|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 15:57:42 GMT 3
"Jeg venter på Loisia, der er ude for at få dine støvler lavet, så vi kan komme videre. Jeg skal nok lade være med at tænde lyset." Ramoan blev tavs igen, og spejdede ud i mørket. Han kunne ane Ryonell som en sort skikkelse, men ellers ikke mere, men han gad ikke gå ud, af en eller anden grund.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 16:03:12 GMT 3
"Jeg skal ikke videre," knurrede Ryonell. "Og skrid så ud med dig." Han tog fat i et af brædderne og kastede det efter Ramoan, som han så klart og tydeligt gennem mørket. "Skrid, for helved." Egentligt havde Ryonell ikke lyst til at være i rummet, men udenfor var der lyst, og han havde brug for at hele. Og hele var noget han kun kunne i mørke. Desuden var der ikke gjort noget ved dragegiften, som han kunne mærke stadig spredte sig i hans krop.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 12:33:30 GMT 3
Selvfølgelig ramte træet ikke en jorddæmon, det snittede ham højest, og faldt til gulvet med et højt bump. Ramoan gjorde ingen mine til at skride, han blev bare siddende, stirrede ud i mørket, og lod mørkedæmonen rase, som han ville. Han var træt af idioten, så træt, at han end ikke gad til at skændes med ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 11, 2009 12:52:57 GMT 3
Ryonell fandt et potteskår fra en af de krukker som havde indeholdt urter og kastede det efter ham da han ikke gad og lette røven. "Jeg sagde skrid!" hvæste han og rejste sig op og humpede over mod jorddæmonen for at smide ham ud med fysisk styrke. Han havde problemer med at stå op på grund af smerter, men det betød ikke at han ikke kunne smide Ramoan ud.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 13:01:28 GMT 3
Ramoan dukkede sig for potteskåret, og indså, at mørkedæmonen nu for alvor ville smide ham ud. "Jeg har et spørgsmål," sagde han roligt, som om de var ved at drikke te og spise småkager, som om de slet ikke var ærkefjender. Han blev bare siddende. Mørkedæmonen kunne smide ham ud, men det betød ikke, at det blev frivilligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 11, 2009 13:09:45 GMT 3
"Jeg er ikke interesseret," knurrede Ryonell og trak ham op fra gulvet i kraven. Han humpede over mod døren og hans ansigt var følelseskoldt. Han viste ikke hvilken smerte det gav ham at gøre dette. "Hvis det er vigtigt kan du spørge fra den anden side af døren. Så ser jeg om jeg vil svare." Han var i et dræbende humør. Så vidt man kunne se.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 13:19:04 GMT 3
Ramoan så irriteret ud. "Så gider jeg faktisk ikke spørge," lød hans iskolde svar. Han overvejede lidt at sætte sig fast til gulvet, men besluttede sig for at lade mørkedæmonen køre sit dræberhumør ud, og provokere ham senere. "Jeg håber du dør af giften," bemærkede han, før han ventede på at blive smidt ud på gaden igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 11, 2009 13:31:44 GMT 3
"Det er jeg skam godt på vej til," knurrede Ryonell og skubbede ham ud på gaden. "Håber dragen finder dig." Han smækkede døren i med et brag og gik hen til madrassen igen, hvor han lod sig falde på plads igen. Her lukkede han øjnene og sad. Imens kom Loisia gående og smilede.
"Støvlen er afleveret. Hvordan har han det?" At hun spurgte var nok mest af høflighed eller provokation. Hun kunne bare læse deres tanker.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 13:35:44 GMT 3
"Heldigvis ikke så godt," knurrede Ramoan, og satte sig ved siden af Bess, der lydige var blevet siddende. Eller havde sneget sig lidt rundt, og kommet tilbage igen, da jorddæmonen kom ud, men ikke desto mindre sad den der. "Gå ind og hent ham, så vi kan komme videre."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 11, 2009 13:39:45 GMT 3
"Støvlen er ikke færdig endnu," sagde Loisia og grinede, men hun gik alligevel hen og åbnede døren. "Vi skal vide-" begyndte hun, men smækkede så døren da et bræt kom flyvende mod hende og grinede bredt og begejstret, som om det var noget positivt. "Tror han har lidt andre planer. Og han har stadig et meget farverigt sprog."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 13:42:55 GMT 3
"Loisia, hvorfor skal vi rette alting efter ham?" Hvæsede Ramoan. Han var begyndt at blive lidt mere hidsig end bare irriteret. "Jeg er træt af at tænke på ham, hvis jeg har lyst til at komme videre, så går jeg videre." Han begyndte at gå ned af gaden, og ventede på at de tyve meter ville stoppe ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 11, 2009 13:46:44 GMT 3
"Tjah, lige nu er han ved at dø," sagde hun og grinede. "Hvis du var ved at dø ville jeg også blive i den by vi var ved. Selvom han sikkert ville forsøge at dræbe os for det. Se det som at du er en lille smule barmhjertig. Vis mig grundene til at du er bedre end ham, andet end du ikke dræber kvinder der krydser din sengekant og mænd der går i vejen."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 13:58:22 GMT 3
"Hvis jeg var ved at dø, ville han ikke blive," snerrede Ramoan, men stoppede alligevel op. "Hvad skal jeg så bruge at du ville blive, hvis jeg var ved at dø, til? Hvis jeg alligevel blev slæbt videre?" Han havde virkelig lyst til at skrige.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 11, 2009 14:01:31 GMT 3
"Jeg ville forhindre ham i at fortsætte og sikkert miste livet i forsøget. Du er ikke ond, Ramoan. Jeg siger heller ikke at han er, men han føler ikke med andre. Det kan du gøre, hvis du gad bruge den der." Hun prikkede ham på panden og kløede Bess bag øret mens hun grinede igen. Som om det hele var en stor leg.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 11, 2009 14:07:25 GMT 3
"Jeg hader dig," stønnede Ramoan, og gik tilbage, lænede sig op af muren. "Sig til, når han har bestemt sig for at komme ud." Han lod sig glide ned, og satte sig på jorden. Bess logrede med halen, og skubbede lidt til Loisia med snuden.
|
|
[/URL]