|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 14:03:18 GMT 3
"Uh..." mumlede Loisia og kiggede på Ryonell, hvor de andre endnu ike kunne se noget. Langsomt åbnede et øje sig, lysende gult, og så tåget gennem mørket. Så blev det klart og frisk, og Ryonell lugtede til rummet.
"Igle..." stønnede han, men han blev hurtigt frisk. "Har i sendt mig til en forbandet igle?!" Det blev råbt, og Loisia kom til at tage hånden for munden da hun så hans sind og grunden til hadet. Ryonell rullede ned på gulvet, landede på det raske ben, og pludselig fløj en seng gennem luften.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 14:07:21 GMT 3
Ramoan stilte sig omhyggeligt uden for rækkevidde af seng, healer og mørkedæmon. "Jeg tænkte nok, der ville være et problem," mumlede han utydeligt. Ryonells raseri syntes enormt, og healeren bakkede, imens han - igen - forsøgte at genvinde fatningen.
"Unge mand, de har ikke godt af at tage sådan på vej, lig dig ned igen," sagde han, men det lød mere som en opfordring end en kommando. Han kunne lige så godt have sagt: "Vil du ikke godt være sød at ligge dig ned igen?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 14:10:38 GMT 3
"Du skal ikke tale sådan til mig, din pengesugende morder," knurrede Ryonell og humpede over til healeren med samme fart som det ville have taget ham at løbe. Han tog fat i healeren og væltede ham ned på gulvet.
"Vi har fundet noget han hader mere end dig, kammerat," mumlede Loisia, og gjorde intet for at hjælpe den stakkels mand. Hun vidste ikke hvad hun skulle være i stand til at gøre for ham.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 14:17:08 GMT 3
"Synd for ham, han dør nok, desværre," bemærkede Ramoan, og fandt det dumt at indblande sig nu. Han ville sandsynligvis blive dræbt midt i mørkedæmonens raseri, og han gik meget op i overlevelse.
"Slip mig!" råbte healeren forskrækket. "Slip mig!" Han forsøgte at vride sig fri, men ikke overraskende var det uden held.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 14:29:07 GMT 3
Ryonell tog fat i urteskabet og havde den støvlebærende fod på mandens knæhase, og skabet tippede og væltede ned over manden, der var begyndt at tigge om sit liv. Der lød et brag og træsplintre fløj gennem luften, men manden var stadig i live. Ryonell bukkede sig ned, tog fat i ham og kastede ham ind i væggen med hovedet først.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 14:34:01 GMT 3
"Æææh... Ryonell," forsøgte Ramoan sig, da healeren skreg i smerte, og faldt ned på gulvet som en slap kludedukke, blødende flere steder, og selvom jorddæmonen ikke vidste meget om healere, vidste han dog, at det krævede mere energi at heale sig selv. "Måske skulle vi bare smutte nu," forslog han.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 14:39:53 GMT 3
Ryonell tog et bræt fra det ødelagte skab og kastede det mod Ramoan. "Skrid ud herfra!" hvæste han og kastede endnu et, denne gang efter Bess. Loisia satte sig i bevægelse og løb ud inden brættet nåede at ramme hende. Ryonell humpede hen til healeren igen og kastede ham efter dem også.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 14:42:23 GMT 3
"Jeg synes, han overreagerer," hvæste Ramoan surt, og i stedet for at gå til angreb på mørkedæmonen, skrev han sig bag ordet, at han skyldte ham et bræt, før han var ude af døren sammen med Bess, Loisia og healeren. "Hvorfor reagerer han sådan?" Han vidste, at tankelæseren vidste det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 14:46:38 GMT 3
"Han har en dårlig oplevelse med dem. Han er meget, meget ked af det lige nu, det derfor han overreagere," sagde Loisia og smilede svagt til ham. De kunne høre et skrig fra healeren, der ikke så ud til at syntes, at han bare skulle tage og dø. "Det er synd for ham. Det er en langt hårdere død han får når han har den magi." Hun snakkede om healeren nu.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 15:01:12 GMT 3
"Det var din ide," bemærkede Ramoan hårdhjertet, og så mod healeren. "Jeg har ondt af ham, men mørkedæmoner er vel bare livsfarlige. Og hvorfor er han ked af det?" Han var blevet lidt nysgerrig. Det var sjældent, at dæmonen var ked af det. Regnede han med. Det måtte være over noget meget slemt, ellers ville reaktionen ikke være så voldsom.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 15:05:22 GMT 3
"Jeg fik ikke rigtigt fat i det," sagde hun. "Noget med at hans bror og mor lige var død, og hans far var hårdt såret. Og så kom de ind til en healer som ikke ville behandle dem, fordi de var mørkedæmoner. Men jeg er ikke sikker. Det var et meget lille glimt jeg så inden han stoppede med at tænke..." Hun mumlede lavere og lavere og blev mere og mere tænksom, mens de fortsat hørte healerens dødskamp. "Men jeg tror det en af de ting han ikke ønsker at dele med mig."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 15:09:25 GMT 3
"Hvis du spørger mig, ville han ikke ønske at dele noget med nogen. Endda slet ikke en tankelæser. De fleste fortrækker og bestemme, hvad andre får at vide om dem." Ramoan himlede med øjnene. "Det er en irriterende evne du har, man kan ikke holde noget skjult." Han begyndte at gå, og håbede at Ryonell ville dukke op indenfor tyve meters tid eller deromkring.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 15:12:50 GMT 3
Loisia lukkede øjnene og så ned. "Og så døde han," mumlede hun og sukkede. "Han kommer ikke ud," mumlede hun så, efter lidt tid. "Han er derinde i mørket. Giften er et problem for ham og... Han kender bandeord jeg aldrig har hørt før. Og jeg kommer endda også fra Solitopia." Hun opdagede hun havde hans støvle og smilede til Ramoan. "Man kan jo altid være lidt sød. Jeg går ud og får ordnet hans støvle. I bliver bare her."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 15:19:29 GMT 3
"Har jeg andet valg?" sukkede jorddæmonen. "Bess, du bliver udenfor." Han lod hunden ligge sig op af muren hos den nu døde healer, og gik ind til mørkedæmonen igen, der sikkert stadig var oprørt. Han satte sig ned i et hjørne uden at sige noget, forholdt sig bare tavs, og ventede på et angreb eller at Loisia skulle komme tilbage.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 15:34:10 GMT 3
Ryonell sad på den ødelagte sengs madras og knurrede da Ramoan kom ind. "Jeg sagde du skulle skride," sagde han surt og stirrede på sit ben gennem mørket. "Hvis du tænder lyset dræber jeg dig," lovede han efter en lang tavshed, og han mente det. Han ville måske ikke være i stand til at dræbe ham med det samme, men når mørket kom igen ville han.
|
|
[/URL]