|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 18, 2009 17:39:50 GMT 3
Ryonell sendte en knytnæve i tindingen på manden, der havde angrebet ham først, og manden faldt sammen, besvimet. Ryonell vendte sig, og var ikke engang overrasket over, at der kom nye mænd ind i kampen. Han sendte den største i gulvet ved at slå ham nedefra og op på hagen, og hamrede en anden i gulvet, da denne forsøgte at vælte ham.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 17:48:37 GMT 3
Bess havde netop slået sin modstander i gulvet, og så ivrigt efter en ny. Ramoan vendte sig mod en ny, men blev overfaldet af den unge mand, der 'tilfældigvis' snublede. Han bandede, da de begge faldt mod gulvet, og han rullede rundt, imens han sparkede ud. Han ramte mandens kæbe, og slog et par tænder løs, imens manden fik en træffer ind mod Ramoans ribben, så han næsten ikke kunne trække vejret.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 18, 2009 17:51:58 GMT 3
Kroværten råbte og skreg da folk smadrede flere borde, stole og krus, men ingen hørte. Hovedmålene var ikke længere Ramoan, Bess eller Ryonell, men alle, man ikke kendte, og som lige kom i vejen for en. Ryonell smilede da han så dette, sendte en ny modstander i gulvet og skyndte sig ubemærket hen til og ud af døren.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 18:03:11 GMT 3
Det lykkedes Ramoan at komme op før manden, og han fløjtede på Bess, der kåd kom springende. Han trak sig lidt tilbage i baggrunden, og fik kantet sig hen mod døren, efter at have smidt en stol efter en, som ville blokere hans vej. Han var ikke klar over, at dæmonen lige var gået ud, da han skyndte sig ud på gaden, og videre ned af gaden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 18, 2009 18:34:32 GMT 3
Det var begyndt at regne meget, og støvet og jorden på gaden var allerede ved at blive blød. Ryonell skyndte sig ned af gaden og sørgede for, at hans halten ikke var for tydelig, da en mand sørgede for at støde hårdt ind i ham med skulderen. Han gled i mudderet og bandede, og trak så manden ned efter sig, hvorefter han, fuld af mudder, kom op og gik videre, som om intet var hændt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 18:44:39 GMT 3
Ramoan sukkede. Han var gennemblødt på kort tid, og så sig over skulderen, hvor han fik øje på mørkedæmonen der var fyldt med mudder. Han smilede, måske en smule triumferende, men hans smil falmede, da alle mændende fra slagsmålet kom tonsende ud og så sig rundt. Ledte de efter nogen? Han rynkede panden. Hurtigt sådan nogen fjolser kunne slå fred!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 18, 2009 19:13:20 GMT 3
Ryonell hørte noget, og vendte sig om. Han gjorde store øjne da han så mændene, fordi han vidste, at det var ham de ledte efter, og overvejede et øjeblik at flygte. Men flugt var fejt, og det ville han aldrig finde på. Hellere banket ihjel af sådan en flok idioter. Han fik kontrol over sin frygt og stillede sig parat til kamp, selvom han vidste, at han ikke kunne vinde. Og da de så ham kom de da også løbende med ville sejrsskrig.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 20, 2009 20:26:42 GMT 3
Ramoan vidste ikke helt, da han så sig over skulderen, om han skulle komme dæmonen til undsætning, eller om han bare skulle løbe grinende videre. Han sagtnede farten, rynkede panden, og stoppede en enkelt gang helt op. Et opmærksomt bjæf fra Bess satte ham igang igen. Bess havde tilsyneladende travlt med at komme afsted. Men kort efter, knapt to meter længere henne, stoppede Ramoan igen, og vendte sig helt rundt. Han ville se hvad der skete.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 20, 2009 20:36:35 GMT 3
"Er det sjovt og ærefuldt at dræbe folk, der både er mindre end en selv og er i undetal?" spurgte Ryonell, og han havde ret, da de, han var højere end, alligevel var en hel del bredere.
