|
|
Post by Heltan Apon on May 27, 2009 20:36:12 GMT 3
"Bare noget, langt tilbage." Han så op på hende igen og smilede, selvom hans hale afslørede en hård sindsstemning. "Hvor er du fra? Hvilket land blev du født i, og hvilket land tilhøre du?" Han så oprigtigt interesseret ud, men måske af grunde der lå dybere. "Og hvad kender du til Markare? Hvad mener du er typisk det land?"
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 27, 2009 22:12:10 GMT 3
"Jeg kommer fra Markare. Jeg holder ikke med nogen...Jeg kender en masse til mit land, men bekymre mig ellers ikke om det. Jeg mener intet er typisk, bare at jeg hele tiden for at vide at jeg minder om nogen, uden at må få at vide hvem..." sagde Tlagie undrende og smilede så til ham. "Du er sku en mærkelig en. Men jeg er træt," hun gabte, "så jeg vil gå i seng... Vi ses måske i morgen!" Hun samlede sin taske op.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 27, 2009 22:20:14 GMT 3
Heltan betragtede hende et stykke tid og sagde så, nærmest sukkende, som en udånding fra fortiden: "Jeg var slave i Markare. Det sikkert der du kender mig fra. Jeg flygtede, og jeg gjorde ikke så lidt for at gennemføre det." Han trak vejret ind og så på hende med et smil, der ikke passede til steminingen, men som heller ikke forsvandt, fordi det var hans eget. "Jeg to over 30 heste, våben og en masse guld. Enten dækkede de over det, fordi de mente det var skammeligt, eller lavede en masse problemer ud af det."
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 27, 2009 22:28:03 GMT 3
Tlagie tænkte sig om. "Synes jeg har hørt nogle nævne det... Det var også det brors kone sagde... det var vidst i nærheden af der hvor hun kom fra." Tlagie trak på skulderne. "Minder lidt om hvad jeg gjorde... Brændte to gårde ned, dræbte to mennesker, og stjal en hest og noget guld." Hun smilede lidt. "Men dit overgår det nok fordi du var en slave. Jeg var en adelsdatter."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 27, 2009 22:36:32 GMT 3
"Jeg kender ikke noget til hvordan folks rang er uden for en gård. Andet end, at min tidligere herre var adelig. Det er noget af det, jeg finder mindst interessant." Han smilede videre, og lavede en afværgende bevægelse. "Men hvis du er træt, så burde du sove. Det er ondt af mig at holde sådan en fin, ung dame oppe."
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 27, 2009 22:40:28 GMT 3
"Jeg er ikke fin. Men ung endnu!" grinede Tlagie og tog sin taske over skulderen. "Måske vi ses i morgen. Hvis du står tidligt nok op!" hun blinkede til ham og hentede en nøgle, inden hun forsvandt op af trappen. Hurtigt lukkede hun døren til værelset, låste den og gik i seng...
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 27, 2009 23:01:17 GMT 3
Han nikkede, endnu smilende, og så på værten. "Forhinder hende at rejse inden jeg vågner, gider du?" spurgte han, og værten nikkede bare utrygt over det. "Jeg er ikke fjendtlig, på trods af hvad du høre. Jeg har aldrig krummet et hår på et menneskes hoved, som har været så venlige at give mig mad. Desuden er du en halv fælle." Kroværten brød sig tydeligt ikke om at få påpeget sin halve slægt, men Heltan gik bare op for at gå i seng som hun gjorde det. "Og du er meget fin, menneskekvinde."
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 28, 2009 17:52:39 GMT 3
Tlagie faldt hurtigt i søvn og vågnede cirka klokken fem, næste morgen. Hun stod op, pakkede sine ting og listede ned igennem huset. "Solen skinner! Dejlligt!" mumlede hun og smilede. Hun traskede igennem kroen og stoppede lige før døren for at tage sin kasket på hovedet.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 28, 2009 18:07:41 GMT 3
"Kunne du tænke dig noget at spise?" spurgte kroværten usikkert, og kom frem bag hende. Heltan kom ned at trappen i netop dette øjeblik, og havde desuden også hørt hendes kommentar om vejret.
"Ja, solen ser vi rigtig meget af her i Mida." Han betragtede hende med et smil og så på krofatter. "Jeg kunne godt tænke mig en smule morgenmad."
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 28, 2009 22:56:04 GMT 3
Tlagie smilede og sukkede. "Siden du spørger..." sagde hun og nikkede. "Lidt morgenmad til mig. Helst noget man kan bære på." Hun grinede og gik få skridt tilbage. Tasken hang stadig over hendes skulder og hun gjorde ikke udtryk for at ville sætte sig. Også hatten på hendes hoved og forsvandt ikke.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 28, 2009 23:16:00 GMT 3
Heltan så på hende og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, men han smilede stadig. Det var, som om det aldrig forlod ham, men selv med den viden virkede det overbevisende og rigtigt. "Kunne du ikke tænke dig at blive lidt?" spurgte han og strøg uskyldigt sin hale og betragtede den, så han kunne skjule skuffelsen i sit ansigt til den var væk. "For min skyld?" Han havde håbet at være her hele dagen, men uden ordenligt selskab var det intet værd.
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 28, 2009 23:29:41 GMT 3
Tlagie tænkte sig om. "Tvivler på at jeg er velkommen." Hun vaklede til med sin beslutning. Ville gerne videre, men havde ikke så meget imod at blive. Selvom der nok var nogen, der havde noget imod at hun blev der. Hun bed sig i læben og kiggede ud til siden. "... ved altså ikke rigtigt..." mumlede hun stille. "Det bliver hurtigt for sent at gå videre..." Hun sukkede lavt.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 29, 2009 15:32:39 GMT 3
"Vi kan bare fortsætte sammen i morgen. Hvis du altså er interesseret. Det kan jo være ensomt at rejse alene, og desuden ser du ud til at trænge til en pause. Jeg lover dig at vi kan tage tidligt af sted i morgen." Smilet blev bredere, og han håbede hun kom med et svar, der førte til det bedre. "Selv om det måske kun er kort tid vi er sammen, kan mine evner med ild jo også hjælpe dig."
|
|
|
|
Post by Tlagie on May 29, 2009 21:49:37 GMT 3
Tlagie sukkede. "Men..." hun rynkede næsen og lænede sig op af dørkarmen. "Kan vi ikke gå nu?!" bad hun så og hendes øjne blev til hundeøjne. Hun havde intet imod selvskab, men ville bare virkelig gerne videre. "Jeg har ikke brug for pause... Kan klare mig laaaang tid uden... be-be!"
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on May 29, 2009 22:01:08 GMT 3
"Noget siger mig, at du allerede har klaret dig laaaang tid uden. Så din tid er ovre. Jeg har ikke sovet i en ordenlig seng i ugevis eller siddet i en ordenlig stol, og der kommer til at gå måneder igen, inden jeg kommer til det." Han gik smilende hen til hende og tog venligt, men bestemt, fat i hendes skulder. "Kom nu, lad os gå hen og sidde ned."
|
|
