|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 17, 2009 19:28:42 GMT 3
"Det kunne godt blive en længere historie," smilede Movicth, dog uden at kræve, at Ryonell fortalte mere. Han var bare nysgerrig. Han ville altid gerne vide, hvordan andre voksede op. Da han var lidt foran, lod han sig svæve lidt bagud, så de fløj side om side videre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 17, 2009 22:47:06 GMT 3
På mange måder følte Ryonell sig usikker, men alligevel virkede det så naturligt. Han talte ikke meget om sig selv, på den tid. Nu ønskede han det, og hvorfor, det vidste han ikke. Han endte med at trække på skulderne. "Jeg var 14, stadig kun et barn, da de døde. De blev dræbt af minotaurer. Vi boede i den hule mine forældre ligger i nu."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 18, 2009 18:48:19 GMT 3
"Så du har klaret dig selv fra fjorten af?" Spurgte Movicth, og så på mørkedæmonen med lidt mildere øjne. Det havde jo ikke lige frem været en nem barndom. Han havde heller ikke været en af de mest heldige, men alligevel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 18, 2009 18:59:49 GMT 3
"Min far overlevede jo, som du så." Ryonell så ned i trætoppene. "To af de tre eneste personer jeg nogensinde har holdt af døde til minotaurerne. Den tredje var også tæt på at dø. Min far var hårdt såret og på randen af døden. Vi tog derfor ind til byen, som jeg ikke havde været i før. Men derinde nægtede healeren at hjælpe os, fordi vi var mørkedæmoner. Det eneste han ville have noget med at gøre var mit øje, som tilsyneladende er et medicinsk mirakel, eller noget derhen af."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 18, 2009 22:30:32 GMT 3
"Hmm.. Jeg kan ikke lide forskelsbehandling," indrømmede Movicth og rynkede på panden. Han ville da have hjulpet, uanset mørkedæmon eller ej. Hvilket han faktisk lige havde bevist for ikke så lang tid siden. "Det ser ellers ikke ud som om du har været heldig med dit øje."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 18, 2009 22:38:29 GMT 3
"Medicinsk mirakel..." mumlede Ryonell, og for første gang i lang tid virkede hans stemme som den plejede. Det faldt dog fra igen. "Min far var syg. Vi kunne ikke tage tilbage. Han drættede om på det værelse vi havde lejet med de penge vi havde, og jeg fik ansvaret, uden at vide noget om byen overhovedet." Hans stemme virkede så tom i det, og han lukkede øjnene et kort øjeblik.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 18, 2009 22:50:04 GMT 3
Movicth bemærkede den tomme klang, men gjorde intet for at få liv i den, fordi han vidste, at det var noget nær håbløst. I stedet spurgte han videre. "Og det gik godt? Du fik tjent nogle penge, så du kunne klare det hele, eller hvordan?" Han vidste ikke, om det var de rigtige spørgsmål han stilte, men han prøvede da i det mindste sig frem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 18, 2009 23:04:19 GMT 3
"Vi havde penge. Et par kobbermønter, nok til at vi kunne få nogle lægeurter og en lille smule mad. Jeg var på vej til butikken da en stor mand bumpede ind i mig... Som de plejer at gøre. 'Helt tilfældigt'. Jeg mistede pengene. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde næsten ikke engang hørt historier om byerne. Den var stor og beskidt, og jeg anede ikke hvordan man overlevede der. Så jeg tog hjem til min far igen... Uden at have noget at hjælpe ham med. Jeg var ikke i stand til at hjælpe ham, og jeg vidste det." Var det det, der sved så meget? At han ikke havde været i stand til at beskytte og hjælpe sin far? Der var åbenbart mere under overfladen end den hårde maske af en mørkedæmon fortalte.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 18, 2009 23:07:55 GMT 3
