Cakepieces!

[Ryonell Bornakore]

Mørket alle andre steder end ved Levirdas grav, og resten af mørket blev nærmest tyndt, gennemsigtigt, i en langsom, glidende proces, der mest lignede at nogen havde taget et tyndt, sort edderkoppespind fra hele hulen og trak i det. Det var så fint, og så så skrøbeligt og hullet ud, men var så uigennemtrængeligt og stærk. Ryonell stod bare stivnet hvor han var, og betragtede tavst hvordan hans mørke reagerede på hende. På hans mor.

[Movicth Fengar]

Movicth rakte ud efter det spindelvævstynde mørke, men greb sig i det, da han sikkert ville blive kvalt, i sin egen lysende person, der enten ville få mørket til at angribe, eller vige bort. Sikkert angribe. Han vidste ikke, hvad de skulle her, men der måtte være noget særligt i hulen. Ellers var der ingen grund til at komme.

[Ryonell Bornakore]

Alt mørket var nu samlet over morens grav, og det var også netop dette sted Ryonell kiggede mod. Han vidste præcis hvor hun lå. Han kunne næsten se hende forslåede krop under jorden. Han kunne se hende dernede, mens hans sårede far gravede graven og langsomt lod sin elskede glide derned. Instinktet sagde til Ryonell at han skulle komme i sving, og derefter flygte, men han kunne næsten ikke bevæge sig. Han lukkede sit øje og så ned i jorden.

[Movicth Fengar]

"Ryonell?" Hviskede Movicth svagt, da stilheden havde ulmet mellem dem i lang, lang tid. Han så ikke mod mørkedæmonen, men forsatte med at lade blikket glide rundt, for at samle forskellige indtryk. Indtryk af mørket, for han så ikke rigtigt andet. Hvad lavede de her? Det undrede ham.. Han rynkede panden, fordybet i sine tanker igen,

[Ryonell Bornakore]

Igen tog det tid før Ryonell reagerede, og det startede med bare at være et lille ryk med hovedet. Så formede et enkelt ord sig. "Jah?" Hans blik var klinet fast til morens grav, og alt spindelvævet var blevet samlet på jorden over det og bølgede som et hav i oprør. Den formede en skikkelse, en liggende skikkelse, der var helt strakt ud. Man kunne ikke fornemme andet.

[Movicth Fengar]

Movicth betragtede nysgerrigt jorden foran sig, og så for sig et omrids af en person, en skikkelse, han ikke vidste hvad var. Spørgsmålet, der havde stået så klart i hans hoved, forlod nu hans læber. "Hvad skal vi her?" Det kunne være hvad som helst, hvem som helst, der lå der, men han gættede på en grav.

[Ryonell Bornakore]

"Han skal begraves," sagde Ryonell og han kom i tanke om det egentlige formål med besøget. Han skulle vel begynde... Mørket blev tvunget til at sprede sig fra graven, og orme borede sig ned i jorden og rev en stor blok op. Han tog et halvt skridt frem inden han stoppede igen og lod liget dumpe ned på gulvet. Mørket tog fat i liget og førte det til hans grav, og blokken blev lagt ned igen. Langsomt fladede jorden ud og det lignede igen normalt gulv. Mørket fordelte sig mellem de to, og Ryonell stod igen helt stille.

[Movicth Fengar]

Movicth så på det sted, hvor faren lå begravet, men som ikke længere kunne ses. En gravplads, afgjort. En kirke for mørkedæmoner, om man ville. Han vendte ryggen til den anden i mørket, og så mod udgangen, tog det første skridt. "Skal jeg lade dig alene?" Spurgte han lavmælt. Måske ville den anden hellere sørge i fred.

[Ryonell Bornakore]

Et øjeblik var Ryonell lige ved at vende sig, men han fortsatte ikke, færdiggjorde ikke bevægelsen. Han følte sig lammet. Ikke i kroppen, kroppen virkede fint og reagerede godt, om end hans hørelse syntes at være blevet meget dårligere. Men hans sind stod stille, og han kunne ikke tage beslutninger. Igen tog det tid for ham at forstå lysdæmonens sætning, men han var ikke i stand til at tage stilling. Lammet, det var han virkelig.

[Movicth Fengar]

Movicth sukkede, og lagde forsitigt hånden på mørkedæmonens skulder, ruskede blidt, og gav så slip igen, ventede på en reaktion, som f.eks at blive langet ud efter, eller noget i den stil. Den anden var tydeligvis ikke helt til stede, selvom han stod massivt for øjnene af ham, virkelig, men ikke så levende, som det kunne have været.

[Ryonell Bornakore]

Langsomt kom det enlige øje mod lysdæmonen, men det blev nogenlunde den eneste reaktion, inden Ryonell igen vendte blikket mod graven. Hans instinkter sagde intet lige nu. Han var ikke sulten, ikke tørstig, så ingen grund til at forlade stedet... Der var i det hele taget ikke noget der kunne hjælpe ham. Hans far lig var ikke skræmmende når det ikke var synligt længere.

[Movicth Fengar]

Movicth stirrede ud i det intetsigende mørke, der alligevel var så meget i bevægelse, at man kunne blive helt forskrækket. Han sukkede stille, da Ryonell ikke så ud til at ville reagere rigtigt, og han besluttede sig for at se, hvor langt der var til loftet. Forsigtigt baskede han med vingerne, og blev ved med at flyve op, indtil han kunne røre med hånden. Det var en forbløffende stor hule, tænkte han, da han svævede ned mod jorden igen.

[Ryonell Bornakore]

Flagermus beklagede sig over fremmed indtrængen og spredte sig søvnigt for ikke at komme for tæt på lysdæmonen, og Ryonell så ikke engang efter lysdæmonens lille tur til loftet. Det ene øje lukkede langsomt og han lod sig falde ned på gulvet i en enten meget elegant eller meget uelegant bevægelse, fordi hans instinkt reagerede og fortalte ham, at han spildte energi på at stå op.

[Movicth Fengar]

Movicth tog sig ikke synderligt at flagermusene, men så bare underligt på mørkedæmonen, uden at vide, hvad han egentlig skulle stille op. Det var instinktet tilsyneladende, der holdt den anden kørende lige nu. "Hey, jeg ved godt, det er hårdt, men du kan ikke bare blive her for evigt og..." Hans stemme døde ud. Hvad vidste han om det? Måske havde den anden lyst til at blive her? Han rynkede panden, og forsøgte at trænge igennem med sine næste ord. "Vågn nu op!"

[Ryonell Bornakore]

En ny af de rationelle tanker dukkede op, og han åbnede igen øjet. Og jeg troede jeg allerede var død indeni. Så forsvandt det igen, og instinktet reagerede. Det sagde, at han var ved at blive sulten, og uden at forberede sine omgivelser på det fløj han op og fangede med lethed to af flagermusene. Han dalede ned på gulvet igen og stirrede på de allerede døde dyr. Han havde glemt hvad han havde haft tænkt sig med dem.