|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 0:47:33 GMT 3
"Ja, sikkert meget godt." Han satte benene på jorden og vaklede lidt, og støttede sig så til et af træerne og lukkede øjet. Gad vide om sultedøden var så slem? Den ville i hvert fald ikke være svær at udføre. Sætte sig ned... Og dog. Mørket gjorde ham mæt. Det ville tage uger inden hans krop blev så udmattet at den gav op, for mørket kunne ikke erstatte ægte mad. Men han havde ikke tænkt sig at finde noget. Fandt ingen grund til det. Hvad skulle han gøre? Hvad skulle han leve for? Han havde troet, han ikke havde levet for noget, men han havde vel levet for sin far... På et eller andet plan. Havde ikke ønsket at såre sin far yderligere ved bare at dø, nu hvor han tænkte over det. Og nu var det ikke engang sønnen der døde først. Hans far... Havde dolket ham i ryggen... Ryonell gik fra at føle sig alt for varm til at blive isnende kold, og kulden kriblede ud under huden for at nå ham. Han mærkede benene var lige ved at give efter, men tvang sig til at blive stående, og han åbnede sit øje igen og forventede at lysdæmonen skulle forsvinde. Hvad havde han at blive der for? En ond, svag og hadet morder, der lige nu bare stod og var ynkelig, og som var et væsen af en slags, som den anden burde foragte. Han var lige ved at vende sig om og råbe af den anden, men forstod det umulige i dette. Hvad skulle dét nytte noget?
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 14:10:06 GMT 3
Movicth rystede på hovedet. "Du gør det jo ikke lige frem nemmere for mig." Sukkede han. "Jeg kan ikke forlade dig i den der tilstand. Det ender bare med, at du dør. Men du dør alligevel, hvis du ikke flytter dig. Jeg vil ikke være skyld i din død, at du ved det." Han gik over mod mørkedæmonen, og hev lidt i hans ene arm. "Kom nu, vi skal videre." Han grinede bredt. "Nu skal vi leve mit liv et stykke tid."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 14:19:38 GMT 3
"Jeg har det fint," sagde Ryonell, og unormalt var det, at den sætning ikke var trykket af en sur og stædig tone. "Jeg behøver ikke plage dig med min nærhed." Tænkte han på den anden? Ja. Han tænkte på den anden. Han opdagede det ikke selv. Det virkede lige så naturligt som at angribe de, der kom og skubbede. Det tænkte han heller ikke over.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 14:24:31 GMT 3
"Det er præcist hvad du er nødt til lige i øjeblikket. Ellers dør du. Du sænker os begge to, og hvis det er det der skal til, flyver jeg dig helt til Mida. Jeg er bedøvende ligeglad, men jeg vil i hvert fald ikke dø." Han trak lidt mere i den mand foran ham, han instinktivt ville væk fra, og instinktivt ville hjælpe.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 14:27:49 GMT 3
"Så kan du gå uden mig," sagde Ryonell. "De bliver distraherede at mig og du får et længere forspring." Hans stemme var følelsesløs, men ikke kold, som den plejede. Han fik da en grund til at være her, hvis han kunne få en forbandelse på afstand af en, som han måske hadede, men som han også... begyndte at skylde en tjeneste.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 21:11:41 GMT 3
Movicth valgte at gribe det anerledes an. "Vil du gøre mig en tjeneste?" Spurgte han lige ud, og så direkte på mørkedæmonen, mødte hans ene ravgule øje, med sine egne, og foldede vingerne sammen, fordi han havde glemt det før. Han lagde hovedet afventende på skrå.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 21:25:49 GMT 3
Ryonell trak på skulderne. Det betød vel ikke så meget. Han kunne vel lave noget, som hjælp den anden. Han havde ikke set den anden i øjnene, og så i stedet på regnskovens fugtige bund. Han så op gennem bladene, mod himlen, og nikkede så svagt. Ja, hjælpe, selvfølgelig. En tjeneste. Til en, han hadede, men skyldte en tjeneste.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 21:33:33 GMT 3
"Godt. Så følg med mig." Sagde Movicth, klar over at have fanget den anden i en fældet. Men nu havde han jo lovet... Så det var vel okay, selvom han følte sig en smule ond. "Vi skal nok flyve lidt langt." Han spredte vingerne ud igen, og ventede på mørkedæmonens reaktion.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 21:51:24 GMT 3
Ryonell sukkede, men gjorde som den anden sagde. Spredte vingerne og gjorde sig klar til at flyve, mens han endnu havde lyst til bare at stå. Og stå. Bare... Ikke gøre noget. Se, hvad der dræbte ham først. Men det måtte han ikke. Han havde åbenbart lovet at flyve med den anden nu. "Hvorfor anstrenger du dig for mit liv?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 22:33:07 GMT 3
"Fordi jeg ikke vil have to mord på samvittigheden," svarede Movicth uden at tøve, da han skød op mellem træerne, og op på himlen, hvor han fortsatte i den retning, de var fløjet imod. Han sikrede sig, at Ryonell var med, og da det var tilfældet, skød han farten en anelse i vejret.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 22:52:28 GMT 3
"Det er ikke dig, der dræber mig, blot mig, der vælger at blive stående," sagde Ryonell sløvt og gik i luften. En smule under og længere tilbage end Movicth, og han så sig over skulderen inden han også tog farten op og holdt sin position. Skulle de nu snakke? Om hvad? Han havde ikke brug for at snakke. Men det irriterede ham heller ikke.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 22:59:28 GMT 3
"Det er mig, der dræber dig, ved at have været i nærheden for længe," svarede Movicth fast, men sagde så heller ikke mere. Han havde tænkt sig at tage et bestemt sted hen, i stedet for at sige noget. Han havde også lyst til at besøge sin far. En pludselig trang. Og måske kunne det muntre den anden lidt op?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 16, 2009 23:29:36 GMT 3
"Jeg skal nok dø på en anden måde. Du ville bare hjælpe mig en smule på vej." Ryonell fulgte bare med, en smule længere tilbage. Der var mørke skyer mod venstre, og de trak nærmere. Fordi han havde levet der vidste Ryonell at de ville være væk inden den kom tæt nok på, men han kunne fornemme regnen under skyen som en tåge over de øje træer.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 17, 2009 14:34:24 GMT 3
"Godt. Jeg kan hjælpe dig på vej. Lad mig forslå, at vi finder denne Shinee, og lader hende banke livet ud af dig. Så kan du også nå at se din søn.." Movicth rullede med øjnene, og fløj videre med et bredt suk. "Jeg var også trist, da min far døde. Men jeg gav da ikke op. Hvad fik dig til at opgive?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 17, 2009 19:18:53 GMT 3
"Jeg gav op for flere år siden," svarede Ryonell, og havde egentligt ikke tænkt sig at uddybe det, da han fortsatte. "Det, vi var inde i, var min mors grav. Hun døde for 11 år siden, sammen med min storebror." Igen havde han egentligt tænkt sig at fortælle, men kom alligevel til at tie. Han vidste ikke hvorfor det betød noget.
|
|
[/URL]