Movicth sukkede medfølende, og så frem for sig, stadig fjernt og tankefuldt, stadig til stede, lyttende, opmærksom, uden at glippe et eneste ord. "Der må være mere," sagde han til sidst, efter at have ladet stilheden ulme et stykke tid. "Jeg vil gerne høre mere." Han var ved at tilføje 'hvis det er okay med dig', men undlod så alligevel til sidst.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 18, 2009 23:28:37 GMT 3
Det var tæt på at Ryonell rystede på hovedet, men han tog sig i det og bestemte sig for at gå videre. "Min far ville have mig til at tigge. Han kendte mere til byen end jeg, der ikke engang kendte ordets betydning. Selvom jeg fandt det for lavt, så... Min far ville dø hvis jeg ikke var der. Ingen forbarmer sig over os, over mørkedæmoner, og han ville få lov til at rådne op i det rum, hvis da ikke lejeren smed os ud, hvilket han gjorde efter to dage. Men jeg forsøgte jo at gøre det. Og folk opføre sig jo som de gør." Mørkedæmonen lod fantasien lege ved ikke at uddybe, og regnede det ikke for svært for ham. "Der gik næsten en måned uden ordentlig mad inden min far kom på noget andet jeg kunne, og han bad mig direkte om at gøre det. At stjæle. Han vidste, at ingen ville give mig penge, og jeg havde ikke fortalt, at de jeg havde skaffet, var fra healerens lomme. Ikke frivilligt, selvfølgelig, selvom han ikke brød sig om at jeg pressede ham, en 14årig."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 19, 2009 17:38:11 GMT 3
"Naturligvis ikke," smilede Movicth, trods alvoren. Han ventede på, at mørkedæmonen fortsatte, men der var stille. Han lukkede øjnene, imens han fløj, da der ingen forhindring var, men han fik snart slået øjnene op igen. For mørkt bag øjenlågene, som sædvanlig. "Og så?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 19, 2009 17:53:08 GMT 3
"Jeg begyndte at stjæle," svarede Ryonell. "Og blev taget adskillige gange, men... Det meste af tiden hvor jeg faktisk ikke arbejdede, så de havde ikke noget på mig. Jeg forstår ikke... Hvorfor folk er sådan. Hvorfor... Det eneste jeg ved er at... Vi havde hjulpet folk, der var faret vild i regnskoven, mange gange. Givet dem noget at vores mad, selvom min mor så dem som en trussel mod os, og min far hjalp dem videre mod næste by. Jeg forstår ikke... Hvorfor der så ikke var nogen, der hjalp os med noget. Ikke en lille ting." Jeg ved ikke hvor mange gange jeg blev overfaldet, for at andre kunne tage de penge jeg havde taget. Dengang ville jeg aldrig have gjort dem noget, hvis de havde ladt mig være. De første par gange slog jeg ikke engang igen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 20, 2009 20:21:16 GMT 3
"Det er trist," nikkede Movicth sammenbidt. Der var åbenbart ikke mange hjælpsomme mennesker sat ud i verden. "Har du nogensinde tænkt over... At det måske var anerledes, hvis I var blevet hjulpet lidt?" Han tillod fantasien at løbe afsted. Forstillede sig en blidere mørkedæmon, i stedet for den stenhårde, der stod foran ham, men som dog havde åbnet sig lidt over sin fars død. Det var en sørgelig historie.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 20, 2009 20:37:30 GMT 3
Lige med det første vidste Ryonell ikke hvad han skulle svare. Normalt ville han have benægtet, fordi det lød så tåbeligt. Men nu virkede det så ligegyldigt. "Min far reagerede aldrig på det," mumlede han så i stedet. "Hvorfor skulle jeg så have gjort det?" Fordi jeg blot var en lille knægt. Og fordi folk opførte sig anderledes overfor Szuraim da han blev rask, venligere. Det var kun mig de hadede.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 20, 2009 21:25:35 GMT 3
"Det må du kunne svare på, bedre end mig," smilede Movicth, da han slog med vingerne, for at forhindre sig selv i at falde ned. "Jeg kender dig jo ikke specielt godt. Det er faktisk lidt underligt, at jeg er her. Måske er det bare skæbnen af lys- og mørkedæmoner skal støde sammen hele tiden." Han sukkede uhørligt. "Men der må være mere.. Er der ikke?"
|
|
[/URL]