Cakepieces!

[Movicth Fengar]

Movicth stønnede. Han hev lidt i mørkedæmonen, for at få ham på benene, med den tanke at bære ham udenfor, på en eller anden uforklarlig måde. "Tag dig nu lidt sammen!" Sagde han en lille smule uvenligt, velvidende at han ikke kunne forlade ham i den tilstand, men også var lidt desperat at komme videre, i den rigtige retning.

[Ryonell Bornakore]

Efter lidt tid lod Ryonell sig føre med Movicth, simpelt hen fordi andet var for besværligt. De kom udenfor, og mørket blev igen normalt og tæt inde i hulen. Han var ikke interesseret i at vide hvor de skulle hen. Han fandt det mere uinteressant end nogensinde, og han så bare sløvt på lysdæmonen, mens tågen begyndte at lette.

[Movicth Fengar]

Med mørkedæmonen lidt akavet i armene, skød han fra jorden og op mod himmelbuen, der var dunkel i det adspredte mørke, der næsten virkede muligt at ånde, efter det tætpakkede mørke fra hulen. Han var splittet af en hjælpsom og egoistisk følelse, han ikke vidste, hvordan skulle håndteres. Mørkedæmonen ville uden tvivl blive sporet af skyggerne, hvis han blev indhentet, men så snart Movicths duft forsvandt fra den anden, var det ovre. Jo længere tid han blev sammen med den anden, jo længere tid hang lugten ved, og det ønskede han ikke. Men på den anden side kunne han ikke forlade Ryonell i den ynkelige, sørgmodige tilstand. Han fløj ikke mod Hajhra, da det aldrig havde været den helt rigtige kurs, men fløj så i den retning, han kendte så godt, som han kunne udpege, som var han et indre kompas i lige den vej. Hans kompas pegede ikke nord, syd, øst og vest, men der hvor skyggerne var, den rigtige vej, og to sideretninger, som man skulle undgå så meget som muligt, hvis det kunne lade sig gøre. Regnskoven strakte sig snart under dem, og han satte farten op med et stilfærdigt suk.

[Ryonell Bornakore]

Tågen lettede mere og mere, og Ryonells fjerne blik begyndte at fokusere. En rysten gik igennem hans krop, som om han skuttede sig, og uden et ord skubbede han den anden fra sig. Ikke hårdt, ikke for at få ham til at slippe og lade ham falde, men blot for at vise sin utilfredshed ved situationen. Han vidste ikke hvor han skulle tage hen, og selvom faren ved at rejse med denne dæmon var der og truede, så var det i det mindste et mål, noget at kunne gøre, noget... 'brugbart'.

[Movicth Fengar]

"Du siger bare, hvis du kan flyve selv," Movicth var tæt på at smile, men undlod det. Han så mod regnskoven, uden speciel lyst til at slå sig ned der igen. "Det glæder mig, at du er vågnet." Han skar ansigt, og så igen over ham, hvor himlen fortsatte i det uendelige intet, mørk og dunkel, med sine stjerner, og en måne der var overskyet af ikke-synlige skyer.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg føler mig ikke vågen." Det var en meget svag mumlen, der lød lige så træt som mørkedæmonen følte sig. Ikke som at kroppen var træt, det var den aldrig. Hans sind kunne bare ikke klare meget mere. "Som en af mine drømme. Jeg ender bare ikke med at dø. Endnu, i det mindste." Det betød mindre end nogensinde. Hans far var væk. Hvad var der mere for ham?

[Movicth Fengar]

"Åh, har du allerede givet op?" Sukkede Movicth, da han kastede blikket på den blege, tynde mørkedæmon. "Det var sørme tidligt. Jeg troede du ville fortsætte med livet lidt endnu." Hans blik blev fjernt, da han kom til at tænke på noget. "Forresten.. Hvem er Shinee?"