"Hvad ved du om ære, afskum?" spurgte en af mændene, der var den eneste i flokken, som var mindre end Ryonell, men som til gengæld også var den, der havde mest styr over, hvad han havde gang i og hvordan man klarede en slåskamp. Ryonell skar tænder, da ære netop var noget, han havde. Det meste af tiden, i det mindste. Han knyttede hænderne og sendte en af dem i mudderet med et slag på halsen, da denne løb imod ham. Kampen var igang igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 21, 2009 11:01:39 GMT 3
Ramoan smilede lidt, da alle forbipasserende pludselig besluttede sig for, at de skulle noget andet, eller trak så langt ud til siden som husene tillod. Bess skubbede lidt til Ramoan, for at få ham til at gå videre, men han rystede bare på hovedet. "Ikke nu, Bess. Vi venter." Som på signal begyndte gruppen af vrede mænd at slå til mod Ryonell. Stakkels dæmon egentlig. Han fik brug for hjælp. Ramoan gik tættere på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 21, 2009 21:43:28 GMT 3
Ryonell slog, sparkede, dukkede og skubbede at hvad han kunne, men overfor overmagten måtte de undertrykte altid falde. At de senere kom op og holdt stand betød intet når det gjaldt nederlagets øjeblik, og netop det øjeblik kom, da en fik fat i Ryonells arme og tvang dem om bag ryggen. Under normale omstændigheder betød dette intet, men de havde taget højde for hans ben. Ryonell kæmpede imod af alle kræfter, mens han vidste, og håbede, at døden snart ville komme, og alt blev sort da den lille mand kom hen og gav ham et vellagt slag mod tindingen. Vægterne bare stod og kiggede på.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 22, 2009 23:49:00 GMT 3
Et kønt ansigt stak frem fra en sidegyde, og på en eller anden mystisk måde lykkedes det ham at holde øje med to dæmoner i vidt forskellige retninger. Den ene betragtede den anden, imens den anden var nær døden, og et suk lød fra den høje skikkelse, der stod skjult i sit sorte tøj. Han skar en grimasse. Han hadede sort tøj, men det var udmærket når man skulle blive usynlig i folkemængden. To buler på ryggen var skjult. To vanskabte, hvide buler, der var begyndelsen til vinger, der aldrig var vokset ud. Sikke en skuffelse han var blevet. Nok derfor han nu tog ordre mod en lemlæstet adelsmand, der ved et mirakel havde overlevet efter mørkedæmonens hårdhændede behandling. Men der var også noget andet. Han var desperat efter pengene. Han var meget desperat. Og så begyndte han at mumle komplicerede ord, hans fingre begyndte at bevæge sig i komplicerede mønstre, og en mindre eksplosion opstod mellem begge dæmoner, og slyngede alt i en meters afstand bort.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 0:10:42 GMT 3
Ryonell faldt til jorden, endnu ikke ved bevidsthed, da det skete, og næsten alle mændene blev blæst ud til siderne eller ind i hinanden og væk. Hans vinger faldt løst omkring ham, og den ene af dem var tilsyneladende brækket. Den så i hvert fald forkert ud, hvad end der var i vejen med den.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 23, 2009 0:23:43 GMT 3
Halvenglen rakte hånden ud efter mørkedæmonen, trak den så til sig igen, så ud til at være splittet af to muligheder. Så begyndte den brækkede vinge at lyse, og føjede sig sammen igen. Så forsvandt han, og ingen så, hvor han forsvandt hen.
Ramoan rynkede undrende panden, vente sig om, og gik. Inden der skete flere pludselig eksplosioner.. Og opdagede til sin forskrækkelse, at han godt tyve meter fra Ryonell ikke kunne komme længere i første omgang.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 23, 2009 0:30:49 GMT 3
Ryonell var endnu bevidstløs, og han blev trukket et stykke med Ramoan da han fortsatte med at gå frem. Imens var nogen af mændene begyndt at bevæge sig rundt igen, men de var ikke længere lystne efter kamp med mørkedæmonen. De var sikker på, at han var grunden til, at de var fløjet væk, og når man gjorde sådan noget efter at være bevidstløs, var man både ustabil og farlig.
|
|
[/URL]