|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 0:34:18 GMT 3
Også fra Ramoan holdt folk afstand. Han prøvede at finde ud af, hvorfor det var så forbandet svært bare at tage et skridt, og kastede et blik over skulderen imens han oksede videre. Til hans store forbavselse gled mørkedæmonen henover gaden, i takt med at han gik. Men det kunne ikke.. Det var.. Der var ingenting, som bandt dem sammen! Han gik mod dæmonen og ruskede lidt i ham. Han håbede, at det bare havde været indbildning.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 0:39:04 GMT 3
Ryonell lå bare slapt da Ramoan ruskede ham første gang, og han åbnede svagt sit ene øje anden gang og grinede, nærmest sindssygt, da han opdagede at han havde ondt næsten overalt. Ryg, maven, ben, arme, ansigt, ja, sågar også vingerne smertede. Han var sikker på, at han drømte, eller var kommet i Helved, da han genkendte den forbandede jorddæmon fra bjerget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 14:53:53 GMT 3
"Ikke for at lyde sindssyg.." begyndte Ramoan, selvom han uden tvivl ville lyde lidt sindssyg, med det der kom bagefter, "..men jeg tror vi er bundet sammen." Det sidste kom bittert. Det var et rent helvede, hvis det ville være tilfældet. Han tjekkede igen efter, for at se, om der var nogen reb af en eller anden art, men han fandt ingen. "Så hvis du er færdig med at dø, kan vi måske prøve at teste det?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 15:00:36 GMT 3
Ryonell glippede lidt med øjnene, som om han ikke forstod et ord af, hvad Ramoan sagde, og for så op at stå. Det kunne ikke passe. Han stod usikkert, fordi han jo var forslået og alt det der, og fløj så op i luften, for at se om det var rigtigt. Hvis ramoan begyndte at flyve, var det vel rigtigt... Ryonells vinger var stærke nok til at bære dem begge, og den mystiske mand havde hjulpet ham til at kunne flyve igen. Det var bare, at det anede Ryonell intet om.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:06:18 GMT 3
Ryonell var kommet tyve meter op, da Ramoan begyndte at give slip fra jorden, og selvom han desperat kæmpede for at finde fodfæste, blev han hejst opad. Han stønnede forfærdet, da det gik op for ham, hvad det egentlig betød at hænge sammen. "Okay, du kan godt flyve ned nu!" Udbrød Ramoan. Hvor længe skulle de hænge sammen så? Hvor længe skulle han høre på dæmonens evige banden? Og endnu et minus.. Han ville være meget tæt på slagsmål i fremtiden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 15:09:35 GMT 3
Ryonell bandede højlydt og fløj hurtigt ned mod jorden, efter de mænd som havde kæmpet imod ham, fordi han var sikker på at en af dem var grunden til, at Ryonell og idioten hang sammen. Men det gav bare ikke mening, at det lige netop var den mand, de kædede ham sammen med, da man ikke kunne se, at de hadede hinanden så forfærdeligt, og da det gik op for ham, stoppede han og bandede igen. Han havde ingen anelse om hvem der skulle straffes for dette.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:18:40 GMT 3
Ramoan fik indhentet mørkedæmonen. Hvorfor lige ham? Hvorfor ikke bare en vidt fremmede? Han sukkede dybt. "Hvis du har en anelse om, hvem det kan være, eller hvordan det er sket, så siger du bare til." Sagde han henvendt til Ryonell. Han selv havde en teori. Det måtte have noget at gøre med eksplosionen. Var det en form for hævn? Han havde håbet på, at det bare havde været et uheld, og at der lige om lidt kom en troldmand løbende, undskyldende og flov, og fik løst problemet, men de havdei kke helde med sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 15:23:45 GMT 3
