Newborn

[Shinee]

"Det lyder fint nok." Hun smilede og så tænksomt på ham. "Du ser trist ud. Hvorfor det?" spurgte hun så og Szuraim bøvsede højt. Hun sendte ham et blik og grinede så bredt. Han klukkede igen.

[Aijou Ishi]

Smilet på Kerais ansigt falmede, og han trak på skulderne. "Jeg ved det faktisk ikke." Sandhed. Han var altid mere eller mindre mismodig, men lige nu var det slemt. Meget slemt. "Men har ikke noget at råbe hurra for, så jeg smiler vel heller ikke så meget." Han så igen på barnet, og smilet bredte sig langsomt igen.

[Shinee]

"Men du smiler nu..." sagde hun så og bemærkede hans blik. "Szuraim er 2 uger gammel." ordene fløj bare ud af hende, og det var ikke helt meningen. Hun holdte ham, så han sad vendt mod Aijou. "Du kan lide børn?" spurgte hun så nysgerrigt.

[Aijou Ishi]

"Jeg har hundredvis af små søskende, fætre og kusiner som jeg levede sammen med. Ja, jeg kan lide børn. Og jeg kan finde ud af at passe dem. Mine forældre, min tante og onkel... var ikke særlig gode til det." Han så ud i haglen igen. Det var stadig skræmmende. Han så ned, og så over på den lille knægt igen. Det var et glad barn.

[Shinee]

"Desværre er der en del væsner der ikke er gode til sådan noget," sagde Shin og Szuraim kiggede på englen. Han klukkede, og de lave lyde lød mærkelige. Øjnene glitrede af fryd og nysgerrighed, så snart han var sikker på at moren var tryg. Og det var hun. Så længe hun sad i den mørke grotte.

[Aijou Ishi]

"Du er en meget god mor," mumlede Aijou og fik de skjulte vinger til at rykke sig under jakken for at finde en bedre stilling. Han så lidt tomt ud i luften. "Det så ellers ud til at blive så dejligt vejr for lidt siden. Solskin." Han manglede sit sværd. Han følte sig nøgen uden det. "Men hvad ved jeg om det." De sidste ord var så lave at de andre ville have svært ved at høre det.

[Shinee]

"Vejret er ligeglad med hvad vi andre tror. Det er uforudsigeligt, hvilket jeg godt kan lide ved det." Hun var glad over kommentaren, men lod være at besvare. I stedet betragtede hun sønnen, der var ved at være helt frisk og livlig. Han rullede og hun lagde kappen på grottens gulv. Hun lagde drengen på maven og han løftede hovedet besvægeligt og det kneb med kontrollen.

[Aijou Ishi]

Haglen fortsatte et stykke tid, og Aijou fortsatte med at skæve til barnet. Han turde ikke komme nærmere uden hendes tilladelse, selvom barnet tiltrak ham. Og det reagerede ikke på den indflydelse han normalt pressede på folk, ikke endnu i hvert fald. Han tvivlede alligevel ikke på at små børn kunne føle sig triste. Men dette var... ikke trist.

[Shinee]

Hun lod ikke Szuraim ligge særlig lang tid, inden hun rullede ham om på ryggen. Han kunne ikke rulle selv endnu og måtte ikke holde hovedet for lang tid. Han var i forvejen bedre til det, end de fleste på sin alder. "Du vil gerne tættere på?" spurgte hun og løftede et øjenbryn mod Aijou

[Aijou Ishi]

Han nikkede og smilede svagt. "Jeg kan lide dem alle sammen," mumlede han og betragtede sine fingre. "Børn i alle størrelser. Og haglen..." Han så ud og gøs uvilkårligt. Han havde respektfuld sat sig næsten ude i kanten, og selvom haglen ikke ramte ham, var den alligevel tæt på. Et lyn oplyste himlen et øjeblik, og bulren kom efter seks sekunder. Det var to kilometer vær. Han behøvede ikke at reagere, og reagerede derfor ikke.

[Shinee]

Szuraim spjættede ved lynet og braget og rakte ud efter Shin. Hun sukkede og løftede ham op på armen igen. Han lagde sig ind til hende og prikkede til hendes arm. "Haglen falder og lynene brager." Hun grinede svagt og strøg sønnen over håret.

[Aijou Ishi]

Aijou nikkede tavst. Han havde aldrig frygtet lyn. Varmen betød altid en lang periode med torden, og at den forårsagede brande, men i en by af jern er brand ikke farligt. Han forstod derfor ikke træhuse, selvom der tydeligvis var færrer tordenvejr her end derhjemme. Han så på drengen. Spædbørn var meget mere modtagelige overfor lynenes larm og lys.

[Shinee]

Szuraims øjne var store som små kopper og Shin holdte en hånd foran. Det brød han sig ikke om og prøvede at få den væg. Han udstødte nogle sure lyde og hun fjernede hånden. Drengen lænede hovedet op af hende som før og slappede af. Pludselig gabte han højt og begyndte at blinke med øjnene.

[Aijou Ishi]

Endnu et lyn kom da Aijou var tvunget til at smile ved synet af barnet. "Han er vidst en stædig, lille en, tyder det på," sagde han og undertrykte sit grin, og han så så ned i jorden. Sværdet... Han kunne ikke bare lade det ligge! Han... hvad nu hvis det blev fundet af fremmede? Der var sikkert nogen der ikke havde noget imod haglen.

[Shinee]

"Forhåbentlig mere som mig, end som sin far." hun smilede varmt og kiggede ud i haglen. Det fortsatte uden ende, men hun vidste at ingen ville bevæge sig ud foreløbig. "Du mangler dit sværd, ikke?" spurgte hun så og så på hans ansigt. Hun strøg tænksomt sønnen over panden og spidsede munden.