tiden. Hun lå -overrasket over denne fact- nøgen og skyggerne kom nærmere. "Movicht?" Hendes stemme var blid og forsigtig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 12, 2009 23:23:01 GMT 3
Movicth var vågen, og begravede ansigtet ved hendes hår med en svag mumlen. "Mhhm?" svarede han smilende. Han kom i tanke om skyggerne, og satte sig op i et hurtigt ryk. Hans øjne var begyndt at lyse panisk, men han tvang sig til at tage en dyb indånding. "Hvad er der?" Et smil blev tvunget frem, da han så på hende, og hun hjalp ham til at gøre det ægte.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 12, 2009 23:50:02 GMT 3
Tharqi kiggede tilbage og satte sig op. Lagde armene om ham og trak vejret dybt. "Vi skal videre..." Hendes stemme var stadig blid og hun smilede op til ham. "Jeg elsker dig!" Hun kravlede så tæt på ham som muligt og slap ham så. Kiggede efter sit tøj, selvom hendes blik ville tilbage til ham. Og hun ville panikke, hvis ikke det var fordi at han var der. Hun havde næsten ikke lyst til at tænke på natten, bange for at glemme alt omkring igen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 13, 2009 22:49:56 GMT 3
Movicth smilede, fik øje på sit tøj lidt væk, og gik over for at tage det på. Han forsøgte at fylde sig op med tanken om skyggerne, og intet andet, for at holde fokus, og det lykkedes ham til en vis grad. "Skal du have en flyvetur, Thar?" smilede ham, og så med et varmt blik på hende.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 13, 2009 23:11:05 GMT 3
Thar kiggede på ham og betragtede ham da han gik. Han bevægede sig med en ynde, hun først lige havde bemærket og hun havde svært ved at tvinge sine øjne væk fra ham igen. Hun kravlede hen til sit tøj og trak det forsigtigt på. Hun var øm, og det fik hende til at se komisk ud, da hun prøvede at rejse sig. "Med glæde," mumlede hun og smilede varmt til ham. Det gjorde ikke så ondt at hun ikke kunne skjule det. Hun gik hen til ham og lagde forsigtigt armene om ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 14, 2009 0:13:52 GMT 3
Movicth kastede et kort blik over skulderen, som om han rent faktisk kunne se skyggerne, og trak hende ind til sig, ved at ligge armene om livet på hende. Han spredte de hvide vinger ud, og steg til vejrs igen. "Jeg tror, vi glemte tiden igen," mumlede han, da han tog farten op, som de kom opover trætoppene.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 14, 2009 0:25:28 GMT 3
Hun skar ansigt og klamrede næsten til ham. Det gjorde ondt... "Tiden forsvandt..." Hun gemte ansigtet ved hans hals og prøvede at slappe af. "Men jeg fortrydere det nu ikke..." mumlede hun og trak vejret dybt. Hun smilede svagt og kiggede forsigtigt op på ham. Hendes øjne var blide, endnu ikke stressede, men nervøse. Hvad hvis han fortrød? Hun håbede det ikke. Det ville være... hun vidste ikke hvad det ville være.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 14, 2009 0:39:56 GMT 3
En sær form af lettelse skyllede indover Movicth. Hun fortrød intet. Det var som om, han havde haft brug for at høre hende sige det, uden selv at være klar over det. "Nej, af tidsspilde at være, var det en god måde at spilde den på," medgav han i et kort smil. Han strøg lettere bekymret hånden gennem hendes hår. "Er du okay?"
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 14, 2009 0:56:04 GMT 3
Hun smilede op til ham og kravlede ind til ham igen. Ansigtet ved hans hals. "Jeg har det fint nok..." hun ville ikke gøre ham bekymret. Lettelsen over at han helle ikke fortrød, rullede igennem hende som en varm bølge. "Bedste tid jeg nogensinde har spildt..." mumlede hun og man kunne høre hendes smil. Hun kunne mærke vinden snige sig op af ryggen og gyste.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 14, 2009 1:31:18 GMT 3
"Du fryser," det var en konstantering, og Movictk rynkede panden. Han havde ikke nogen jakke eller et tæppe at give hende. Vinden var ret så bidende, men han havde ikke bemærket noget, før hun var begyndt at gyse. Desværre kunne de ikke sætte farten ned. Han vidste ikke hvad 'at have det fint nok' betød, men han kommenterede det ikke videre.
|
|
