don't come near

[Shinee]

Hun trykkede sig let ind til ham og fulgte hans hånd. Hun kunne se stjernerne og fornemmede billederne bag dem. Det var...Fasinerende. Hun kunne ikke lade være med at tænke det sådan. "Araen. En papegøje, ikke?" spurgte hun og kiggede kort på ham. Hun vidste ikke meget om dyr...

[Ryonell Bornakore]

"Ja, en papegøje." Han smilede og flyttede hånden igen. "Ved siden af Minotauren er Vanddragen, med front mod Minotauren." Det var ikke andet end blot en lang række af stjerner. "Der er enhjørningen Sheillia." Han flyttede hånden og tegnede også denne. "Hun blev forelsket i kentauren Abborn." Han lod hånden hen ved siden af Sheillia og tegnede også denne. "Abborns far, Barrik, ville ikke lade dem få deres barn, fordi han mente det var en vanskabning." Han lod hånden gå ned under dem og tegnede. "Han lokkede hende over en bro af træ med et hul i plankerne og gik selv ind under broen. Du kan se ham holde spyddet." Han stoppede med at tegne hele figuren og viste i stedet tre stjerne i en lige linje, rettet mod Sheillias mave.

[Shinee]

Shin rynkede panden og kommenterede ikke. Hun ville høre mere og konstrerede sig om at huske det hun hørte. Desuden ville hun gerne høre videre. Historien gav hende myrekryb, men ikke slemt nok til at hun viste det. "Hvad skete der så?" mumlede hun og kiggede op på ham.

[Ryonell Bornakore]

"Barrik spiddede hendes mave, med intension om at ramme både mor og barn. Han var gennemført ond, kan man se af denne handling, da normale kentaurer ikke er i stand til at skade enhjørninger, fordi de er for meget dyr. Sheillia døde på stedet, og selvom der gik en uge inden Abborn fandt hende var hendes krop endnu varm og levende selvom hendes sjæl var flygtet. Sheillias far kom og fik overtalt Abborn til at sprætte hans elskedes mave op, og derinde fandtes hans endnu levende datter, Hjil." Hans hånd flyttede sig til op over Sheillia og Abborn. "Datteren fortalte hvad hun havde set gennem sin mors øjne, og Abborn lod Hjil blive hos sin mors familie og rejste hjem, hvor han beskyldte sin far for mordet på hans elskede. Det blev en tvekamp mellem dem, som Abborn vandt, men i vrede og sorg over at miste både far og elskede tog hans sværdet med sin fars blod og jog det ind i sig." Han smilede. "Det er en af min mors historier."

[Shinee]

"Kan du lide den? Jeg synes..." hun kom til at tænkte på noget og kiggede så på Ryonell. Hvad hvis han døde? ville hun så begå selvmord?... Hun ville leve for knægtens skyld, regnede hun med. Men hun ville nok aldrig komme videre. Hendes ansigt var alvorligt og øjnene fjerne. Hvad ville Ryonell gøre? hun havde ingen anelse. Men måske havde hun heller ikke lyst til at vide det.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg forstod den aldrig," sagde Ryonell og smilede. "Hun fortalte den kun tre eller fire gange i løbet af mit liv, så vidt jeg husker, og... Jeg har aldrig oplevet kærligheden til andre end familien før nu, så jeg forstod ikke hvad det handlede om. Ved ikke hvad jeg mener om den nu, heller." Han lod hånden falde fra Hjils billede. "Der er også en historie om deres datter, hvis du er interesseret. Den er ikke helt på samme måde... Det er min fars."

[Shinee]

Shin tænkte sig om og nikkede så. "Fortæl, jeg vil gerne høre den." mumlede hun så og trak vejret dybt, inden hun sukkede. Hun var stadig nysgerrig og blev nærværende igen. Hun vidste ikke meget om hans mor, men hun havde været anderledes end hans far.

[Ryonell Bornakore]

"Hjil," begyndte han igen, "voksede op hos sine bedsteforældre uden minde om sin mor eller far. Hun vidste dog at hun kom fra et koldere land og kun var halv enhjørning, og det fik hende til at rejse for at finde sin manglende familie. Hendes bedstefar advarede om at hendes bedstefar havde dræbt hendes mor for at slå hende ihjel, men Hjil var... optimist, vil jeg tro. Hun håbede hendes fars familie ikke var af den samme mening. Enhjørningerne havde ikke hørt hvad der var sket med Abborn." Ryonell holdt en pause og lyttede til havet lidt.

