|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 6, 2009 21:30:26 GMT 3
"Her er bedre end jeg husker," mumlede Ryonell, selvom han vandrede rundt i en af de værste slumme i de fire lande. De kom forbi kamppladsen han havde brugte så mange timer og kampe på, iført hætte og andet for ikke at blive genkendt. Det var dér de havde elsket ham. Det var dér han havde haft det godt. Han gik forbi brydekampen med et mærkeligt udtryk i øjnene.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 8, 2009 22:50:00 GMT 3
"Her er skummelt," svarede Movicth smilende. Ikke på en hyggelig, fantastisk måde, men en lidt mere mystisk, negativ måde, som han ikke var sikker på, hvad han skulle syntes om. Det var sjældent han havde tid til at stoppe op, og virkelig se sig omkring, men det gjorde ham intet. Han blev rastløs af det her tempo.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 8, 2009 23:08:19 GMT 3
"Jeg levede her," svarede Ryonell tonløst og fortsatte med at gå, og han begyndte at føle sig utilpas. Han så op mod tagene for at se, om nogen bevægede sig rundt deroppe, men der var ingen. Han vendte igen blikket ned, denne gang mod de mange gyder, men heller ikke her var der noget. Han valgte at sætte det som indbildning og satte igen farten op.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 8, 2009 23:15:44 GMT 3
Jeg ved det, tænkte Movicth, dog ikke højt. Han sugede alle indtrykkene til sig, for at få et billede af Hajhra, af Solitopia, men det virkede lidt som et fortabt sted. Til sidst så han blot lige ud med et svagt suk. "Er der langt endnu?" ville han på et tidspunkt vide.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 8, 2009 23:22:19 GMT 3
"Kort," svarede mørkedæmonen og drejede ind af en smal gade, og kom ud på en anden bred gade. Alle husene her var mere faldefærdige end de, der havde været på den anden gade. Han stilede efter en af dem, der så lige så ens ud som alle de andre, og stoppede op et stykke derfra. Hvad lavede han her? Han ønskede ikke at være her, eller møde sin far igen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 8, 2009 23:24:36 GMT 3
Movicth fandt det kedeligt, at alle husene lignede hinanden, men han ville ikke være kritisk. Han stoppede, da Ryonell stoppede, selvom han allerede havde gættet, hvilket hus det var. "Skal vi banke på?" Spurgte han forsigtigt, så på mørkedæmonen, der nok ver overvældet af følelser, selvom man udadtil ikke så noget.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 8, 2009 23:34:25 GMT 3
Ryonell svarede ikke og fik igen den ubehagelige følelse der fik ham til at se op mod tagene. Ingenting. Det var da forbandet. Han tog nogle enkelte skridt frem og stoppede så igen, da det blev værre, og så sig over skulderen for første gang. Heller intet, ikke engang fornemmelsen af en bevægelse. Han gik de sidste par skridt og bankede på for at se den far, han var overbevist om hadede ham, endnu en gang. En mand med skulderlangt hår åbnede døren, og ligheden med Ryonell var tydelig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 9, 2009 12:19:42 GMT 3
Movicth betragtede den slående lighed mellem de to mænd, uden at sige et ord. Han løftede bare kort hånden til hilsen, med et spinkelt, svagt smil, og tænkte på den risiko, han befandt sig i. To mørkedæmoner, en lysdæmon. Ikke noget fair spil. Men det var prisen på en mulig befrielse fra hans tvungne måde at leve livet på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 12:23:31 GMT 3
Szuraim så først meget overrasket ud, men så bredte en smil sig langsomt på hans ansigt. Han så på sin søn og studerede at det endnu kun var et øje der manglede på hans søns krop, inden han trak ham ind til sig i en omfavnelse. Ryonell stod et øjeblik usikkert med sin fars arme omkring sig, inden han slappede af, lukkede øjnene og lagde armene omkring manden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 9, 2009 13:25:36 GMT 3
Movicth følte, at situationen var lidt akavet for ham, ved det underlige gensyn, så han trådte lidt væk, og så forundret rundt. Så havde mørkedæmonen alligevel lidt kærlighed tilovers at dele ud af. Det var da altid noget, selvom det uforklarlige had stadig sad fast i Movicths bryst i nærheden af de to mørkedæmoner.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 13:35:12 GMT 3
Szuraim åbnede øjnene og spærrede dem op, slap Ryonell og trak ham om bag sig, og man kunne tydeligt se hvem af dem der var stærkest, da Ryonell vaklede over den cirka halvtreds år gamle mands styrke. En pil for gennem luften og plantede sig i halsen på den ældste mørkedæmon, mens Ryonell støttede sig til muren og kun lige nåede at se skyggen forsvinde bag et hustag. Ryonells øjne fyldtes med frygt da han stirrede på sin endnu levende far, og hjernen slog fra. Hans instinkter sagde, at han intet kunne gøre mod det. Og hans instinkter sagde også, at der endnu var mulighed for at flå den morder. Frygt for forbi hans øjne i korte glimt da han fløj op.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 9, 2009 14:05:36 GMT 3
Movicth så bekymret på den gamle mand, og fór hen til ham, inden hans ben ville bukke under. Blodet fossede ikke ud, men der var ingen tvivl om, at det ville ske, hvis man fik trukket pilen ud. Han indså, at det var håbløst at holde manden i live. En udtydelig mumlen lød fra faren, og Movicth bøjede sig ned, for at høre bedre efter. "...Shinee," hviskede manden hæst, rallende, før kroppen blev slap i Movicths greb.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 9, 2009 14:13:28 GMT 3
Ryonell for over tagene og nåede lige at fornemme manden inden han sprang ned. Lyset forsvandt unaturligt hurtigt i aftenen, og hans magi tændtes. Den var et kaos, og den eneste i en radius på fem meter omkring ham der ikke blev såret eller dræbte af den var ham selv. Han havde kun øje for morderen, sprang ned på jorden og satte i vildt løb efter ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 10, 2009 20:52:16 GMT 3
Forsigtigt lod Movicth mørkedæmonen læne sig op af muren, og kiggede ud i det nyfødte tusmørke, med et underligt, ulæseligt blik. Håbet forlod straks hans bryst, og bittert forbandede han sig selv. At han overhovedet havde givet sig selv lov til at håbe... Utilgiveligt. Med et bekymret blik så han rundt i gaderne, hvor alt og alle blev kvalt af mørke, og han fik en kvalmende fornemmelse. Der var intet at gøre, for han kunne ikke længere trække på lyset, og med et svagt suk vendte han blikket mod Ryonells far. Shinee? Hvem var Shinee?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 20:58:55 GMT 3
Mørket snoede sig i evige hvirvler mens Ryonell fortsatte gennem gaderne og mistede morderen af syne, mens magien nu gik i gang med at fortære træværk og murstenshuse. Han kiggede først til højre, så til venstre i krydset, men instinktet sagde ligeud. Det blev derfor ligeud, og han spurtede afsted på en jagt der ville vare i tre dage, inden han kølede nok ned til at indrømme at sporet allerede var mistet i det lille kryds.
|
|
[/URL]
