Second meeting between demons

[Ryonell Bornakore]

Solen ramte dem den næste morgen, og Ryonell vågnede i det samme og rejste sig hurtigt. Han fik fundet sin mad, overvejede at starte et bål så han kunne få den varm, men endte med at sige nej. Han gad ikke fjante rundt og finde brænde, og desuden havde han ikke noget gryder eller pande at tage det i.

[Ramoan Ankad]

Ramoan vågnede og kom op at sidde. Bess var vågen, men lå stadig på jorden med halvt lukkede øjne. Jorddæmonen kom op at stå, spejdede lidt rundt, og gik lidt rundt for at få gang i kroppen. Han var sulten nu. "Har du noget imod at komme med på jagt?" Ramoan vendte hovedet mod Ryonell, da også var vågnet.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg har ikke prøvet det før," sagde Ryonell og rejste sig, og selvom han ikke sagde det og det ikke lå i hans stemme, var det tydeligt at han var utilfreds. En tåge omkring ham, en usynlig tåge, som bare sagde, at den hadede verdenen og alt i den. Og at han i hvert fald havde noget imod at gå på jagt, men ikke havde tænkt sig at gøre opmærksom på det.

[Ramoan Ankad]

Ramoan hævede et øjenbryn. "Jeg manglede bare et ja eller nej. Hvis ikke må jeg jo finde noget indenfor.. Lad os se.. Femogtyve meter?" Afgjort ikke et område man kunne gøre jagt på. Man skulle være heldig, hvis man overhovedet fandt en udmagret bjergkanin på så lidt plads. Men der var intet, han kunne gøre ved det.

[Ryonell Bornakore]

"Ja, sikkert. Jeg kommer." Ryonell himlede med øjnene og forsøgte ellers at være tavs. Han børstede lidt jord og støv af sin allerede meget beskidte jakke og så ind i Ramoans øjne, mens han så ud til at vente. "Du ved vel, hvilken vej det er bedst," sagde han og brød sin egen tavshedsregel, hvilket han bandede over indvendig.

[Ramoan Ankad]

Ramoan nikkede, og fik fat i sin bue og en pil. Han spændte pilen for, og med dæmpede skridt listede han sig videre. Han gik et stykke tid, stoppede op, lyttede. Gik videre, stoppede, gik videre.. Stoppede igen. Han så rundt, lyttede til enhver bevægelse, måske med lidt hjælp fra jordmagien, men det var ikke sådan, han gjorde det bevidst. Ovre i et krat puslede noget.. Han stod med ryggen til, lukkede øjnene, som om han kunne se målet i sit hoved. Han snurrede rundt, sendte en pil afsted, imens han samtidig udbrød: "Dér." Da han fejede blade til side, trak han en kanin frem, og trak pilen ud af den døde, slappe krop.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stod bare og betragtede Ramoan med sin sædvanlige kulde uden at lade sig imponere. Han vidste, at manden 'snød', fordi han sikkert var i stand til at finde frem dertil med sin magi. Det var ikke imponerende, og han fortsatte bare med at betragte jorddæmonen i sin tavse kulde. Hans vinger sitrede en smule. "Er det, hvad du skal have?" spurgte han så.

[Ramoan Ankad]

"Medmindre du skal have noget, kan vi godt gå tilbage," svarede Ramoan kort for hovedet, og begyndte det hadefulde arbejde at skulle flå kaninen. Ikke noget han brød sig om, men det var en del af jobbet. Bess bjæffede højlydt, den kom også luntende med en kanin. Den havde tydeligvis været på jagt selv.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så et øjeblik på ham, som om svaret var indlysende, og at det var noget meget tåbeligt overhovedet at begynde at sige. "Jeg skal ikke have noget, nej. Jeg klare mig selv." Han vendte sig og gik tilbage til deres soveplads. Han kunne lige netop nå derhen, selvom han var tvunget til at sætte sig fem meter fra sin taske. Og det gjorde han. Han var træt af at skulle slæbe rundt på jorddæmonen.

[Ramoan Ankad]

Ramoan himlede med øjnene og samlede det brænde sammen, som var i nærheden. Han antændte bålet med to sten, og formede en slags rist over flammerne af grene holdt på plads af slyngplanter. Han lagde kødet på, og satte sig ned. Han var rykket tættere på lejren for Ryos skyld, så han kunne nå hans ting, men stadig var på afstand af jorddæmonen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gennemrodede igen sin taske for at få overblik over sine få ting, og det første han tog op var kloen. Penge... Han havde for få hvis de skulle rejse så langsomt. Mad... Han ville snart løbe tør. Det stod dårlig til, og han skyldte skylden på jorddæmonen, der spildte alt for meget af natten på søvn og brok.

[Ramoan Ankad]

Ramoan nussede Bess bag øret, imens han ventede på, at kødet blev færdigt. En enkelt gang mere blev kødet vendt, men så blev det heller ikke til mere. Han havde hverken bestik eller tallerken, så han spiste med fingrene, og gav Bess sin del af byttet. De planter, der holdt risten på plads faldt sammen, og pindene blev en del af brændet. Han så over mod mørkedæmonen, forventede næsten, at der også der var tændt bål. To bål til to dæmoner... Det ville virke latterligt for enhver. Men enhver var heller ikke lænket sammen med det fjols.

[Ryonell Bornakore]

"Kan vi så komme videre nu?" spurgte Ryonell og rejste sig. Han brød sit eget indre løfte om tavshed hele dagen, men hvis den mand fik lov at bestemme, så ville de først komme afsted når solen stod højt på himlen. Og han havde brug for penge og mad, så jo hurtigere de kom afsted, jo længere kom de, og jo mindre penge ville han bruge på rejsen, og jo bedre ville han kunne overleve til de slog sig ned lidt et sted.

[Ramoan Ankad]

"Jeg er på vej," svarede Ramoan og rejste sig. Han begyndte uden videre at gå. De havde ingen fast kurs, de havde intet kort, og alligevel var han som sit helt eget, omrejsende kort, fordi han lige frem kunne mærke Markare, hvis han lyttede godt efter. Bess kom også op, luntede lidt foran ham. De tog følgesvenner kastede ikke engang blikket bagud på mørkedæmonen. Han fik sin vilje, de var på vej igen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fortsatte tavst og gik surt afsted, uden et øjeblik at sige noget til Ramoan eller bare så meget som se på ham. Han gik afsted som om der slet ikke var nogen inden for tyve meters afstand. Der var stille, som der var, når han rejste, og det eneste, der var unormalt og meget forkert, var, at der var en anden i nærheden. Og at personen ikke slog ham ned. Alligevel var det en velsignelse da man, sent på eftermiddagen, så røg på himlen. By. Han gik automatisk over mod den.