Newborn

[Aijou Ishi]

Undskylde? Det forekom ham forvirrende, men han nøjes alligevel med blot at nikke, som om han forstod hvad hun mente. Det kom ikke ham ved, og det vidste han godt. Det lød dog som en relevant grund i første omgang - barnet skulle nødigt dø fra hende. Det skete så tit at de fik sygdomme, og nogle var født med problemer, som det var svært at gøre noget ved. At få tjekket det var en god ide...
At fortælle, hvad han selv skulle, var dog knap så god en ide. Det var ikke godt arbejde, og allerede det at han rejste sammen med hende var et problem. Der var risiko for, at han ville blive kontaktet af en overordnet, og hvis det var tilfældet, så skulle han sørge for at de kom i sikkerhed eller han selv kom væk før de kom i fare. Det var stressende. "Jeg leder efter arbejde," mumlede han så lavt, at det var svært at høre. "Jeg har hørt, at der var brug for arbejdskraft i Kett... Men det kan godt være, at jeg tager fejl..."

[Shinee]

"Det er jo Solitopia. Man ved aldrig. Det skal nok gå," svarede hun og gik videre i et lidt hurtigere tempo end normalt. Som om en fremmede kraft trak i hende. "Hvor kommer du fra? Altså hvor.. startede du din tur mod Kett?" spurgte hun nysgerrigt og trak op i kappen for at træde over over nogle store rødder der løb uforhindret hen over stien. Lettere besværet fik hun kantet sig forbi først den ene, så de næste 5, tønde-tykke levende stykker træ der vemodigt havde kæmpet sig vej hen igennem jorden lige hvor der for mange år siden blot havde gået dyr.

[Aijou Ishi]

Alt han kunne gøre var at nikke, og han foldede armene omkring sin overkrop som om han frøs. Hun spurgte så meget om ting han ikke ønskede at svare på, og det gjorde ham utryg. Selvom det var nødvendigt, så hadede han at lyve noget så forfærdeligt. Det var bare nødvendigt, for sandheden var farlig. "De siger, at det kan være svært i Solitopia, men jeg måtte forsøge. Jeg kom egentligt fra Neramore... Og her mener jeg hovedstaden, Seanore... Jeg ville gerne have noget arbejde der," eller havde haft noget arbejde der, "men der kom så mange nye folk med de sidste skibe at der blev trangt... Hvis jeg ikke finder noget i Kett, så tror jeg, at jeg enten fortsætter til hovedstaden, eller jeg besøger Markare." Hans blik var rettet mod jorden, og let og elegant som en danser kom han over jorden. Han var så lille af bygning, at man næsten ikke kunne forestille sig, at han skulle veje det mindste.

[Shinee]

"Jeg har været i Seanore engang... Det er ved at være længe siden. Hvad synes du om havet?" Hun burde tie stille, men tavsheden virkede så trykkende når hun bare gik med drengen i det område hvor hun for under et år siden havde rent rundt med drengens far. Hun brød sig ikke om det. "Du må sige fra hvis du ikke gider at snakke.." tilføjede hun dog, da hendes samvittighed alligevel sneg sig nærmere.

[Aijou Ishi]

Igen nikkede han let til hendes ord for at vise, at han lyttede, og da hun spurgte til havet kunne han ikke lade være med at smile. "Ja, jeg kan godt lide havet. Jeg havde ikke oplevet det før... før jeg kom hertil." Det var stort og bredt og virkede enormt i forhold til alt andet, han havde kendt. End ikke de riges høje bygninger i hans eget hjem var tæt på havets utrolige størrelse. Og selvom det grænsede til farligt og skræmmende, så var dens lyd så beroligende, at han ikke kunne lade være med at slappe af. Meget i modsætning til haglen, der både så ud til, føltes og larmede hårdt. Men de næste ord fik ham næsten til at tigge hende desperat. "Og nej, nej, du må gerne snakke! Jeg vil gerne snakke!" Hans øjne grænsede til bedende. Han kendte så få og forstod så lidt, og hun lod til at tåle hans selskab godt. I det mindste var hun ikk begyndt at hulke i samme øjeblik de mødtes, i modsætning til nogen folk, han havde mødt.

[Shinee]

"Så vil jeg fortsætte!" Grinede hun let, og fortsatte; "havet er smukt. Og føles uendeligt.. Jeg kan også godt lide havet," sukkede hun med længsel i stemmen. Modsat andre lod hun til at vokse ud af den ubehagelige stemning der altid herskede rundt om Aijou. I stedet for at blive mere og mere deprimeret og vred, gik det bedre og bedre med at ignorer det. "Hvad med at sejle? Eller foretrækker du strandene?"

