Newborn

[Shinee]

"Væk." Hun sagde ikke andet, men bøjede hovedet og kiggede på ham. Hendes øjne var skarpe, trætheden gemt godt af vejen af hendes stædighed. "Jeg går intet bestemt sted hen. Bare væk fra hvor jeg har været." Hun smilede svagt skævt.

[Aijou Ishi]

"Vi mangler vel begge et mål," sagde Aijou med et skuldertræk og smilede. "Selvom jeg var på vej i modsat retning." Nej, de kunne ikke følges. Det ville være forkert af ham. Han vidste ikke hvilke problemer hun kom ud i, men hun ville i hvert fald få flere af at have ham med. Haglen var endnu udenfor. Han skulle ikke nyde noget af at tage videre.

[Shinee]

"Jeg mangler ikke et mål. Mit mål er at lade være med at gå af de samme stier to gange." Hun smilede og fulgte hans eksempel ved at trække på skulderne. Øjnene var rettet mod ham og hun bemærkede hver en bevægelse. Det var svært at tro at han kunne være farlig, men hun vidste at sådan noget kunne bedrage.

[Aijou Ishi]

"Det giver mening." Han mente, hvad han sagde. Ja, det gav skam meget mening for ham. Der var en lille bevægelse i hans mundvige, som om han var tæt på at smile. Men ellers bevægede han sad stille. Unaturligt stille. Han tænkte. Han var begyndt at tænke nu, og så pludselig op. Haglen var stoppet. Lige så brat som den var kommet.

[Shinee]

Shinee kiggede hen mod udgangen og hendes smil voksede. Automatisk rejste hun sig med Szuraim i armene og tog kappen på. Hun dansede hurtigt hen til udgangen og lod til at have glemt ham. Hun stoppede brat op, og kiggede på ham. Hun blinkede og trådte ud i græsset.

[Aijou Ishi]

Aijou rejste sig også langsomt og så sig om. Han vidste ikke hvor de var endt, men solen bestemte hvilken vej han skulle, og han lod et sidste blik falde på barnet, inden han begyndte at gå. Han havde allerede været til besvær. Og han havde fået selskab for en tid. Vingerne trængte til at flyve, men han turde ikke her. Ikke med hende i nærheden. Det lå godt skjult under hans jakke.

[Shinee]

"Så hvor skal du henad?" spurgte Shin og holdte Szuraim tæt ind mod sig. Hun vippede hovedet op mod solen og var glad for at den skinnede igen. Uden lys intet mørke. Hun gik lidt væk fra grotten og mærkede sine sko blive gennemblødt af det regnvåde, glitrende græs.

[Aijou Ishi]

"Jeg har et erinde i en solitansk by," svarede Aijou, uden at nævne at 'erindet' omhandlede en engel, en kniv og en mørk, øde gyde. Han vendte sig langsomt og fremtvang et trist smil til hende og hendes barn. "Jeg så den på et kort og fandt den som en mulighed. Kett, er dens navn, hvis det siger dig noget? Men jeg regner ikke med at blive der længe."

[Shinee]

".. Kett." Hun fik et tænksomt udtryk, og vuggede fraværende barnet i hendes arme fra side til side. Den beroligende bevægelse fik hende til at slappe mere af. Det virkede bekendt, men mange bynavne i Solitopia mindede om hinanden. "Vil du... Vil du have lidt selskab på vejen?" Det var en risiko. Det vidste hun, men alligevel... Han virkede interessant og vidste en uskyldig, men rar interesse for hendes søn, og lod desuden til at have styr på børn. Det ville være rart med lidt selskab.

[Aijou Ishi]

Hans blik flakkede let ved hendes forslag, og for et sekund kunne man se fortrydelse og frygt vaske over hans ansigt - så var det væk. Selskab? Han ville elske selskab. Men han ville ikke sætte hendes barn eller hende selv i fare, ligesom han ikke ville ødelægge deres humør i længere tid. Det var ikke sundt for normale væsner, så vidt han havde forstået. Ville det ikke være selvisk at lade dem komme med? Men det ville være ondt at sige nej til hendes forslag... "Hvor skal du hen?" spurgte han istedet. Hvis hendes by lå efter Kett kunne han ikke sige ja. Hun skulle ikke se hans arbejde.

