|
|
Post by Ramoan Ankad on May 31, 2009 11:54:26 GMT 3
Ramoan stod stille i bare få sekunder endnu, før han også begyndte nedstigningen. Sten rullede under hans fødder, men mærkeligt mistede han ikke balancen. Der var endda et par gange, hvor det så ud som om stenene under ham, flyttede ham frivilligt. Det gik langt hurtigere at gå ned af, specielt hvis man fik overbalance og trillede ned. Bess var let og elegant foran ham nu. Den var altid i nærheden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 31, 2009 12:07:00 GMT 3
De gik nedad, og mørkedæmonen brugte sine vinger til at holde balancen, tilsyneladende ubevidst om denne refleks. "Kom ikke så tæt på," hvæste Ryonell bagud, til hunden. Han gik forrest, og hunden var ikke langt bag ham nu. Han gad ikke have den for tæt på sig. Hunde havde det med at knurre af ham. Ikke at han var bange for dem... de var bare irriterende.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 31, 2009 12:16:00 GMT 3
"Hold op, hun generer dig jo ikke," svarede Ramoan for hunden, der bjæffede igen og logrede med halen, som om de snakkede om noget godt. Ramoan satte farten op, så han kom op på siden af Bess, og ønskede, at mørkedæmonen ville trille resten af vejen ned og brække benet, så han kunne være kvæstet på resten af turen. Måske ville det lukke munden på ham. Måske ja.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 31, 2009 12:59:56 GMT 3
Ryonell vendte hovedet om mod Ramoan. "Hvordan kan du vide, at hun ikke genere mig?" spurgte Ryonell surt og vendte hovedet fremad igen, skred lidt nedad på en stor sten, men holdt balancen takket være vingerne og endte med et forspring på 15 meter da han fik stenen stoppet. Vinger var virkelig en velsignelse. Langt væk fra dumme folk.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 1, 2009 0:24:01 GMT 3
"Fordi jeg kan se det på hende," svarede Ramoan, som om det var en helt normal hverdagsting. Men det var trods alt hans hund. Han kendte den meget, meget godt. Bedre end nogen anden. "Hvis hun bider dig uden min ordre eller uden du skader hende eller mig, så bærer jeg dig ned af bjerget," tilføjede Ramoan, som for at understrege sine ord.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 1, 2009 0:57:35 GMT 3
"Skulle det sidste hjælper mig?" spurgte Ryonell surt og fortsatte frem, før han igen gled et stykke ned af bjerget, til kæden forhindrede ham i at fortsætte ned af bjerget og han var ved at falde. Han var nu på maksimal afstand, og det var helt bevidst. Det kunne godt være, at han skændtes med alle han mødte, men han blev hurtigt træt af at skændes. Så var det, at man led under ikke at kunne finde ud af at snakke normalt med mennesker.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 1, 2009 1:41:25 GMT 3
"Jeg tvivler," mumlede Ramoan tankefuldt, og satte farten op, så lænken stadig kunne strækkes en meter ca. Han var igen sunket ned i sine egne tanker, havde glemt mørkedæmonen, og det endte med, at han forsatte ned af bjerget, mumlende, med øjnene lukket, og et blik så fjernt som til stjernerne bag øjenlågene.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 1, 2009 2:07:05 GMT 3
Ryonell gik frem og mærkede, at hans ben var begyndt at beklage sig over den uvante gang. Han var ikke vant til bjerge på nogen måde, og hans ben kendte ikke til andet, som man skulle gå brat op og ned af, end trapper og små, bløde bakker. Og dette fik ham til at få ondt i benene hurtigt. Men han nægtede at begynde og lade jorddæmonen vide, hvordan han havde det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 1, 2009 2:18:07 GMT 3
Ramoan så på mørkedæmonen forude, der ikke så ud til at ville overgive sig. Han kunne ikke forstille sig, at Ryonell var trænet til terrænet, men stædighed og viljestyrke var også en vej frem. Ramoan kunne have sat farten op. Gjorde det ikke. At gå frem ad ville være det samme som at slynge sig selv i en ny diskussion. Og hvilken grund var der dog til at gøre det?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 1, 2009 2:50:06 GMT 3
Ryonell så på solen for at bedømme, hvilken tid på dagen det var, og sukkede. Det var sent, og om det var godt eller dårligt vidste han ikke. Der så ikke ud til at være en by i nærheden, så der var ingen kro og ingen slåskampe. Til gengæld skulle han sove udenfor med en mand, han ikke brød sig om, og en hund, han ikke stolede på.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 1, 2009 3:05:59 GMT 3
Natten krøb over dem, og Ramoan stoppede til sidst op, da de endelig var kommet helt ned. Han lagde sig på den hårde jord uden at sige noget, og Bess kom hen og lagde sig ved siden af. Jorddæmonen havde slet ikke tænkt på aftensmad. Han ville, som altid, først imorgen tidlig opdage, at han var sulten. Øjnene lukkede i, men ørerne var åbne og årvågne.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 1, 2009 3:25:15 GMT 3
"Ja, så slipper man da for den samtale," mumlede Ryonell halvvejs tilfredst og fandt et tørt brød frem til at stille den værste sult, inden han skulle sove. Han var sulten, men ikke nok til at ville lave et rigtigt måltid mad, og han gnavede sig hele vejen gennem køder inden han lagde sig til at sove. Han var langt mere vagtsom end han plejede, fordi han ikke længere var alene.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 1, 2009 19:46:54 GMT 3
"Hvis du kan gå en hel dag uden brok, så giver jeg mad på den næste kro," mumlede Ramoan, halvvejs ved bevidsthed, halvvejs ind i noget, der tydede på en drømmeløs, sort tomhed. Hans øre var stadig åbne. Han var stadig klar til at springe op, hvis nogen forsøgte at angribe ham. Eller dem. Og Bess lå stadig med øjnene halvt åbne, imens den trak vejret tungt. At den kunne sove sådan. Ramoan var misundelig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 1, 2009 19:56:25 GMT 3
Ryonell skulle til at sige noget, men det gik op for ham, at han endnu ikke havde særligt mange penge, og hvis de skulle rejse så langsomt, så måtte han spare meget. Han troede ikke på, at Ramoan rent faktisk ville gøre som han havde sagt, men en hel dag i tavshed var vel ikke så forfærdelig. Så ville jorddæmonen sikkert også holde munden lukket.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 1, 2009 20:12:43 GMT 3
Ramoan faldt til sidst i søvn, sikker på at Bess ville vække ham, hvis der skete noget. Han kunne ikke rigtig finde et minus ved at have hund. Den vækkede ham, den beskyttede ham, den var en trofast følgesven, og den var ikke ulidelig at være lænket sammen med i forhold til visse andre. Som forventet.. Søvnen var drømmeløs, og han havde uden tvivl sovet bedre, men han fortrak den kolde jord frem for en varm seng. Utroligt nok.
|
|
[/URL]