|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 10, 2009 21:08:20 GMT 3
Movicth besluttede sig for at indhente mørkedæmonen. Det var ikke svært at opspore ham, for der var spor overalt. Kvalte mennesker, rallende, gispende, lig, der allerede havde antaget en bleg, gunstig farve, rækværk, træer, planter.. Overalt. Han gik på vingerne, og skød fremad i overnaturlig fart, selv for én med vinger. Åh ja, han havde flygtet mange gange i dette tempo, når han slog hjernen fra om morgenen, i et forsøg på at glemme mareridtene. Eller det ene mareridt nok nærmere. Stupide fjols. Morderen var væk, det var slugt. Tabt. Ligesom det eneste håb om et normalt liv. Fuldstændig forduftet, så let som ingenting. Og atter erfarede Movicth, at håbet ikke var til at stole på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 21:25:22 GMT 3
Der var mange lig. Rigtig mange lig. Han så dem ikke. Ryonell gik langsomt efter sit tidligere hjem. Jagten var slut. Hans instinkt sagde, at han måske havde dræbt ham med magien ved et tilfælde. Instinktet sagde også, at chancerne ikke var store. Han stoppede op foran sin far, og hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke. Frygten var i hans øje, og den viste sig i glimt. Men ellers lignede han bare... En kold maske.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 10, 2009 21:27:21 GMT 3
Mørkedæmonen ænsede ham ikke, da han smuttede tilbage til sin far, og Movicth vendte langsomt rundt, overvejede, om det ville være godt eller dårligt, at være i nærheden af ham nu. Dårligt. Det ville nok udvikle sig til dårligt, ligegyldigt hvad. Med et suk landede han let på jorden, og begyndte at gå tilbage. Langsomt, ganske langsomt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 21:38:52 GMT 3
En kulde gik pludselig igennem Ryonell da det gik op for ham. Alle.... Alle, der nogensinde har betydt noget for mig... og som jeg har endt med at stole på... er... døde... Han mærkede gråden tvinge sig frem, man den forsvandt da den havde kæmpet sig forbi halsen og havde været på vej til at skabe tårer. Han stod bare tomt og stirrede på liget af sin far.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 10, 2009 22:42:57 GMT 3
"Jeg... Jeg kan godt hjælpe med at begrave ham," sagde Movicth stilfærdigt, der var kommet op på siden af Ryonell. Han betragtede sørgmodigt den nu døde far. "Det gør mig ondt, også for mig selv. Men nu har jeg lært lektien. Det er dumt at håbe." Han sukkede trist.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 22:50:28 GMT 3
"Han havde en teori," Stemmen var tom, mens Ryonell fortsatte med at kigge på sin far. "At skifte lugt. Skyggerne går efter din lugt, men hvis du skifter lugten, hvis du finder ud af hvordan... Så regnede han med at man kunne komme af med dem. Deres spor ville ende blindt." Ryonell så ikke det kloge i at begrave sin far. Det virkede unaturligt. "Men han kendte ikke nogen magi der var i stand til at fuldføre det." Instinkterne sagde væk med det samme, inden andre kom. Men kunne han bare... forlade sin far?
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 10, 2009 22:58:22 GMT 3
"Det må jeg jo tænke lidt over," sagde Movicth, med en lille smule taknemmelighed i stemmen. "Vi kunne... Flyve ham et andet sted hen, hvis du synes?" Han kiggede rundt. De fleste var døde, men mange var sikkert også nysgerrige, og ville snart strømme frem, hvis de ikke fik fart på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 10, 2009 23:24:35 GMT 3
Det var selv svært noget så enkelt som at samle ordene sammen og få det til en forståelig sætning. Folk kendte både faren og sønnen, og de var de rene modsætninger, det var hvad man havde set dem som. Det gjorde bare Ryonells tydelige sorg så meget stærkere. Man havde været så sikker på at de to hadede hinanden. Instinkterne fortalte endnu Ryonell at han ikke skulle gøre noget med sin far. Pludselig kom hans hjerne med en klar tanke. Mor. Hans mor lå i deres hjem. Szuraim og Levirda skulle ligge ved hinandens side. Langsomt, uendelig langsomt, bukkede Ryonell sig ned og strøg sin far over håret, tog fat i ham og trak den ene af sin fars arme over sin skulder.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 12, 2009 20:42:12 GMT 3
Movicth fik intt svar, men han kunne se på den anden, at det her virkelig havde ramt ham. "Skal jeg hjælpe dig?" gentog han. "Det går stærkere hvis vi er to." Han så nervøst rundt, da folk begyndte at nærme sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 12, 2009 21:02:40 GMT 3
Der gik noget tid før Ryonell reagerede, og det blev et meget lille, langsomt nik til svar. Ryonell tog aldrig imod hjælp fra nogen, men han var ikke Ryonell lige nu. Han hankede op i sin fars lig og spredte sine nøgne vinger for at gøre sig klar til at flyve, og folk holdt sig alligevel i respektfuld afstand af dem.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 13, 2009 18:08:21 GMT 3
Movicth greb den anden ende af liget, og gik på vingerne uden problemer med den nye byrde, som ikke føltes tung i hans stærke arme. "Hvor skal vi hen?" Spurgte han stifærdigt, da de steg mod himlen, båret af vinden, og så bare i den retning, mørkedæmonen fløj.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 13, 2009 18:31:44 GMT 3
Ryonell stilede efter 'hjem', og denne gang hørte han virkelig ikke Movict sige noget. Vinden suste over træerne og gav dem medvind, og de fløj tættere på Movicth forbandelse, dog ikke direkte imod den. Skråt. Hvis de holdt sig langt nok væk, var der så muligt at skyggerne bare gik forbi dem? Men Ryonell tænkte ikke på dem. Han var på vej hjem til mor.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 13, 2009 19:38:43 GMT 3
Movicth så vagtsomt rundt. Han håbede ikke, der var langt, for ellers ville de begge være døde snart. Forbandelsen var hurtig, når den ville det, og var agressiv nok, tæt nok på. Men han huskede sig selv på, at det ikke kun handlede om ham, da han fløj videre, med et instinkt der fortalte ham, at han skulle vende om omgående.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 13, 2009 19:47:51 GMT 3
De fløj i næsten en halv dag før de sank mod jorden og landede foran en stor klippehule, og forargede hvin og piben fortalte, at en klan af flagermuse ikke fandt det sjovt at blive vækket af to larmende togbenede. Ryonell gik ind med det tomme ansigt, der ikke havde ændret sig den mindste smule, og hans mørke reagerede med det samme og samlede sig over hans mors usynlige grav under gulvet. Hulens indgang vendte mod nord. Solens stråler kom aldrig ind og fjernede mørket.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 13, 2009 21:13:02 GMT 3
Movicth følte sig utilpas i mørket, men mørkedæmonen virkede for nedtrykt til at ville angribe ham. Han så rundt, men så næsten ingenting, da hans øjne var dårlige i det dunkle mørke. Han havde ikke sluppet farens lig, da han forsøgte at skimte noget mere, og lade øjnene vænne sig til mørket. Han sagde ingenting, da han tænkte, at Ryonell nok ikke var så snakkesaglig for øjeblikket. Han kendte det godt. Det at miste en far.
|
|
[/URL]