[Aijou Ishi]

Disse ting var ikke noget, han havde så forfærdeligt meget kendskab til. I det mindste ikke at sejle, da han kun havde set et skib den første gang han havde været i Neramore. Men han havde da prøvet det... en lille smule. "Jeg... foretrækker strandene." Han grinede lidt nervøst ved de ord, som følte han sig en smule forlegen. "Jeg bliver så... hvad hedder det nu...?" Et øjebliks usikkerhed før han færdiggjorde sin sætning - et ord han heller ikke havde prøvet før. "Sø-syg? Jeg bliver søsyg?" Det var korrekt, ikke? Hvis ikke ville hun nok sige til. "Men... hvordan med dig? Har du sejlet meget i dit liv? Hvor kommer du fra?" En smule af hans generte opførsel var ved at gå i sig selv. Det var det der med, at han følte sig så tryg omkring disse fremmede.

[Shinee]

Hun dukkede sig under en gren og listede videre. "Strandene er smukke. Jeg bliver ikke søsyg, men.. Jeg bryder mig ikke om at sejle. Jeg kommer fra Markare, så langt fra havet som man kan komme.. Desværre, jeg nyder at se på det!" Smilede hun og kiggede på ham. "Jeg kunne godt tænke mig at se havet igen på et tidspunkt..." hviskede hun så, og små lys tændtes i hendes øjne et split sekund, inden det forsvandt. "Jeg gad godt vise ham her," hun løftede let i barnet, "hvordan havet ser ud. Når han bliver lidt større."

[Aijou Ishi]

Hans blik var rettet mod jorden lige indtil det øjeblik, hvor hun nævnte barnet igen, og hans blik faldt på det og blev varmere og mere afslappet. Det føltes heldigt for hende, at hun ikke blev søsyg, så hun ville kunne se mere at havet... på den anden side kunne han bare flyve ud over det, og så blev han nok ikke søsyg... men hvis det skulle gøres sådan, skulle det gøres alene, og han ville gerne dele oplevelsen. Et lille smil spillede på hans læber som han trådte over en rod med lette, sikre skridt. "Hvis jeg havde mit eget barn, så ville jeg også vise det havet," fortalte han, og han virkede næsten lykkelig ved tanken.

[Shinee]

Shinee smilede og strøg lidt af det kulsorte tykke hår væk fra babyens pande. Han var nem, lille, men nem. Hendes blik vandrede igen over til Aijou, og hun spidsede læberne. "Det kan være vi engang kan mødes igen ved havet.."
Forsigtigt vendte hun barnet om, så han lidt bedre kunne se ham. Den.. sortvingede unge gut virkede oprigtigt interesseret i barnet og hun kunne fornemme at knægten beroligede ham. "Han hedder Szuraim.. Jr."

[Aijou Ishi]

Aijou nikkede til hendes ord og følte lysten til at holde knægten. På samme tid følte han ikke, at han kunne tillade sig at spørge, men allerede det at kigge på ham var yderst tilfredsstillende. Tanken om både hav og børn havde fået ham til en sorgløs drømmeverden, og end ikke lyden af drengens mærkelige navn kunne få ham til at gå tilbage i sin normale, dystre verden. "Det er da et spøgst navn." Det røg ud af munden på ham, før han kunne overveje, om navnet kunne være normalt i denne verden. Szuraim? Det lå sjovt i hovedet, og han var lige ved at sige det højt for at mærke, om det var lige så sjovt i munden.

[Shinee]

Et fnis gled over i en blid latter. "Du har ret, det er et spøjst navn," klukkede hun og indeni indrømmede at hun heller aldrig havde hørt noget lignende, bortset fra ham, barnet var opkaldt efter. "Det er.. en gammel ven som han er opkaldt efter." For den gamle føltes mere som en ven end som "svigerfar". Så længe hun var alene ville han ikke være svigerfar, men... en farfar, tænkte hun. "Aijou er også en usædvanligt navn, er det ikke?"

[Aijou Ishi]

Dødsengland trak nervøst på skulderne ved hendes ord og trådte sikkert og elegant over en af rødderne. Fugten var stærk, og træernes blade sang i vinden mens hans blik lå stabilt på barnet. "Måske en smule... Eller..." Selv blandt sine egne folk, i sin egen verden, var det et specielt navn. "Jeg har ikke mødt mange med det." Shinees navn kunne han dog godt lide. Det lå godt og sikkert i munden, og det føltes trygt. Eller måske var det blot personen, som navnet lagde sig til? "Dit navn er smukt," konkluderede han derfor, endnu indsvøbt i en drømmelignende tankegang.

[Shinee]

Hun løftede overrasket et øjenbryn, men smilede. "Tak, det er der vist aldrig nogen som har sagt før..." mumlede hun. En fugl fløj skræppende væk, pludseligt, forstyrret af deres stille gang. "Jeg kan også godt lide dit navn.. Aijou.." Jo, det var rimeligt at indrømme. Det var blødt, med en god klang. "Er der nogen der så kalder dig Ai, eller er det altid Aijou?"