|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 1:41:40 GMT 3
"Jeg har ikke ser ham i flere år. Han bor i slummen i Hajhra. Formentlig den eneste mand med vanskabte, sorte vinger du kan finde." Ryonell fortsatte tavst med at betragte lysdæmonen. Han havde ikke lyst til at se sin far, og han havde ikke nogen grund til at føre lysdæmonen til ham... Men han savnede den gamle mand. Han savnede ham som han savnede Jhanin, når den var på udflugter med hunflagermus i et forsøg på at blive voksen og holdt sig væk i flere uger.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 1:45:35 GMT 3
"Jeg spurgte, lidt skjult, om du ville følge mig til din far. Hvad tror du, han ville gøre, hvis en lysdæmon dukkede op ved hans dør? Sige hjertelig velkommen?" Movicth rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke." Desværre. Forbandede mørke og deres dæmoner!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 1:52:38 GMT 3
"Han ville bede dig gå ind i stuen og slå dig ned mens han ordner noget te til jer begge," svarede Ryonell med slet skjult irritation. "Jeg har ikke se ham i årevis, og jeg tror ikkke havde tænkt mig nogensinde at tage hjem til ham igen." Ryonell flyttede blikket fra lysdæmonen over mod vinduet, og ved synet at lyset der blev ham ramt af en pludselig vrede. Han kastede en pude efter ruden og sparkede til natbordet så det skred lidt hen af gulvet, inden han igen lod verden hen i tavshed.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 1:56:03 GMT 3
Movicth kommenterede ikke hans udbrud, sagde faktisk ikke noget. Tavshed. Helt og aldeles, i flere minutter. Måske endda et kvarter. Han stod blot i døråbningen, uden at sige noget. Men til sidst rømmede han sig, brød den tunge tavshed. "Det ville gå hurtigere, hvis du hjalp mig. Og måske ville din far også blive begejstret?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 2:05:35 GMT 3
"Ja, han bliver begejstret både for at få en forsøgsperson og en lysdæmon på besøg," sagde Ryonell meget højt og irriteret. Han var lige ved at råbe. Han var usikker på hvor glad hans far blev for at se sin søn, og han valgte at lade være med at tænke tanken videre. Ligemeget hvordan tankerne ville ende, så vidste han ikke hvad han ville ønske, og han regnede derfor med at svaret ville skuffe og såre ham. Derfor måtte han ikke tænke på det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 2:08:27 GMT 3
"Du tør måske ikke besøge ham igen?" Provokerede Movicth, og lagde armene over kors. Han så kort på mørkedæmonen, men vendte så blikket rundt i værelset, der nok ikke ville se lige så pænt ud, som før. Han hævede det ene øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 2:12:19 GMT 3
"Ja, det er jo også alle der har så fantastiske familieforhold!" knurrede Ryonell, men var alligevel ved at køle ned igen. Hvor underligt det end kunne være, når han både havde en eller anden form for obligatorisk had mod lysdæmonen og desuden provokationen at blive arrig over. Han vidste ikke om han ville... Han savnede jo sin far...
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 2:15:07 GMT 3
"Du skulle være glad for, at du overhovedet har nogle!" Bed Movicth af, hævede for første gang stemmen, for at trænge ind. Den irriterende.. Kunne han ikke bare forstå det? Lysdæmonen havde brug for hjælp, okay, så ville mørkedæmonen give ham hjælp. Men så nemt gik det aldrig. Intet var let, når forbandelsen var indblandet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 2:18:22 GMT 3
"Kunne det være at man måske ikke ønskede at have nogen?!" Ryonell råbte. Han ville ønske han aldrig havde haft familie, det ville han virkelig. Og at han ikke skulle fortsætte med at leve. Men han kunne ikke lade sig dø på den måde som andre tog deres liv på og han var... han var... han var for svag til at kunne dræbe sin egen far.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 2:21:30 GMT 3
"Fedt! Så kan vi bytte! Så kan du se din egen familie blive indhentet, en for en, velvidende at det er dig næste gang, og så kan jeg tage en mørkedæmon med til min far!" Sagde Movicth uden medfølelse. Ingen familie? Ak jo, han kendte følelsen bedre end nogen anden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 2:24:30 GMT 3
"Så snart du finder en måde at gøre det, så er jeg med på den! Der er ingen, der vil kalde en forbandet person, som dør..." Hans stemme døde ud da begyndte at opfange hvad Movicth havde sagt. Se sin familie blive indhentet en for en? "Du fatter virkelig ikke mørkedæmoner," sagde han irriteret.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 2:27:57 GMT 3
"Og du fatter virkelig ikke lysdæmoner." Movicth mødte Ryonells blik, med en overraskende, hård kulde. Og et had. Altid had. "Men det betyder ikke, at jeg trækker mig. Vil du føre mig til din far.. Ja eller nej?" Han krydsede ikke fingre. Håbede ikke på noget som helst. Han skulle nok finde en vej alligevel, et eller andet sted.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 2:31:20 GMT 3
Ryonell besvarede Movicths blik med samme kulde, men det var ikke nogen nyhed. Det var næsten hans normale ansigtsudtryk. Han tænkte over det i tre sekunder, og overraskede sig selv ved at tage den mest besværlige og umulige beslutning. "Ja. Jeg fører dig til min far." Han følte, han gjorde det stik modsatte af hvad han skulle.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 26, 2009 2:33:48 GMT 3
"Tak. Det var alt. Gør det noget, hvis jeg går i forvejen?" Movicth havde stadig ikke trådt ind i værelset. Han mærkede en hvis lettelse. Nu havde han da et håb. Et rigtigt håb. Måske kunne faren hjælpe ham. Men han var forberedt på skuffelse. Det ville være for hårdt at bære, hvis man fløj for højt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 26, 2009 2:39:53 GMT 3
Ryonell tog tavst tasken op og gik ud forbi Movicth, men stivnede halvvejs nede af trappen, mens frygt viste sig i hans øjne et kort øjeblik, der virkede som en slags drøm for de folk, der sad i krostuen og kunne se ham. Han skulle til Solitopia... Solitopia var regnskoven, og regnskoven var minotaurer. Han kunne vel ikke bakke ud? Havde han givet et løfte?... Det var han bange for at han havde...
|
|
[/URL]
