Second meeting between demons

[Ryonell Bornakore]

"Vi vader rundt uden spor, men jeg var alligevel på vej dertil. Jeg tror ikke, han er herfra, og jeg vil ikke tilbage til Neramore lige nu, så vi tager til Markare og gennemroder hver by og hver skov vi finder." Han tog sit hårde blik til sig og så ud på gaden, og rejste sig pludseligt. En af mændene stod og betragtede ham, og at han havde venner var Ryonell ikke i tvivl om. Så var det bare, om de ville angribe ham, eller om de følte sig for få til det.

[Ramoan Ankad]

Ramoan nikkede. Den plan var han med på. "Og må jeg forslå at vi kommer væk fra den her by, inden der er flere der føler trang til at slås." Ramoan fulgte dæmonens eksempel og rejste sig selv. Bess kom med et sæt på benene, og så uforstående på Ramoan, som om hun spurgte ham, om de virkelig skulle rejse med sådan en idiot. Og Ramoan tænkte nøjagtig det samme.

[Ryonell Bornakore]

"Så du vil have, at vi skal stikke halen mellem benene og flygte?" spurgte Ryonell. Med enhver anden person hvilket som helst andet sted i hvilken som helst anden situation med en mand, der var så forslået som Ryonell var, ville nogen have beundret ham, men når han nu var Ryonell, og mørkedæmon, og når han nu allerede havde været i gang med at slås, så virkede det mest af alt tåbeligt. Og egentligt var det lidt ondt, at han skulle rakkes ned på grund af sin race. Men et eller andet fik heldigvis mændene til at forsvinde, og Ryonell var så ikke længere imod at gå.

[Ramoan Ankad]

"Det er nemlig præcist det jeg gerne vil," nikkede Ramoan. "Så slipper vi for dem, og der er ingen der brækker benene, så vi bliver forsinket i en uge, og må opgive at finde fyren, fordi han er over alle bjerge." Ryonells holdning undrede ikke jorddæmonen. Han havde ikke ventet andet. Men hvis han skulle være sådan indstillet i hvert eneste sammenstød.. Så kunne rejsen tage endnu længere tid, end den ville gøre i forvejen.

[Ryonell Bornakore]

"Fyren er allerede over alle bjerge, så det ville ikke gøre nogen forskel. Og desuden er det aldrig mig, der slår først, når jeg kommer op at slås!" Han væltede stolen, tog tasken op og gik ud gennem bagdøren, ligeglad med, om Ramoan fuldte med eller ej. Han skulle nok finde ud af det, og så skulle de tage den derfra.

[Ramoan Ankad]

"Det siger jeg heller ikke, jeg siger bare, at vi godt kan undvære et brækket ben," kom det roligt fra Ramoan, der nærmest var tvunget til at tage bagdøren ud ligesom dæmonen. Bess kom luntende efter ham, bjæffede med oprejste øre, og så forventningsfuldt op på Ramoan. Den vidste, at de nu var på vej videre.

[Ryonell Bornakore]

"Ja, det nemlig det, et brækket ben gør ingen forskel fordi vi alligevel ikke har noget bestemt at gå efter. Og du må se at blive vant til brækkede ben, for du kommer til at se mange af dem, hvis vi skal rejse sammen." De var kommet ud i en gyde, der lå bag kroen, og han gik sikkert gennem labyrindten af små sidegader og blindgyder, uden at komme til en spærret vej. "Nej, jeg har ingen anelse om, hvor jeg er."

[Ramoan Ankad]

Ramoan gav ikke dæmonen ret i det med brækkede ben, men lod emnet ligge. "Fint, så går vi mod hovedgaden og klatre over muren til de spærrede veje. Eller.. Flyver for dem, der ikke kan klatre," svarede Ramoan sikkert, og styrede mod hovedgaden. "Det er lettere end at skulle finde vejen i alle disse gyder." Gyder. Håbløst. Det var bedre at have en retning, og så bare tage forhindringerne på vejen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fnøs afvisende, som om Ramoans ide var helt hen i vejret. "Her er færre mennesker, hvis du ikke har bemærket det. Og jeg kan klatre." Han sparkede til en dynge affald, der lå på vejen, og det fløj rundt. Halvrådne grønsager og andre uhumskheder, men Ryonell fortsatte bare, som om det ikke betød noget.

[Ramoan Ankad]

"Man kan ikke undgå at bemærke det. Men det tager længere tid," svarede Ramoan. "Virkelig godt for dig? Og desuden troede jeg ikke, at du flygtede fra de mænd. Kom nu, det tager en evighed at finde vej her!" Ramoan sukkede og rullede med øjnene. De havde ikke engang været bundet fast til hinanden i en dag, og alligevel var enhver samtale.. Diskussioner.

[Ryonell Bornakore]

"Mændene skred. Valgte, at det var for farligt, fordi de kun var ti mod en... Eller halvanden, hvis vi tager dig med. Og du har forbudt mig at flyve. Flyvning er langt hurtigere end af skulle til at gå. Og ja, det er langt bedre at være et sted, hvor der ikke er folk, hvis vi skal gå og være bare en lille smule hurtige." Han forsøgte ikke at skjule, hvor meget han hadede situationen.

[Ramoan Ankad]

Ramoan skulle til at svare igen, da gyden endte blindt. Sandsynligvis fandtes der en ny gyde på den anden side, men Ramoan var mere end glad for udfordringen, der forhåbentligt kunne få ham til at tænke på noget andet. "Vi klatre over her," sagde han bestemt, og Bess gøede ivrigt, selvom den ikke kunne klatre.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell rullede med øjnene, selvom det var hvad han tænkte. "Hvis du siger det," vrængede han og tog fat i muren med den ene hånd, trak sig lidt op, tog fat med den anden hånd og svang sig over, så det lignede, at han sad på en hest af sten. Han tog benet over, og lod sig dumpe ned på jorden på den anden side. "Det er denne her slags gyder, der kun er skabt til at få fremmede til at gå vild."

[Ramoan Ankad]

"Det var ikke min ide at vade rundt i gyderne," bemærkede Ramoan, og klatrede som en kat over muren, da han satte fødderme hvor stenene var faldet lidt ud. Bess var forsvundet, men Ramoan gik uanfægtet videre, som vimsede hunden rundt ved siden af ham. "Du kunne lade være med at tage bagdøren ud, men det er også lige meget, så længe vi er på vej til Markare."

[Ryonell Bornakore]

"Godt, dæmon, så går vi ud på hovedgaden, hvis du er så irriteret over det!" sagde Ryonell næsten råbende og fulgte næste vej, der førte mod venstre, hvor han vidste, at gaden skulle forestille at være. De nåede ud på den, og det første der skete var, at en mand 'tilfældigt' spændte ben for Ryonell, så han var ved at falde. Ryonell var over ham, da han igen fik balancen, og efter at have brækket hans højre fod mindst to steder, lod han ham ligge og fortsatte mod udgangen af byen, kun for igen at blive angrebet af en, der forlangte, at han skulle fjerne det smørede grin, der aldrig havde været på hans ansigt. Også ham her fik en tur i mudderet, med en brækket arm.