|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 14:52:53 GMT 3
Shinee gik ned af gaden. Hun knugede barnet ind til sig under kappen, og smilede svagt ned til ham. Han sov. Den 8 uger gamle baby, var knap 65 cm lang, stor af sin alder og hun tvang sig til at være rolig hver gang han sov. Det krævede al hendes viljestyrke. Hun trak den sorte tykke kappe tættere omkring sig og overvejede ikke engang at slå hætten op. Hun kunne ikke klare mørket inde i hættens mørke. Hun kiggede rundt, ikke sikker på hvorfor hun ikke havde lyst til at flygte mere.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 15:06:26 GMT 3
Ryonell gik gennem hovedstadens gader og så sig omkring. Hans øje udtrykte ikke foragt, men utryghed ved de mange mennesker, men det var den eneste synlige forandring. En gruppe mænd stilte sig op foran han og spærrede hans direkte vej. Mørkedæmonen trak sig ud til siden. "Du bli'r her!" sagde en af mændene og trak fat i hans arm. Ryonell vred sig løs og gik videre uden et ord, hvilket mændene ikke var begejstrede for. "Du bli'r her!" Den samme mand tog fat i ham, denne gang i krave.
"Find en anden at lege med," mumlede Ryonell og vendte hovedet mod ham, og det var tydeligt han var irriteret. Han tog fat i mandens hånd og vred lillefingeren om, det mest simple trick. Så vendte han rundt og fortsatte frem. Mændene forstod selvfølgelig ikke en hentydning.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 15:17:03 GMT 3
Shin stivnede og stoppede så brat at en mand der gik bag hende, brummede højt og skubbede hende til siden. Hun lod ikke til at bemærke ham. I stedet var hendes øjne rettet mod slagsmålet midt på gaden, hun lige var drejet ned ad. Hun trådte et skridt tilbage og vinden greb hendes hår og fik det til at spærre hendes udsyn. Da hun igen kunne se var hun overbevist om at det bare var en halluciation. Men slagsmålet fortsatte.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 15:21:10 GMT 3
Ryonell knurrede og rettede et spark i ansigtet af en mand der var snublet over en af de andre og som havde troet at han kunne klatre op af mørkedæmonen. Derefter vendte Ryonell sig om og forsøgte igen at komme væk, men han stoppede da han så hende. Skulle han...? Hun var tynd... Og hun havde noget i armene... Han vendte sig om, men det kunne lige så god have været fordi mændene angreb igen som fordi han valgte at flygte.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 15:25:06 GMT 3
Hun var fuldstændigt forstenet. Hun vidste hun burde gå, flygte, tage benene på nakken inden det endte galt. Hun mærkede drengen rører på sig og vendte for et sekund øjnene mod ham. Det var udtrykket i hans øjne der fik hende til at vende sig og løbe. Hun turde ikke andet. Kappen flagrede, og hun ignorede alle de mærkelige blikke folk sendte hende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 15:48:47 GMT 3
"SÅ GÅ DOG VÆK FRA MIG!" råbte Ryonell, og han kunne fint have blevet sergent. Som skriget fra en rovfugl skar det gennem hovedet på folk, og mændene, tjah, selv tilskuerne, stivnede. Ja, han kunne sagtens have råbt gennem en slagmark. Han var kommet ned på jorden med en af mændene over sig, og han skubbede den tilside. Sprutstank. Han rejste sig og lagde ikke engang mærke til at han var mudret. Han gik bare.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 16:03:13 GMT 3
Hun løb videre, hendes øjne fokuseret på jorden. Hun ville væk. Ud af byen. Langt, langt væk. Skoven var nærmest... Hun måtte hen til skoven. Der var et næsten panisk udtryk i hendes ansigt da hun drejede skarpt og sprang op på en bod og videre op på et tag. Hun stoppede kort, og snurrede rundt for at se i hvilken retning skoven lå. "hvor.. hvor.." gispede hun og bemærkede den gnavende sult igen. Hun havde ikke fået noget at spise i alt for lang tid.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:18:19 GMT 3
Ryonell gik endnu et stykke inden han gik i luften, og så hende oppe på taget af en bygning, næsten helt til venstre i hans mangelfulde synsfelt. Han vendte sig mod hende og stod stivnet i luften et øjeblik, inden han vendte om som et lyn og for den anden vej. Jhanin havde til gengæld opdaget hende, og han kunne hører dens begejstrede piben bag sig da den fløj hen til en den genkendte.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 16:28:28 GMT 3
Hun drejede langsomt ansigtet mod Jhanin og var ved at vælte ud over taget, da hun så Ryonell igen. Hun sprang ned og gemte ansigtet i sin kappe. Det var ikke rigtigt. Hun rystede voldsomt mere eller mindre af skræk og løb væk. Det gjorde ondt, hvorfor gjorde det ondt?!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:32:08 GMT 3
Jhanin peb forvirret da hun smuttede og dykkede så ned efter hende. Hvorfor flygtede hun fra ham? Kunne hun ikke lide ham? Ryonell tænkte flagerdyret ikke på lige nu. De kunne altid inde hinanden igen. Hun ville til gengæld forsvinde for ham, og det var ikke sjovt. Imens fortsatte Ryonell den anden vej.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 16:38:08 GMT 3
Shin skar ansigt og kunne ikke få et ord over sine læber, da hun så Jhanin. "... Gå med dig... Jhanin. Gå tilbage til ham..." Hun trådte væk og ind i en lille gyde, men hun prøvede at få styr på sig selv. Det var svært. Drengen var urolig og viste det tydeligt. Hun måtte have noget mad. Nu. Hurtigt var hun ude på gaden, fandt en lille bod, købte noget mad og tilbage i gyden. Hun måtte spise før drengen kunne få noget, og hun havde på fornemmelsen at han var sulten.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:40:57 GMT 3
Jhanin fortsatte efter hende og peb sørgmodigt. Hun havde været der, i mere end en HEL uge, så var hun forsvundet, så kom hun igen, og så var hun forsvundet, og nu skulle hun ikke forsvinde igen inden han overhovedet havde set hende ordentligt. Han flaksede afsted og hvirvlede om et hjørne, kom ind på hende og hagede sig fast i hendes skulder.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 16:44:08 GMT 3
Hun gispede og snerrede. "Jhanin, gå så med dig!" Barnet vred sig og flagermusen gjorde det svært at holde ordenligt fast. "Jhanin gå med dig!" Råbte hun højt og skubbede den væk. Tårerne løb ned at hendes kinder og hun tørrede dem træt væk. "Gå Jhanin. Nu." Det var en komando.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:52:42 GMT 3
Flagermusen hvinede højt da hun råbte af ham, som et lille barn der fik skældud uden at have opdaget den voksne. Da hun fortsatte med at tale, slap han og blev slynget i jorden, hvor han udstødte en høj, langtrukken, klagende lyd, der, hvis han havde været en hun eller en ulv, ville have været et hyl.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 16:56:36 GMT 3
Hun skar ansigt, og trak kappens hætte op. Nu måtte hun videre. Hun trådte ud på gaden og blandede sig med en stor flok mennesker, i mens hun forsøgte at berolige drengen. "Shhhh... Det skal nok gå... Ja, selvfølgelig er du sulten..." Hun strøg han blidt på kinden og smilede varmt. Han virrede med hovedet og rakte op mod himlen.
|
|
[/URL]