Newborn

[Aijou Ishi]

"Ja. Det er et meget vigtigt sværd." Han så udenfor hulen igen, men haglen løjede ikke af endnu. Kunne han bare gå ud i den? Var det en mulighed? Han skuttede sig. Nej, det var absolut ikke en mulighed. Is der faldt ned fra himlen var virkelig ikke naturligt, lige meget hvad hun hævdede. Han kunne ikke forstå det, ligemeget hvor meget han prøvede.

[Shinee]

Shinee skar ansigt og prøvede at bestemme sig. Skulle hun hjælpe ham? det burde være muligt... Men... Han kunne angribe hende hvis først han fik sværdet. Men det betød tydeligvis meget for ham?! Hun kløede sig i nakken af frustation, og Szuraim skuttede sig. Han kiggede i Aijous retning.

[Aijou Ishi]

I en langsom, forsigtig bevægelse drejede han igen hovedet mod hende, og han så tvivlen i hendes ansigt. Hvad tænkte hun på? Af en eller anden grund fik det ham til at føle sig usikker, og han så ængesteligt ud i haglvejret igen, og rejste sig. Han var lige ved at gå ud i haglen, men den første kugle ramte hans hånd, og uvilkårlig trådte han et skridt tilbage.

[Shinee]

Shinee kiggede ned på Szuraim. Han holdte blikket mod Aijou og hun sukkede dybt. "Lad være med at gå derud..." Hun lukkede øjnene og mørket rejste sig bag hende. Det bevægede sig målsikkert ud i haglen, snoede sig igennem bunden som en slange, uden at bemærke isen. Hun åbnede igen øjnene og trak vejret dybt.

[Aijou Ishi]

Kerai så på mørket. Hun hentede hans sværd? Et forsigtigt smil prydede hans ansigt, men det var der. Han vidste ikke om det han skulle sige tak til hende. Istedet lod han blikket falde på magien og snuste ind, som om det var noget man kunne lugte. "Hvad for en slags?" spurgte han og satte sig ned ved væggen igen.

[Shinee]

"Mørke..." svarede hun med en uundgåelig stemme og kiggede ud i haglen. Det ville ikke tage lang tid. Szuraim lukkede langsomt øjnene og faldt i søvn. Hun kiggede ned og hendes ansigt fra tænksomt. Den lille påvirkede hende altså for meget....

[Aijou Ishi]

Med et tænktsomt blik på slangen nikkede han, og havde pludselig flere spørgsmål. Men først efter sværdet. Han var nødt til at få sit sværd, det var første priotet. Så kom viden i anden række. Selv viden om spændende ting som magi han ikke havde set. Han havde hørt meget om det, dog. Han fulgte slangen med blikket.

[Shinee]

Mørket bevægede sig igennem skovbunden, hurtigt og bestemt. Inden længe havde det fundet sværdet og var på vej tilbage igen. Shin bed tænderne hårdt sammen, men hendes øjne var som stål. Hun ville ikke miste kontrol, måtte ikke, for så ville det gå galt.

[Aijou Ishi]

Aijou håbede brændende at hun kunne finde det. Han havde selv mistet fornemmelsen af hvor de gik hen da hun hjalp ham i ly for haglen, og der var ikke andet at gøre end at lede bagefter, hvis hun ikke kunne skaffe det. Så var risikoen for at nogen fandt det større. Måske vidste hun hvilken vej de havde løbet, i det mindste? Så kunne han selv finde den? Hun... anstrengte sig. For hans skyld? Det lød underligt i hans hoved.

[Shinee]

Hun sukkede og mørket var tilbage hvor det hørte til. Sværdet lå i midten af hulen og hun gabte højt. Hun sagde ikke noget, men pakkede Szuraim ind, så han ikke frøs. Nynnede lidt og trommede på gulvet. Hun kunne ikke sove nu, så snart haglen var væk, skulle hun videre...

[Aijou Ishi]

Hurtigt som en slange skød Aijous hånd frem, og han tog fat i sværdet og trak det til sig og proppede det i sværdskeden. Nu var han sikker på hvad han skulle sige. "Tak..." Alligevel var det tøvende. Selvom han var sikker på han skyldte hende det ord, så var det tøvende. "Men..." Hun så træt ud. "Du kan jo bare sove? Jeg er hverken kidnapper eller..." Han stoppede midt i sætningen og lod som om han var blevet optaget af drengen. Han var jo morder.

[Shinee]

"Kidnappere frygter jeg heller ikke." Sagde Shin og klukkede. Hun satte sig tungt op af vægge og holdt øje med drengen. "Men der er jo så mange andre, og jeg stoler ikke på en af dem." en af dem, jo, men det var forkert at hun stolede på ham, hun burde hade ham, slå ham ihjel, men i stedet stolede hun forrædderisk på ham.

[Aijou Ishi]

Hun ser træt ud. Han ville ikke gøre hende noget. Hun var en ny mor og havde et lille barn, og selvom han var dødsengel, så han ingen grund til at dræbe det barn. Han var ikke ond. Han følte sig dum, meget dum, og svag, og alt for ung til at være hvor han var og lave hvad han lavede, men han var ikke ond. Så var der bare spørgsmålet om, om han så var god.

[Shinee]

Hun lukkede øjnene og bøjede sin ben. Szuraim lå allerede og sov tungt og trygt i hendes favn og hun kunne mærke hans hjerte banke hurtigt. Han var bemærkelsesværdig rolig, taget situationen i betragtning.
Hun smilede svagt og sendte ham et kort blik.

[Aijou Ishi]

Aijou lod tavsheden hvile, og håbede egentligt hun ville falde i søvn, bare fordi han syntes hun trængte, men han fornemmede hun holdte sig vågen. Evigt opmærksom og vagtsom, en forsigtig, nybagt mor. "Hvor var du på vej hen?" spurgte han nysgerrigt, selvom det måske ikke var det bedste han kunne spørge hende om.