Ryonell knurrede og gik i luften igen, for at få overblik, og så noget i skyggerne, der forsvandt ned af en smal gyde bag kroen han blev angrebet i. Han smilede et kort øjeblik og for så frem gennem luften. Han havde helt glemt at Ramoan ville komme til skade hvis han fløj over kroen. Eller også ignorerede han det med vilje.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:28:31 GMT 3
"Han er så færdig efter det her," mumlede Ramoan og tænkte over den bedste måde at forhindre mørkedæmonen i at flyve, imens han forsøgte at undgå alt det, der var at undgå i en by. Til sidst skød rødder op af jorden, helt op til mørkedæmonen, og snurrede sig om Ryonells vinger, så de ville trække sig sammen. Ramoan håbede næsten, at manden ville slå sig i faldet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 15:34:51 GMT 3
Ryonell hvæste arrigt og faldt, men, på en eller anden måde, slap hans vinger fri og stoppede det værste slag, og Ryonell gik direkte hen og pandede Ramoan en, før han vendte sig og løb ind i gyden. Der var en, der var på vej væk, og Ryonell vidste, vidste bare, at han havde del i skylden for det her der var sket.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 15:42:48 GMT 3
Det kom fuldstændig bag på jorddæmonen, hvis syn pludselig flimrede sort. Han blev trukket af den usynlige lænke der bandt dæmonerne sammen, omtumlet, og han vidste, at det var et spørgsmål om tid, før han faldt om. Bess gøede vildt og snerrede af Ryonell, men blev alligevel hos sin herre.
Og lidt væk løb en halvengel alt hvad remmer og tøj kunne holde. Han ønskede ikke at blive fanget af mørkedæmonen, der uden tvivl var i meget dårligt humør nu. Han havde fået en detaljeret beskrivelse af dæmonens raseri, da adelsmanden var blevet afsløret for at sælge sine egne børn.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 15:55:50 GMT 3
Ryonell snerrede, da han mærkede, at han blev bremset af Ramoan, og han sled mere i det for at komme fremad. "Løb, din idiot, eller jeg hugger hovedet af dig!" råbte mørkedæmonen over skulderen og sprang videre fremad. Han lettede bare en meter fra jorden, og farten kom nu op på det, en normal mand løb, når han spurtede afsted. Vinger var et under og en forbandelse for bæren.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 16:26:56 GMT 3
"Hvem prøver vi at indhente?" Mumlede Ramoan fraværende. Han forsøgte at se ud, imens hans hoved snurrede. Pokkers, den dæmon slog hårdt! Det var ikke til at vide, om det var lænken, der slæbte ham afsted, men han tvivlede på, at hans ben gjorde arbejdet.
Halvenglen så fortvivlet på den mur, som tårnede sig op foran ham. Blindgyde! Han snurrede rundt, og så mørkedæmonen komme flyvende, garanteret med den anden bag sig. Pokkers! Hvad skulle han gøre nu?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 16:29:30 GMT 3
Ryonell grinede triumferende da han så halvengle, og mærkede slet ikke, at han fik det bedre af at være i nærheden af manden, og at hans raseri var ved at forsvinde. Han stoppede op for at tjekke, om han havde sit våben i nærheden, sin klo, og den var i hans taske, som var... den var nok inde i kroen. Hvis den ikke var der, så skulle de også efter en tasketyv.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 16:39:07 GMT 3
Ramoan fik taget sig sammen til at slæbe sig det sidste stykke, før det hele blev kulsort, og han nåede lige at lade sig falde ned mod muren i gyden, hvor Bess pibende satte sig ved siden af, før han mistede bevidstheden. Utroligt hvor meget man kunne udskyde det egentlig, hvis man var stædig nok..
Halvenglen sukkede dybt. "Jeg vil ikke kæmpe," sagde han blidt. "Det hjælper ikke noget alligevel. Jeg er bundet af en aftale uanset hvad, og I får intet ud af at dræbe mig. Så er I bundet til hinanden for evig tid. Måske senere.. Kan jeg hjælpe jer. Men lige nu må jeg smutte." Han ønskede inderligt, at han havde haft et par vinger, men det var ikke tilfældet.
|
|
[/URL]