|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 21:48:23 GMT 3
Shinee gik hurtigt gennem skoven. Hun rystede svagt, ikke af kulde, men udtrykhed og frygt. Hun stolede ikke på noget eller nogen mere og det viste sig på hende.
I hendes arme lå en lille skikkelse, godt gemt væk under et tykt tæppe. Det lille barns øjne var lukkede og åndedrættet roligt. Kun få uger gammel. Hun smilede svagt ned til det og mærkede mørket omkring sig. Solen var på vej op, men hun gemte mørket i sin kappe.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 9, 2009 21:52:38 GMT 3
Aijou elskede solopgangen. Det var noget, der vidste kun hørte til i denne verden, og englenes. Han stod højt til vejrs, på en klippe, og strakte de normalt skjulte, kulsorte englevinger. Hans blik var rettet mod øst, og han så pludselig noget mellem træerne. Det kunne være et menneske, og han tog jakken på og foldede vingerne sammen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 22:01:29 GMT 3
Hun lukkede kort øjnene og holdt barnet tæt. De var ikke langt fra den nærmeste by, men stadig et par timer og det gjorde hende uroligt. Drenge barnet ville snart vågne og hun måtte stoppe. Hun kiggede varmt ned på ham og mærkede mundvigen sitre.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 9, 2009 22:05:18 GMT 3
Aijou så op på solen endnu en gang og valgte at gå glip af synet mod at se, hvad der vandrede rundt i skoven. Han elskede også skoven. Endnu en ting han aldrig havde oplevet derhjemme. Han svang sig ned af klippen og landede på en gren, og begyndte derefter adræt at klatre ned. Han var smidig og mindede næsten om et egern, selvom træ var noget at en ukendt ting for ham. Han sprang ned på jorden og så sig om. Det måtte være derovre. Han begyndte at gå.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 22:09:50 GMT 3
Hun stoppede brat op. Der var nogen... Barnet begyndte at bevæge sig uroligt og hun kiggede frygtsomt rundt. "Shh, lille ven... Ikke nu..." hviskede hun lavt, så varmt at man næsten ikke kunne tro det var hende. Barnet slog ud og blinkede kort med øjnene, men faldt så i søvn igen. "shh..." hviskede hun igen og vuggede ham blidt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 9, 2009 23:05:14 GMT 3
Aijou tøvede da han igen fornemmede hende. Der var et nyt liv der. Han smilede. Det var smukt, kunne han fornemme, allerede inden han kunne se dem ordenligt. Han stoppede helt op og satte sig ned på jorden. Endnu en ting der ikke kunne fornemmes derhjemme. Derhjemme var alle ikke levende på samme måde, selvom alt foregik næsten på samme måde.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:09:23 GMT 3
Shin kiggede uroligt rundt. Hun kunne ikke fornemme hvor 'den' kom fra eller hvor tæt på den var, og hun turde næsten ikke gå nogen steder. Hendes urolighed og frygt fik barnet til at røre på sin igen og hun tvang sig til at tage det roligt. "Der er ikke noget... shhh, shhh..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 9, 2009 23:15:38 GMT 3
Hun var en god mor. Bekymring. Han mærkede bekymringen tydeligere fordi det var en af følelserne der styrkede hans magi. En smule, da. Bekymring var ikke den stærkeste af følelserne, faktisk en af de svageste, selvom den var vigtig. Han rejste sig og gik langsomt hen mod hende. Enten gik han hen til hende eller forlod hende, og han savnede selskab. Han gjorde det, der var dummest, men også det, han ville vinde mest på, hvis alt gik godt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:22:49 GMT 3
Hun vidste noget nærmere sig, med det samme. Hun mærkede det med et sæt og blev så helt rolig. "Shhhh... rolig, barn..." Hun smilede varmt ned til drengen og kiggede så iskoldt ud i skyggerne. "Hvem der?" spurgte hun så højere, og ville dræbe hvem end det var, hvis personen kom hende nær.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 9, 2009 23:29:00 GMT 3
"Aijou," svarede han og kom frem, og med ham bredte den dårlige stemning sig. Som altid reagerede hans magi. Han gik lige netop ud fra skyggen af det nærmeste træ så hun kunne se hans spinkle bygning. "Hvor gammel er dit barn?" Alle andre nybagte mødre end hans egen mor havde han oplevet være begejstret for opmærksomhed på deres barn.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:41:28 GMT 3
"For lille til at blive set af fremmed og påtalt." sagde hun myndigt og bemærkede luften. Stemningen blev mørkere. Drengen ville vågne... "Hold dig langt væk fra min søn." hvislede hun og holdt drengen tæt igen. Han måtte ikke vågne. Måtte ikke... Han rørte mere på sig.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 9, 2009 23:46:51 GMT 3
Aijou så ned og satte sig på jorden. "Jeg har bare brug for en at snakke med," sagde han. "Jeg skal nok holde mig på afstand." Han fremviste sit sværd og plantede det så langt fra sig at han kunne kaste sig mod det og få fat i det hvis han blev angrebet, men at det var så langt fra ham at enhver bevægelse mod det var tydelig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 9, 2009 23:52:43 GMT 3
Shin kiggede køligt på ham og løftede et øjenbryn. "En at snakke med?" spurgte hun isnende. "Du vækker ham." Drengen blinkede med øjnene og stirrede så klart op på hende. Nuværende burde han kunne se hendes ansigt, men han kunne ikke se særlig langt. Som alle andre nyfødte. Han begyndte at skære ansigt og hun vidste hvad der ville komme. Hurtigt bakkede hun væk fra englen...
|
|
|
|
Newborn
Aug 10, 2009 14:05:47 GMT 3
Post by Aijou Ishi on Aug 10, 2009 14:05:47 GMT 3
"Jeg lover dig at det ikke er med vilje," forsikrede han og så væk. Hun var fjendtligt indstillet allerede inden de rigtigt var begyndt at snakke sammen. Han kunne ikke få en dårligere start. Men hun var vel bare ligesom de svaner, der havde forskrækket ham ved hans første besøg i denne verden. Den ene havde hvæst af ham og rejst sig op. Først bagefter gik det op for ham at hun havde en flok ællinger i sivene. Havde hans mor bare været som hende her... Men det var måske anderledes med de førstefødte. Måske blev de beskyttet mest.
|
|
|
|
Newborn
Aug 10, 2009 14:40:00 GMT 3
Post by Shinee on Aug 10, 2009 14:40:00 GMT 3
"Men det sker altså alligevel." Hun skar ansigt da drengen sendte hende et alvorligt blik. Eftersom hverken hans mor eller far brød sig om at græde gjorde han det næsten heller ikke. Det var imponerende og rart, men i stedet sendte han hende et bestemt blik der kunne få hende til at græde over sorgen og søgen der viste sig i de øjne der var så nær farens.
|
|