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stivnede og var et øjeblik lige ved at kaste sig fra ham, men tog sig i det. Det var hans gamle reaktioner, og han nøjedes med at stivne, inden han svarede ærligt på det. "Hun er prinsessen i Markare. Og bærer mit barn. Måden hun kom til det behøver vi ikke at snakke om." Hvorfor? Fordi det han havde gjort ved hende, eller det hun havde gjort ved ham?

[Movicth Fengar]

"Interesserant," bemærkede Movicth, henover den ensformige regnskov, med sine eksotiske planter og vilde eventyr. Nu når han tænkte over det, havde han hørt noget om prinsessen i Markare, der vidst nok skulle have heddet Shinee. "Og nu skrider du så fra barnet og ansvaret som far, går jeg ud fra?" Han hævede et øjenbryn, undrede sig over, hvor mørkedæmonen stivnede over navnet. Shinee. Det lød kompliceret.

[Ryonell Bornakore]

"Hun hader mig, og jeg er ingen far. 'Goddag, min søn, jeg er desværre nødt til at gå, inden de vrede folk kommer og tager mig. Nej, det ikke noget vigtigt, jeg har bare dræbt hundredvis af folk i fortiden, og det gør folk lidt sure'. Hvad skal jeg gøre med et barn?" Han så ned. Væk. Og han lagde mærke til, at snakken om Shinee ikke sendte hadet gennem ham. "Hvor kender du hendes navn fra?" spurgte han så.

[Movicth Fengar]

"Åh ja, men du vil møde ham på et tidspunkt. 'Goddag min søn. Undskyld, din far er en kryster, han gemmer sig for et barn, han ved, han ikke kan overskue, og vender tilbage til sin dejlige, normale tilværelse, jagtet gennem livet af sure mænd fra fortid og fremtid. For den kender han da i det mindste ud og ind.' Synes du, det lyder bedre?" Movicth kunne ikke lade være med at le, selvom hadet var tydeligere nu. Typisk mørkedæmon. "Shinee? Det var skam din fars sidste ord. Meget underligt, hvis du spørger mig."

[Ryonell Bornakore]

"Døden lyder bedre," svarede Ryonell. "Jeg behøver aldrig at møde ham, og aldrig at skulle have noget med ham at gøre. Og jeg skal aldrig se hans forbandede mor." Han vidste, at Shinee havde opsøgt hans far. Eller regnede med, at det var sådan det foregik. Szuraim havde haft et dårligt knæ og havde næppe valgt at rejse rundt, og pludseligt stødt på en prinsesse, der tilfældigvis havde hans barnebarn i maven. "Og jeg regner med at de to har mødt hinanden."

[Movicth Fengar]

"Jeg tvivler på, hun er lige så forbandet som mig," svarede Movicth tørt. "Og mødre har det med at opsøge bortløbne fædre, sjovt nok. Jeg vil vædde med, du støder på hende en dag." Han sukkede melankolisk. "Og så gør du sikkert et eller andet dumt forsøg på at dræbe hende eller lignende. Du er rimelig uforudsigelig, når det kommer til stykket. Vidste du godt det?"

[Ryonell Bornakore]

Ryonell sagde ikke noget. Han havde stadig intet imod det der med at dræbe. Ikke engang da han var aller mindst havde det vakt ham store kvaler, og hans far havde sagt at det var der forskellen på de to var. Szuraim var stærkest og havde altid været det, men han holdt igen, fordi han frygtede at dræbe. Ryonell, derimod, havde ingen samvittighed hvad det angik. Og Eremi... Han havde slet ikke kunnet følge med de to i fysisk kamp. "Ja, jeg ved det faktisk godt." Der var gået meget tid inden han havde sagt det.

[Movicth Fengar]

"Og alligevel..." Tilføjede Movicth, hensunket i tanker. "...Alligevel ved man altid nogenlunde, hvordan du reagerer. Det er svært at forklare. Du er uforudsigelig og forudsigelig på samme tid." Han lo. "Ret godt gået." Det gik først op for ham nu, at han stadig bar rundt på mørkedæmonen, og han dykkede modvilligt ned i regnskoven, hvor han slap den anden.