[Shinee]

Shinee ventede på at høre videre. Hun kiggede stadig på ham og betragtede ham. Det var helt mørkt omkring dem, selv om der ingen skyer var på himlen. Der var... En rolig stemning. Det var den første gang hvor hun helt roligt havde snakket med ham om noget. Hvad som helst. Hun kunne lide det. Det var rart.

[Ryonell Bornakore]

"Hjil begyndte sin rejse uden at vide hvor hun var. Enhjørninger kender ikke forskel på landene, og hun vidste derfor intet om, at hendes familie ville befinde sig i et land der hed Markare. Det første hun mødte efter lang rejse gennem skove var havet, og dette skræmte hende, selvom hun havde hørt om det. Hun kunne ikke forstå at havet var så stort, så hun vendte om allerede ved synet af de høje bølger - det stormede." Ryonell holdt en pause og grinede. "Sikke et spild. At flygte fra en storm over havet." Han strøg Shinees kind med den ene hånd. "Hjil fortsatte sin rejse, og hun mødte det første fremmede væsen efter to måneders flakken om." Ryonell kunne ikke lade være med at tænke på, at dette måske kunne have været Shinee. Han flyttede sin hånd og tegnede næste stjernebillede. "Hun mødte et menneske, manden Gi, og han spurgte forundret hvad en kentaur lavede i Neramore. Hjil forstod ikke han mente og spurgte ham, "Hvad er Neramore?" Gi besluttede at hjælpe hende på vej da han forstod hvor lidt hun begreb om hvor hun var, uvidende om at det ikke var en ægte kentaur han havde med at gøre. Hjil var den første krydsning mellem kentaurerne og enhjørningerne."

[Shinee]

"Dem har jeg hørt om. Men jeg kan ikke huske hvad de hedder... De er sjældne, er de ikke?" spurgte hun og genkaldte sig billedet af Gi. Hvis historien var sand, måtte manden have været uhyrer sjælden. For de færreste ville tage et fremmed væsen til sig, som ikke engang virkede rigtig i hovedet.

[Ryonell Bornakore]

"De er kaldet hjørnlinger. Jeg har aldrig set en," mumlede Ryonell fraværende inden han begyndte igen. "Sammen med Gi rejste Hjil videre mod Jeanore, da Hjil var kommet så langt nordpå at det ikke kunne betale sig at vende om til regnskoven. Det var vinter, og hvad Hjil kendte som regntiden i regnskoven oplevede hun nu som en tid med frost og sne. Gi var meget hjælpsom når hun havde problemer med det fremmede vejr, og engang, da de holdt for natten, gav Gi Hjil en trøje af noget tykt bjørneskind. De var næsten ovre det sidste bjerg da komplikationer kom. En bleg, tynd mand stod og betragtede dem i deres kamp for at komme gennem passet, og selvom der lå sne stod han i tynd, laset skjorte og stirrede på dem. Det var en vampyr, og selvom han kun havde smagt mennesker virkede Hjil tillokkende for ham. Han havde ikke spist i lang tid."

[Shinee]

Shin gyste svagt for sig selv og flyttede blikket mod himlen. Hun så det for sig og følte sig skræmt. Mindes det sidste møde med en vampyr som hun havde været ude for. Hun gyste igen og kæmpede for at skubbe det væk. Det var endt i at vandet var gået og hun havde panikket. Hun var styrtet blind gennem skoven og kun ved et held var blevet fundet af Hilda... Hun mærkede isningen langs rygraden. Det kunne have været døden for både hende og knægten, at den vampyr var kommet.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell lagde ikke mærke til noget, selv fordybet om mindet af hans far, der fortalte historien. "Vampyren viste tænder og kastede sig frem mod dem næsten inden de nåede at se dem, og Hjil var ved at gå i panik da Gi gik ned på alle fire og forvandlede sig til en ulv. Gi kastede sig frem og væltede vampyren omkuld, da det overraskede ham at møde modstand. Dette var inden kampen mellem vampyrerne og varulvene.
"Find en anden at jage," knurrede Gi, der havde fået sig selv til at leve på dyrekød for at være sammen med Hjil. Han forstod stadig ikke hvorfor han følte sig draget til hende. "Find en anden at spise. Hjil er min ven." Varulven trådte ned af vampyren og betragtede denne med et vagtsomt blik."