Second meeting between demons

[Ryonell Bornakore]

"Og kan du bevise, at det ikke forsvinder, hvis man slår dig ihjel?" spurgte Ryonell, og opdagede, til sin forbløffelse, rædsel og, næsten, skuffelse, at han tvang sig til at lyde kold og hård. Manden var ikke lysdæmon, kunne han fornemme, for så ville han have mærket det, men folk sagde, at lysdæmonerne gjorde folk behageligt tilpas. De fik bare mørkedæmoner til at hade dem, en helt anden sag, der lå i instinkterne. Manden måtte være noget andet...

[Ramoan Ankad]

"Du har kun mit ord, men det ville være en skam, hvis jeg talte sandt, og I så dræbte mig, ikke? Men bare rolig. Det kunne aldrig falde mig ind at lyve." Halvenglens øjne var ramt af ærlig alvor, og selv et fæ kunne regne ud, at han ikke løj. Og hvis det var tilfældet.. Så var han en fantastisk løgner. "Du skylder mig forresten en tjeneste. Jeg helede din brækkede vinge. Er det så ikke rimeligt, at jeg får lov at gå?"

[Ryonell Bornakore]

"Verdenen er urimelig. Jeg tror ikke på dig, hverken med det ene eller det andet. Hvis jeg dræber dig, og det viser sig, at det ikke virker, kan jeg jo bare dræbe ham bagefter. Hvis det ikke virker, så har jeg en fornemmelse af, at folk endelig kan finde ud af at holde sig på afstand, hvis jeg har nogle knogler trækkende efter mig. Tror du ikke?" Han havde fuld kontrol over sig selv, og selvom han var i et mærkeligt humør, var man ikke i tvivl om at han talte sandhed. Det lå i øjnene. Han tøvede ikke med at dræbe.

[Ramoan Ankad]

"Åh.. Dit hjerte har mange dræb på samvittigheden kan jeg høre. Hvor længe tror du, det holder? Hvor lang tid er det om at briste?" Halvenglen sukkede dramatisk og rystede på hovedet. "Nej vent. Det er allerede bristet. Du må have haft en meget dårlig barndom. Men har du overvejet.." Halvenglen holdt en kunstpause.. "..At jeg måske ikke er så nem at slå ihjel? Vil du virkelig have drabet på en engel på samvittigheden?" Han sukkede igen. "Dit hjerte kommer til at bløde, det kan jeg godt fortælle dig. Men nu må jeg smutte. Jeg er ked af, at have været årsag til alt dette her, men selv engle er desperate en gang i mellem."

[Ryonell Bornakore]

"En engel, siger du?" Ryonell ikke så meget som tøvede et øjeblik. "Jeg troede, engle var de gejstliges tåbelige fantasi, ikke levende væsner. Men hvis du nu er en engel, hvilket jeg tror dig for, så må jeg sige dig, at jeg ikke er bange for at dræbe dig. Jeg finder altid ud af en måde, og hvis ikke... Ja, så dør jeg vel. Det ikke så slemt."

[Ramoan Ankad]

"Åh nej selvfølgelig, du ved alt om Døden," nikkede halvenglen smilende. "Jeg er ked af at måtte skuffe dig, men du må dræbe mig en anden dag, ven. Jeg har stadig så meget engel i årerne, at jeg kan teleportere mig selv tilbage til Himlen, hvis det bliver nødvendigt. Jeg giver dig et valg. Du kan angribe, og jeg forsvinder.. Eller du kan træde til siden, så jeg kan komme forbi. Prøv nu ikke på at stikke en kniv i ryggen på mig, hvis du vælger det sidste. I modsætning til dig er jeg sikker på en plads i himlen. Du skulle virkelig tage og ændre dig lidt." Et nyt suk.

[Ryonell Bornakore]

"Hvis Helved eksistere, hvilket jeg tvivler noget så forfærdeligt på, så har jeg vidst allerede vundet en plads ved selveste Satans side." Ryonell så ikke ud til at ville flytte sig, men at angribe en engel... det var alligevel til øvervældende og virkede dumt og farligt. "Har du noget at sige til det? Du kan rette din vej, så du kommer tilbage til Guds vej." Han lavede en stemme, der var både spottende og ondskabsfuld, og hans følelser begyndte at kæmpe med den mærkelige, som englen gav ham. "Folk giver mig ikke rigtigt en chance. Skal jeg lade dem banke mig til plukfisk hver gang jeg går ind i en kro og gå i fængsel for ting jeg ikke har gjort, fordi dommeren har set sig sur på mig?"

