|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 20:45:58 GMT 3
Ramoan kom ind på kroen kort efter og tog en væltet stol. Uden et ord flyttede han stolen hen til det bord, hvor Ryonell sad, og satte sig ned. Han så rundt efter servitricen, der ikke var der. Hun ville nok komme tilbage imorgen igen. "Slut med flyveture over tyve meter oppe," sagde Ramoan bestemt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 20:50:03 GMT 3
Ryonell fnøs højt. "Hvordan har du tænkt dig at tvinge mig?" spurgte han faretruende. "Desuden er det en langt bedre og hurtigere måde at komme rundt på. Og du skal ikke regne med, at jeg holder mig inden for Jeanores grænser. Her er alt for mange bjerge." Han rodede rundt i sin taske, der, i forhold til, at alt hvad han ejede var deri, var meget tom og lille. Det, der fyldte mest, var kloen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 20:54:22 GMT 3
"Enten flyver du tyve meter eller også flyver du slet ikke," fastslog Ramoan igen stædigt. "Og jeg er bedøvende ligeglad med, hvor vi skal hen, bare vi finder den, der kan få de her.. Usynlige reb væk." Han lænede sig tilbage på stolen. "Vi er vidst for forskellige til, at det her skulle gå godt."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 21:02:58 GMT 3
"Det er nok derfor, det er oss to og ikke mig og en af mændene der blev sat sammen, skal du se," svarede Ryonell spottende, og rodede videre i sin taske. Han smilede da han fandt sine penge, som han var lige ved at tro, at han havde mistet. Alt andet, bortset fra kloen og nogle andre våben, var ligemeget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 21:11:05 GMT 3
"Tak fordi du tænker for mig. Det kunne jeg aldrig have klaret selv," bemærkede Ramoan sarkatisk. Han sukkede. "Hvor vil du hen?" Han var parat til at tage til... Han var parat til at sejle, bare de skulle væk fra den her forbandede by! Han var åben for alt, bortset fra ørkenen måske.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 21:15:47 GMT 3
"Jeg var på vej til Markare," svarede Ryonell bare og så op mod baren, og rejste sig så op for at gå hen til den, om bag den og ind i køkkenet. Der var ikke nogen, og han rodede rundt derinde længe, før han fandt noget nogenlunde færdigt mad og en tallerken, et glas og noget billigt øl, og kom tilbage til bordet med det. Forbandede jorddæmon.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 21:33:25 GMT 3
"Fint, så tager vi skoven igennem." Ramoan var ikke rigtig sulten. Han havde mistet appetitten for længe siden. Han sukkede dybt, og strakte en arm ned mod Bess for at klø hende. Hun brummede veltilpas og logrede lidt med halen. Han lod blikket glide gennem krostuen. Forhåbentligt ville de snart være væk herfra.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 21:44:04 GMT 3
Ryonell rynkede på næsen af hunden og så væk, over imod døren, men ingen kom ind. Han havde ikke planer om at gå videre med samtalen, i hvert fald ikke selv gøre det, og han spiste sin mad i uden et ord, mens han tænkte over, hvem der kunne være skyld i, at han var bundet sammen med den idiot af en dæmon. Og han opdagede, at der var alt for mange til at han kunne finde ud af noget ved at tænke.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 22:00:57 GMT 3
Ramoan vidste ikke, om dæmonens tavshed betød ja, men indtil videre betragtede han skoven som en mulighed. Han rejste sig og gik over mod kaminen. Der satte han sig ned på gulvet og lukkede øjnene. Der var ikke ild i kaminen, men det gjorde ikke så meget. Bess rejste sig og smed sig ved siden af Ramoan. Ramoan havde en stor lyst til at gribe fat i den usynlige kæde og så.. Bare trække til. Men han kunne styre sig. Det løste ingenting. "Det ville være nemmere.. Hvis vi arbejde sammen."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 22:12:48 GMT 3
Han så ikke engang på manden og hunden, da han lagde bestikket fra sig med en højlydt klirren. "Det ville være nemmest, hvis vi ikke hang på hinanden," sagde Ryonell, irriteret, mens han var blevet færdig med at spise, og han kastede endelig et blik på Ramoan før han trak det til sig igen. "Verdenen er ikke skabt til at være nem."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 22:16:33 GMT 3
Ramoan gad ikke se på dæmonen, der nu var negativ igen. Det ville være nemmest, hvis vi ikke hang på hinanden. Ja godmorgen, det kom de også vildt langt med! "Nej, men det er tilladt at gøre det så nemt som muligt. Prøv at se fremad, i stedet for at låse fast i, at vi hænger sammen. Vi skal bare finde den, der har gjort det her."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 22:36:17 GMT 3
"Jeg har tænkt mig at finde manden, der lænkede os sammen. Så kan du bestemme, om du vil gøre det besværligt for mig ved at stå i vejen og sænke mig, eller om du vil følge med som en god lille hund og lade mig gøre som jeg vil." Han skubbede tallerkenen væk og så vurderende på ham, målte og vejede ham med sit hårde kolde blik.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 24, 2009 14:06:56 GMT 3
"Du kan ikke regne med at få din vilje hele tiden. Hvad hvis jeg vil op gennem bjergene eller noget andet? Jeg kunne i princippet bare binde mig fast til et træ og nægte at gå videre. Heldigvis er jeg også opsat på at finde manden, ellers var det gået helt galt.." Ramoan sukkede. Igen. Det her ville ikke blive nemt. Nærmere nær umuligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 24, 2009 14:29:34 GMT 3
"Hvis du går i vejen, slå jeg dig ihjel og går videre med mit liv. Måske stopper det endda der med at være sådan, at jeg vil af med kæden, hvis den bliver ved med at være der." Som altid ved truslen om drab var man sikker på, at han ikke ville tøve med at gøre det. "Jeg får aldrig min vilje, dæmon. Hvis jeg gjorde det, så var jeg aldrig endt her. Jeg klare mig, som jeg er i stand til det."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 24, 2009 15:21:29 GMT 3
"Tak for truslen," svarede Ramoan tørt. "Så du regner med at manden er i Markare, eller vader vi rundt uden et spor?" Han regnede med det sidste. Halvenglen var forsvundet for næsen af dem, og han kunne være hvor somt helst, når som helst. Han kunne sådan set være død. Og hvis han var død.. Ramoan gøs ved tanken.
|
|
[/URL]