Cakepieces!

[Movicth Fengar]

Movicth var hurtigt ude af døren, uden at give sig tid til at vente på mørkedæmonen. Han kom ud på vejen, hovedgaden, og fulgte den i hastigt tempo, for at komme videre ud af byen. Han ville skynde sig. Folk var bedre tjent uden ham, og han havde ikke brug for forsinkelser.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stod endnu der og overvejede at lade være, men... Han havde vel lovet. Han gik helt ned af trappen og sparkede til en stol for at komme af med noget af den negative energi inden han gik ud af kroen og fulgte efter lysdæmonen. Han så i det mindste ud til at vide hvilken vej de skulle. Lysdæmonen var ikke helt så dum som han så ud. Formentligt næsten lige så dum, men ikke helt.

[Movicth Fengar]

Movicth kunne ikke påstå, at han ikke var lettet over, at det gik i den rigtige retning. Gudskelov lå Solitopia i hans retning. Han havde ikke kunnet bære, og slet ikke overlevet, at skulle bide tænderne sammen, og vende om, gå lige i armene på hans død. Ryonell var længere bagude, mørkedæmoner uden forbandelser havde vel nok ikke travlt, og han tvivlede på, at mørkedæmonen overhovedet gad følge hans tempo.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell betragtede lysdæmonen og syntes han selv gik for langsomt, i forhold til at kunne komme af med den der forbandede lysdæmon ved vejens ende, og hvor lidt han end ønskede at tage derover, spredte han vingerne og gik i luften. På gåben kunne det tage lang tid at komme til Hajhra, mens vingerne gjorde turen fire-fem gange så kort. nu tog det nok kun to dage, hvis den anden dæmon gad og kunne følge med.

[Movicth Fengar]

Det var en underdrivelse at sige, at dette var let for Movicth. Han hastede altid afsted, i forbandet fart, altid i samme, hurtige tempo, han kunne holde over ufattelige afstande. Han var fysisk stærk som bare pokker, selvom det mentale ikke altid var i balance. Han var tit flået i stykker indvendigt, han bar en stærk sorg, men han bar den med næsten altid hævet hoved. Uden at sige noget spredte han de hvide vinger ud, der skinnede, da solen slog ned på dem, og han steg i luften, fulgte mørkedæmonen uden problemer. Ja, dette var hans tempo. Tre dage, uden mad, kun vand, og meget, meget få, korte pauser. En dags hvile, og videre på tre-fire dages rejse igen. Det var hans liv. Velkommen mørkedæmon.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell var overrasket over at de havde samme tempo, men var alligevel mere overrasket over at han kunne følge med og ikke faldt bagud. Den anden havde tydeligvis stærkere vinger end han, og havde derfor ikke troet at de skulle være ligeværdige i at flyve. Men han skød det fra sig og svævede på vindene istedet.

[Movicth Fengar]

Movicth lod sig svæve, men uden at det gik op og ned som i et bakkelandskab. Det var lige på og frem, det gik hurtigere, i stedet for op og ned, og han slog kraftigt med vingerne, hver gang han skulle holde sig oppe. Han så mod mørkedæmonen. De fløj i nogenlunde samme tempo.. Han kunne flyve stærkere, men man sparede på energien ved at bruge et tempo, man kunne holde hele vejen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell lod sig føre op i en højere luftstrøm, og fandt den hurtigere. Han hævede farten uden at bruge flere kræfter, og det gjorde det op for eventuel modvind. Han koncentrerede sig om at se ned, mod jorden, og de fløj på den måde i lang tid uden at give hinanden så meget som et enkelt ord. Han havde det dårligt med at tage tilbage.

[Movicth Fengar]

Da Movicth ikke blev hvirvlet ind i en stærkere vind, satte han farten op for at følge med, hvilket egentlig ikke var et problem for ham. Det var en smule stærkere. Ikke andet. Han kunne mærke vinden mod ansigtet, og indåndede den glædeligt. Ren luft i lungerne føltes somme tider befriende. De sagde stadig ikke et ord til hinanden. Det var en umulig situation de stod i. To vidt forskellige racer, der var skabt til at hade hinanden, i et forsøg på at arbejde sammen.

[Ryonell Bornakore]

De fløj sådan i cirka tre døgn og nåede Hajhra uden så meget som at se skyggen af Movicths forbandelse. De landede et stykke udenfor murerne, og det eneste gode i situationen, i følge Ryonell, var, at minotaurer ikke kom så nær på storbyer. For anden gang havde han brudt sit løfte om aldrig at træde ind i regnskoven igen, og for anden gang fortrød han og lovede sig selv at lade være på ny.

[Movicth Fengar]

Movicth beklagede sig ikke, selvom han kunne se det langt lettere at flyve indover Hajhra, og lande der, i stedet for at mase sig ind i regnskoven. Han begyndte uden et ord at gå. Uden at veksle ord i tre dage. Mod endnu en storby, skønt han ikke brød sig om tanken.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gik lydløst og ubesværet gennem regnskoven, og når man tænkte på hans larm i en normal skov virkede det meget overraskende. Han stilede efter porten han havde skimtet mellem bladene, og kom hurtigt derhen og bad om at komme ind. Folk havde set ham, og de var i slummen. Han var kendt i slummen. Som den gode Szuraims onde søn. På trods af syv-otte år kunne de stadig genkende ham.

[Movicth Fengar]

Genkeldelse lyste i alles øjne, opdagede Movicth, til sin overraskelse. Også her var mørkedæmonen upopulær. Han kastede et blik på ham. Sikke et had den mand måtte rumme til hele verden. Movicth turde vædde på, at det var værre end hans egen fortid. Han kunne end ikke hjælpe Ryonell, for han var immun overfor lys, der ellers gav folk en fornemmelse af tryghed eller kærlighed, hvis han indhyllede dem i det.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gik hen til den nærmeste mand uden tøven. "Lever han stadig det samme sted?" spurgte han kort, og fik et kort nik som svar. De kendte ham for godt til at være uvenlige, og havde for stor respekt for Szuraim til at forhindre ham i at møde sin søn. Selvom de var overbeviste om at de to hadede hinanden, specielt efter så mange års fravær.

[Movicth Fengar]

Movicth fulgte med Ryonell videre, da han begyndte at gå. Han havde ikke været i Hajhra før, huskede han pludselig, men han gav sig ikke tid til at se rundt som en anden turist, og betage sig over alle de fine ting, som hovedstaden havde at byde på. Han var hensunket i tanker.