Fire is art

[Tlagie]

Tlagie smilede og rystede på hovedet af hans ord. Hun var ikke smuk, i hvert fald ikke noget særligt. Hun fulgte efter ham, ned af trappen og gik så hen til sin taske igen. "..burde få et værelse... måske stalden..." løs det fra hendes bøjede skikkelse, da hun skulle finde nogle penge. "Er det her nok til et værelse?" spurgte hun så og lagde penge op på bordet. Hun fortsatte indtil hun havde tømt sin pung. "Ja. det er det nok..." Hun stirrede uinteresseret på den pænt store bunke penge på bordet. "Så kan jeg vil også få noget mad?" spurgte hun krofatteren, da han igen viste sig. Han rystede på hovedet over hende og gik ud for at finde noget mad til hende og midaneren.

[Heltan Apon]

Heltan sad igen ved bordet og betragtede hende. "Det var en forfærdelig masse penge du mistede der," mumlede han og betragtede det stod hvor pengene havde lægget på disken. "Hvis du er så rig, hvorfor ikke give mig noget? Jeg er jo bare et fattigt, stort, dumt dyr, som ikke har noget at bruge dem til."

[Tlagie]

"Næppe dum og næppe et dyr...og du kunne sikkert godt bruge dem. "sagde Tlagie og grinede. "Jeg betaler for skaderne som jeg måske kommer til at forudsage. " hun trak på skulderne og satte sig ned igen. "Det er helt normalt for mig. Desuden tjener jeg godt." hun smilede og rynkede panden. "Hvad hedder du egentlig?"

[Heltan Apon]

"Heltan Apon," svarede han og så over på krofatter, der kom gående for at bringe dem maden, og denne stivnede et øjeblik. I modsætning til resten af verdenen vidste han mere om, hvad midanerne foretog sig end resten af verdenen. Og navnet Heltan var han kommet til at kende, fordi det var en midaner, som kunne ændre verdenen. Men han fortsatte og lod, som om han ikke havde ment noget med det.

[Tlagie]

Tlagie fik et tænksomt udtryk i ansigtet. "Har hørt det et eller andet sted... Hvilket nok har noget at gøre med at jeg har rejst meget i Mida... Tlagie Pyro her, du..." Hun grinede og rakte hånden frem mod ham. Hvis man vidste at hun var pyroman, vidste man også at hun nok selv havde fundet på efternavnet.

[Heltan Apon]

Heltan rakte også sin hånd frem og tog imod hendes, mens han sørgede for, at hans negle ikke kradsede hendes fine hud. Selv hans håndflader var dækket af en fin, tynd pels, og han smilede med spillende, stormgrå øjne. "Måske kender du mig, måske ikke," sagde han og slap hende, før han tog sit kød i den ene hånd og snuste til det, og lagde det så ned på sin tallerken.

[Tlagie]

"Jeg kender dig ikke, men navnet lyder jo bekendt!" grinede Tlagie og kiggede på maden hun havde fået... Ikke ligefrem lækkert... Men hun trak på skulderne og spiste det. Der gik ikke mere end et par minutter, før maden var væk. "Dejligt..." mumlede hun og smilede.

[Heltan Apon]

Heltan betragtede hende lidt og så på sit kød, som om der var et eller andet i vejen med det. "Han har vidst ikke mange gode grønsager," kommenterede han hendes mad og prikkede til sin tallerken. Han sad endnu lidt og betragtede maden, og tog så fat i kniv og gaffel efter at have set, at hun gjorde det. Han tænkte, at det nok var mest passende, og havde desuden intet imod at gøre det.

[Tlagie]

Tlagie smilede lidt. "Forståeligt, eftersom vi er, hvor vi er." Sagde hun så og trak på skulderne. Hun lænede sig tilbage og betragtede ham. Hun tænkte sig om og prøvede at huske hvor hun havde hørt hans navn før. Og hvorfor.

[Heltan Apon]

"Mida brøder sig ikke om svage planter," sagde Heltan og sukkede. "Men jeg har aldrig kunnet fordrage dem. Jeg beklager mig ikke over ikke at have grønsager, når jeg alligevel ikke spiser dem. Folk siger, det er usundt at spise kun kød, men det er jo, hvad min art lever af." Han så sig om i rummet og forestillede sig Solitopias regnskove, Jeanores bjerge, de dejlige sletter i Markare og havet ved Neramores strand. Mida var kun rar for sin varme og at der ikke var mange folk. Her fandtes ikke den samme skønhed.

[Tlagie]

"Ja..." svarede Tlagie. "Jeg tegner. Maler. Og ved du hvad? Jeg kan male havet, de højeste bjerge, skyerne på himlen, hvert et blad i et smukt træ, og de smukkeste landskab. Men jeg kan ikke male Mida. For landet her, er helt særligt, og har sin egen skønhed. Som er umulig at placere andre steder end i sit hjerte." Hun grinede over sine ord. "Man skulle tro at jeg havde drukket ikke? Jeg bør gå i seng.." Hun sukkede.

[Heltan Apon]

Midaneren grinede. "Nej da. Det smukt sagt. Filosofiskt, måske endda, selvom jeg ikke ved om jeg er enig. Midanerne er her, fordi det er det eneste sted menneskerne ikke kan overtage os og gøre os til slaver. Få midanere forstår ordet skønhed." Hans hale fejede til hurtigere og mere brutalt gennem luften da han snakkede om slaveri, men ellers var der ingen ændring i hans smil eller øjne.

[Tlagie]

"Jeg husker slaverne fra da jeg var ung..." mumlede Tlagie og hendes blik blev fjernt. "De gik alle sammen.. og så kede ud af det. Mig og min bror fik dem til at grine. Det var dejligt at se.... Vi drillede dem. Men vi hjalp dem." Hun sukkede over mindet. "Lang tid siden... fjern... fortid. Jeg tror ikke der er slaver på vores gård længere." sagde hun så, "Måske man skulle tjekke en dag..."

[Heltan Apon]

Heltan hale sitrede da han betragtede hende dybt. "Du minder mig om e- Nej, det er ligemeget." Han så væk, for første gang lukket og fjern, som om deres verden ikke var en del af den, han befandt sig i, og at han ikke havde lyst til at lade dem træde ind i den og lære om det han så og følte og tænkte. De var lige så langt fra hinanden som Mida var på at ligne havet.

[Tlagie]

"Jeg minder om hvem?" spurgte hun nysgerrigt. "Min brors kone - hende har jeg kun mødt en eller to gange- siger også at min brors og mit venskab minder om nogens, men hun vil ikke sige hvem." Tlagie sukkede dramatisk. "Jeg minder ikke om nogen. Jeg er nemlig en idiot, uden lige.."