[Ramoan Ankad]

"Han giver dig en chance, hvis du ville give ham en." Halvenglen kastede et blik på Ramoan. "Du tror at hele verden er imod dig. Ingen kan kæmpe mod en hel verden, ikke engang dig, selvom du har klaret dig udmærket. Og jeg skal sige dig en ting, mørkedæmon. En dag vil verden virkelig være imod dig. En dag er alt imod dig, hvis du ikke snart slår øjnene op, og indser, at der findes væsner i denne verden, der er parat til at hjælpe dig." Halvenglens ord var næsten rent gætteri, da han ikke var helt engel, men han ramte næsten altid rigtigt. "Kom så mørkedæmon, angrib mig bare, så jeg kan smutte. Det var hyggeligt at snakke, men nu skal jeg altså videre."

[Ryonell Bornakore]

Ryonell skar tænder. "Hvem skulle forestille at hjælpe mig? Min familie? Der er ikke andet end min far tilbage. Hvad med fætre og kusiner? Mørkedæmoner dræber deres familie pr. instinkt. Bryder sig ikke om hinandens selskab. Fremmede folk spytter efter mig og slår og skubber, når de ikke kender mig, og holder sig fra mig når de ved hvem jeg er. Venner..." Han grinede, og det var koldt og hårdt. "Jeg har aldrig forstået ordet betydning. Og de, der har snakket normalt med mig... De er forkerte. Jeg kan ikke lide dem. De skræmmer mig. Jeg ved, at de bare venter på at jeg vender ryggen til, så de kan placere kniven."

[Ramoan Ankad]

"Så du er også blevet tankelæser nu? Du sagde, at du var ligeglad med at dø? Jamen så kan du jo lige så godt vende ryggen til de, der prøver at være lidt venlige. Det ærgrer mig, at din holdning skal være så agressiv. Du vil slet ikke åbne op, jeg når dig ikke. Og jeg kender udmærket godt mørkedæmonens instinkter. Men der er ingen der siger, at hjælpen skal komme fra familien. Måske kommer den udefra. Et helt uventet sted. Men som sagt.. Jeg skal videre. Tænk lidt over det jeg har sagt." Halvenglen begyndte frygtløst at gå, på vej forbi Ryonell. Han var klar til at teleportere, hvis dæmonen pludselig angreb.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell havde mere at sige, og hans lyst til at råbe af manden var så stærk, at de helt overskyggede den følelse, manden havde givet ham. Han knyttede den ene hånd, og mærkede arrigheden fylde sig og gøre ham fygtløs. Han slog efter hovedet, og han slog hårdt, og håbede inderligt, at selvom manden måske forsvandt, så ville han ramme og give manden en hovedpine, der varede resten af hans sikkert meget lange liv.

[Ramoan Ankad]

"For langsomt." Et smil bredte sig på halvenglens læber, da han forsvandt i luften, uskadt. Men det havde været i sidste sekund. Havde han tøvet bare en smule længere var han blevet ramt, og han var blevet ramt hårdt.

Ramoan slog øjnene op. Denne engel havde givet ham meget at tænke over, den havde givet ham et bedre billede af mørkedæmonen. Indtil nu havde han ladet som om, at han sov, men nu kom han op at stå. Han så rundt. "Så.. Fik du fanget hvem det nu var?"

[Ryonell Bornakore]

"Hold din mund," sagde Ryonell bare, vendte sig rasende om og skyndte sig afsted, tilbage mod krostuen, og ignorerede lige det øjeblik, at de var kædede sammen. Da han ikke kunne komme længere uden Ramoan, lavede han et lille hop fremad, og det virkede på samme måde som han trak i en kæde, for at få en fange op at stå. Så gik han videre, ligeglad med om Ramoan blev slæbt hen af jorden eller kom på benene.

[Ramoan Ankad]

Ramoan sukkede. Det var allerede uudholdeligt. Han fik rejst sig op, men gjorde intet for at skynde sig. I stedet kæmpede han lidt selv mod, som i tovtrækning. Tyve meter. Det var alt, alt for lidt. Det gik op for ham, at hvis han var bundet fast til dæmonen, var han også bundet fast til landsbyerne. Ingen skov, medmindre han fik tvunget eller overtalt dæmonen til at rejse videre. Han knyttede næverne frustreret og gik selv mod kroen. Om Ryonell ville det eller ej, der var et par ting, de skulle have diskuteret.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så sig om derinde, for det var langt sværre at finde sin taske end han havde regnet med. Han var lige ved at blive enig med sig selv om, at den nok var blevet stjålet, da han fandt den bag et væltet bords bordplade. Hele lokalet var mere eller mindre raseret efter kampen, men han rejste uanfægtet sit bord og sin stol igen og satte sig.