[Shinee]

Det var blandede følelser der kravlede op i hende, da hun fornemmede hans flakken og tvivl. Men hendes instinkt og hendes mavefornemmelse var nu vågnet op til dåd, og hun ville med. "En by i nærheden af Kett. Min.. indre retningsans og fornemmelse af afstande er ikke særlig præcis, men... Jeg vil tilbage til hovedstaden bagefter. Har bare et lille ærinde først..." Et skridt på vejen. Et skridt i en rigtig eller forkert retning. Hun vidste det ikke, kun at hun måtte afsted. Væk fra hvor hun var nu, og tættere på et sted hvor der var en større sikkerhed.
Hun havde besluttet sig og man kunne se det i hendes øjne.

[Aijou Ishi]

Hans blik flakkede lidt endnu, før han gav det mindste nik. "Så... så følger jeg dig afsted." Han kunne ikke sige nej uden at være høflig, og han følte sig så forfærdeligt alene. Det ville være rart med selskab, selvom han ikke kunne få sig selv til at sige ja uden dårlig samvittighed. Det var meningen, at han skulle være alene. Men da hun begyndte at gå fik han det sidste, nødvendige skub, som gjorde ham sikker.
Han skulle med hende.
"Du... du, uhm..." Du går den forkerte vej. Forkert vej mod Kett. "Hvis... vi skal til Kett... så skal vi den vej..." Han pegede modsat og skiftede vægten nervøst mellem sine fødder. Han blik var rettet mod jorden mens han sagde det, som om han forventede at hun så det som frækhed, og at hun mente han skulle straffes, selvom han blot forsøgte at hjælpe hende. "U-undskyld..." mumlede han svagt. Men han kunne ikke bare lade hende gå, hvis prisen var, at hun farede vild. Det var hverken venlig overfor hende eller ordentligt overfor hendes barn.

[Shinee]

Hun drejede om på hælen vil hans ord, og smilede blidt. "Du skal ikke undskylde. Jeg har jo lige fortalt at retninger og afstande ikke ligefrem er min stærke side. Tværtimod. Så i stedet for... så vil jeg sige tak. Tak, fordi du rettede mig. Jeg havde tydeligvis brug for det," sagde hun stille og gik tilbage forbi ham, nu den rigtige vej. I hendes arme lå knægten nu og sov tungt, hans åndedrag næsten lydløst.
Shinee rettede ryggen og kiggede tilbage på Aijou, i et glimt af moderskab. "Kommer du?"

[Aijou Ishi]

Hendes reaktion virkede næsten guddommelig. Han var så vant til hårde ord og magtmisbrug, så vant til vrede og ordre, at hendes blidhed var både fremmed og dragende. Det var sjovt, som næsten halvdelen af de væsner, han mødte i denne verden, udstrålede en sådan venlighed, der i hans egen verdens øjne var livsfarlig. De virkede så... sikre, nogle af dem, og åbne. Trods hans endnu dukkede nakke følte han sig selv opløftet. "J-ja..." mumlede han og fulgte trop, og han vovede forsigtigt at komme op på siden af hende, så kan kunne se det lille barn igen. Han... han elskede børn så højt at det var svært at bære. "Hv-hvad skal du... både i..." Det var ikke noget, der havde noget med ham at gøre, og han burde ikke spørge... men... "... Omkring Kett?" Han var nysgerrig... "Og... Hajhra?" Hun skulle til begget steder... hvis hun spurgte tilbage så... så kunne han bare sige, at han søgte efter arbeje istedet.

[Shinee]

Hun spidsede munden og overvejede sit svar. "Jeg skal besøge et par gamle damer, som har forstand på helbred. Jeg.. fødte et sted jeg ikke burde. Blandt folk som ikke ville rigtig hjælpe mig. Så jeg vil bare være sikker på at han har det godt," hun skævede ned mod barnet og trak på skuldrene. "Bagefter vil jeg til Hajra for at... undskylde."
Det var kun rigtigt at undskylde. Hun havde været ubehøvlet sidste gang hun havde været i byen. Hun skyldte den gamle mand et par ord. Og ikke mindst en forklaring.
"Hvis du vil tilgive at jeg presser på, men hvad skal du i Kett?"