|
|
Post by Ramoan Ankad on May 25, 2009 18:29:57 GMT 3
Bess kom flyvende over muren, og videre mod Ramoan, med iveren lysende ud af øjnene. Den elskede at springe. Ramoan klappede den, og så på Ryonell. Ingen brækkede ben endnu, tænkte han tørt, men lod være med at sige det højt. Han satte bare farten lidt op. Jo hurtigere de kom væk, jo bedre. Udgangen lå mindre end ti meter væk, da endnu en mand var på tværs.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 25, 2009 18:39:20 GMT 3
"Gå væk fra mig!" sagde Ryonell og sparkede manden, der havde slået efter hans hoved uden overhovedet at have sagt noget til ham. Han blev ramt i maven og knækkede sammen, da en ung kvinde kom.
"Hvad er det du gør ved min bror?" spurgte hun med kommandostemme, og Ryonell betragtede hende kort.
"Dette," sagde han så koldt, og i en bevægelse af begge ben brækkede han manden lår. Hun stirrede forfærdet på ham, og han vendte sig og begyndte af gå, før hun kom sig over lammelsen og kastede sig over ham. Han brækkede også hendes ben, dem begge, og gik så hurtigt mod muren. Så hurtigt, at han, til en gammel mands held, ikke nåede at se spytklatten komme flyvende efter ham, dog uden af ramme.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 17:05:26 GMT 3
"Jeg synes det går godt," bemærkede Ramoan lidt efter, ironisk, og skyndte sig mod porten. "Kan I lukke os ud?" Spurgte Ramoan med et svagt, venligt smil. Vagterne så på hinanden.
"Ham der skal arresteres." Den ene pegede på Ryonell. Ramoan var ved at miste tålmodigheden.
"Hør her, hvis I to var lænket til hinanden, kunne den ene ikke arresteres og den anden gå fri, vel!?" Udbrød han irriteret. "Alene mig i sig selv vil være nok hævn til ham, så åben den forbandede port lige nu!"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 17:22:14 GMT 3
Ryonell betragtede dem bare koldt, og sukkede. "Minder mig om min første tid i Neramore, blandet med de bandende portvagter, der havde porten i muren, der var omkring kongehuset OG der hvor jeg boede. Er I sikre på at i vil forsøge på at arrestere mig?" De var begyndt at se uroligt fra den ene til den anden, for i modsætningen til de portvagter, han havde nævnt, var de ikke vant til ham. "Tænkte jeg nok. Åbner i lige porten for os?" De var lige ved at gøre det, da den ene pludselig rystede på hovedet
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 17:27:36 GMT 3
Bess knurrede vredt. Ramoan smilede pludselig sukkersødt. "Nå ja, har I hilst på Bess? Hun er lidt agressiv, men det er ingenting i forhold til ham dér." Han nikkede mod Ryonell. "Jeg sagde ellers til ham, at vi ikke skulle have nogen brækkede ben.." Han himlede med øjnene.. "Hvad tror I? Mindst to brækkede ben, og vi nåede ikke engang ti meter! Og I har også ben, kan jeg se. Og I er kommet på tværs.." Ramoan trak på skulderen. "Held og lykke, drenge!" Vagterne så lidt på hinanden. Lidt skræmte.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 17:58:52 GMT 3
"Du taler, som om vi er venner," sagde Ryonell og så hårdt på Ramoan, og det fik vagterne til endelig at rubbe sig og åbne porten. Ryonell skred ud af den med det samme, igen lige glad med, hvad Ramoan sagde til det. Men ude af byen! Væk fra allesammen! ...Bortset fra ham der bagved. Hvordan kunne det være sådan her?!
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 18:47:44 GMT 3
"Det var en udmærket måde at komme ud på," svarede Ramoan lidt bag ham, og gik ud af porten sammen med Bess. Han åndede ind, sugede al naturens energi til sig, og nød at være fri igen. At kunne bevæge sig overa.. Nå nej, det kunne han jo ikke. Forbandede mørkedæmon. Forbandede halvengel!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 19:51:22 GMT 3
"Hvad mener du?" spurgte Ryonell og så op i himlen for at finde ud af, hvilken vej de skulle. Markare var ikke så langt væk, hvis han fløj, men at flyve var hårdt i dette land. Derfor kunne han ikke drømme om at bo der, og var tvunget til at gå med en langsom, provokerende og på-tværs-kommende jorddæmon.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 20:28:03 GMT 3
"Jeg mener at det var lettere end at slå dem ned og åbne porten selv," uddybede Ramoan med et tonefald, der fortalte, at han fandt det indlysende. Ramoan tænkte nogenlunde det samme som mørkedæmonen. Det her kom til at tage tid. Alt, alt for lang tid.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 21:05:51 GMT 3
"Er vandt til at det betyder problemer at lave problemer med portvagter. Kom i retten flere gange i Neramore og to gange i Solitopia. Solitanerne kunne i det mindste finde ud af at få mig i fængsel." Han fortsatte fremad, direkte ind i en skov. Han havde intet imod skove. Hvorfor skulle han? Han havde intet imod dyr.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 21:10:53 GMT 3
"Godt, men jeg gider ikke i fængsel, og spilde en masse tid der, så derfor snakker vi med vagterne. Punktum. Hvis vi absolut skal snakke, så lad os snakke om noget andet," forslog Ramoan og satte farten op. Han sukkede lettet da skoven omgav dem. Skoven var noget af det bedste han vidste. "Til venstre," sagde han lettere fraværende til Ryonell, der lige nu gik en skjult rod i møde.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 21:31:13 GMT 3
"Jeg har ikke brug for din hjælp, og jeg kom ikke i fængsel længe. De fandt ud af, at det var en fejl, og manden slog mig først, da det eneste vidne gav efter. Jeg slog ham ikke engang ihjel, var tæt på selv at blive det." Ryonell klarede sig over roden uden overhovedet at vide, at den var der. Han havde ikke fattet, hvad Ramoan havde advaret ham imod.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 21:36:48 GMT 3
"Jeg hjælper dig ikke, jeg hjælper mig selv," svarede Ramoan igen. Han var lidt ligeglad med hvor mange gange dæmonen havde været i fængsel, eller hvem der var anklaget eller hvem der var vidner, eller.. Hvis det var meningen at impornere, så lykkedes det i hvert fald ikke. "Til venstre," gentog Ramoan, da mørkedæmonen nu var kun en meter fra.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 26, 2009 21:44:20 GMT 3
"Hvis du hjælper digselv, så gør det inde i dit hoved," vrissede Ryonell og skød op mellem træernes toppe for at får overblik, og så bjerge forude. De var svagt på vej op af et allerede. Han hadede det her. Han lod sig falde ned igen og satte farten op, som om det kunne hjælpe dem med at komme væk fra bjergene. Det kunne det dog ikke.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 26, 2009 21:52:56 GMT 3
Ramoan svarede ikke, men satte også bare farten op, og håbede på, at halvenglen ikke var alt for hurtig. Han sprang op i et træ, helt op til trækronen, for at se, hvor langt de var. Skov strakte sig for hans syn, og i det fjerne sås bjergene som små, uskyldige bakker. Han svang sig videre som en junglemand til næste træ, og lod sig falde ned på jorden igen. Han landede på benene og gik raskt videre.
|
|
[/URL]