Second meeting between demons

[Ryonell Bornakore]

"Har aben for travlt til at læree at gå på to ben?" spurgte Ryonell surt, efter en gammel vending, der hos andre lande mest mindede og ordene, man skal lære at kravle, før man kan gå. At tage et skridt af gange, og koncentrere sig om at lære det. Men lige nu var det mere fysisk ment, da det ellers ikke gav nogen mening, og chancerne for at Ramoan skulle kende det var også meget små.

[Ramoan Ankad]

"Jeg skulle mene, at jeg står bedre fast på to ben end dig," svarede Ramoan i et alt for venligt tonefald. "Men det er ikke så mærkeligt.. Fugle er så forfærdelig klodsede på landjorden." Han satte farten op. Kunne mørkedæmonen dog ikke bare klappe i? Give andre bare to sekunders fred uden smarte, spottende bemærkninger eller alt sit brok?

[Ryonell Bornakore]

Nej, han fattede åbenbart ikke hvad han havde sagt. Det mente Ryonell og fortsatte i tavshed i et stykke tid, hvorefter han igen fløj op for at have overblik. Han gik næsten 25 meter til vejrs før han kom i tanke om det helved, englen havde sat ham i, og han lod sig synke 10 meter. Bjergene var ikke langt væk. Men de kom for langsomt frem ved at gå. Han bandede, og kom ikke ned igen.

[Ramoan Ankad]

Ramoan havde fulgt dæmonen med øjnene, og netop som han skulle til at lette fra jorden, lod dæmonen sig falde ned i højde igen. Ramoan måtte sættw farten op for at følge dæmonen gennem luften, men hvis han skulle være ærlig.. Så ville han have sat tempoet lidt højere alligevel. Han dukkede sig for en lavthængende gren, og gik direkte ind i en anden, der først skød frem mod hans vægt, og svirpede tilbage med et ordentligt smæld, da Ramoan var kommet forbi.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell tog automatisk farten op igen, og igen, fordi vindene hjalp ham dette stykke. Han opdagede ikke, om Ramoan havde problemer, fordi hans vinger var så stærke, at den ekstra kraft, det krævede at trække ham gennem rødder og grene, ikke var noget han tænkte over. Han så kun mod målet, bjergene, selvom han vidste, at flyveturen ville ende der.

[Ramoan Ankad]

Der gik ikke lang tid, før den usynlige lænker gav et hårdt ryk. "Sæt farten ned!" Brølede Ramoan for at overdøve den hylende vind. Han så irriteret op mod Ryonell, måtte sætte i løb, for ikke at blive slæbt hen af jorden. Og sprang til siden for at undgå rødder eller grene. Bess travede bare videre, som om det var det letteste i verden. Og Ramoan kunne ikke lade være med at misunde hundens evig glade natur.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell hørte ham ikke, men fortsatte lidt endnu før det faldt ham ind at kigge ned på sin følgesvend. Han var ved at falde igennem sin elskede skov, og Ryonell dykkede hurtigt ned til jorden og var mere gnaven end nogensinde før. "Du kan virkelig ikke gøre andet end at gå i vejen, vel?!" spurgte han hårdt, vendte sig og gik meget hurtigt videre.

[Ramoan Ankad]

Ramoan svarede ikke. Han kunne jo tænke det samme om mørkedæmonen. Slåskampe, flyveture, brok. Mere brok. Flere slåskampe.. Jo, den dæmon var virkelig kun til besvær. I stedet koncentrerede han om at holde tempoet, hvilket ikke var specielt anstrengende for en jorddæmon i skoven. Det var næsten helt afslappende, tænkte han, med et sideblik på dæmonen. Næsten.

[Ryonell Bornakore]

De nåede til bjerget, og her havde Ryonell problemer, men ingen problemer, der ikke kunne blive løst. Vinger var og blev en velsignelse, selvom ting forhindrede ham i at bruge dem ordentligt. Tavsheden mellem dem var dog den velsignelse de havde, og det ville nok snart stoppe. Selvom han ikke ville være den, der sagde noget. Han plejede jo at være alene.

[Ramoan Ankad]

Ramoan klatrede ubesværet og adræt med Bess lige i hælene. Han så op mod mørkedæmonen, og fattede ikke, hvorfor dæmonen elskede at flyve. At flyve.. Ramoan kunne ikke engang forstille sig, hvordan det var, at slippe jorden. "Kan du se Markare herfra?" Spurgte han. Han regnede ikke med et svar. Og hvis det endelig var, så var det nok 'hold din mund.'

[Ryonell Bornakore]

"Nej," sagde Ryonell hårdt og koldt uden overhovedet at forsøge at komme op. Han ville stadig ikke hjælpe med samtalen, men fortsatte fremad uden et ord. Han hadede bjerge, hadede dem overalt på jorden, men nu var det vel, som det var, og han ville ikke gøre noget ved det. Han ville bare hurtigt afsted, væk fra jorddæmonen. Og det var vel vejen tilbage.

[Ramoan Ankad]

"Der må virkelig være mange, der hader ham," mumlede Ramoan, og greb ud efter en fordybning i bjergsiden. Foden fandt en anden, den anden fod en tredje, og sådan blev han ved med at klatre. Han kunne blive ved i timevis. Det var sjovere at klatre op end ned. Ikke fordi det var mere udfordrende.. Bess bjæffede ivrigt bag ham.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell brugte vingerne til at kommer op, fordi det var langt mindre anstrengende, og hurtigere. Hvorfor spilde tid og kræfter på at klatre? Han hørte ikke Ramoans ord, men efter hvad han normalt sagde, måtte man vel se det som en god ting. Ikke flere sure kommentare om folk der hadede ham og hvad han ville gøre ved Ramoan, hvis han blev ved med at snakke.

[Ramoan Ankad]

Efterhånden nåede de toppen, og det var ikke meget Ryonell kom før Ramoan. Ramoan stoppede op, da han nåede bjergtoppen, og så udover verden. Nej, Markare kunne ikke ses herfra, men han havde heller ikke regnet med det. Bess, der måske skulle kaldes bjerghunden i stedet, nåede toppen lidt efter Ramoan, og pustede, selvom Ramoan vidste, at den sagtens kunne holde flere kilometer ud endnu. Den kunne nok løbe fra Jeanore til Mida uden stop, hvis det skulle være.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så ikke særligt længe ud over landskabet, som han havde set en million gange oppe fra skyerne, men gik med det samme videre uden at give verden mere end et halvt sekunds opmærksomhed. Han var ikke forpustet endnu, langt fra, fordi han havde fløjet det meste af vejen. Han var som trækfugle i stand til at flyve en hel dag uden stop, og det var et helved at rejse nede på jorden.