|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 1:08:15 GMT 3
"Jeg falder aldrig over noget," grinede Ramoan. Byen lå snart i sigte, og han betragtede den med et mørkt blik, som om han var dødsdomt og på vej i helvede, eller lignende. Endnu en ting han glædede sig til... Ikke flere byer, når Ryonell var hægtet af. Han så på Loisia. "Hvad synes du egentlig om Ryonell?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 1:11:34 GMT 3
"Noget meget andet end dig fordi jeg kan se hans tanker," sagde hun og grinede til ham igen. "Han er en meget forvirrende fyr, og han er bange. Han ved det ikke selv, og han viser det heller ikke, men jeg kan se det. Han er bange for at miste folk han elsker, og derfor har han lukket sig inde i en kuppel der indeholder kun ham selv." Hun så ned på ham og rystede på hovedet. "Han har ikke engang været i stand til at få sin far ind til sig, fordi han elsker ham."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 1:14:03 GMT 3
Ramoans syn på mørkedæmonen ændrede sig ikke af den grund, det hadede han ham for meget til, han kunne lige så godt have været en lysdæmon. "Hm," mumlede han. "Det er vel også en fornuftig frygt." Sørgeligt med faren. Eller noget... Jorddæmonen vidste ikke helt, hvad han skulle sige.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 1:18:16 GMT 3
"Jeg kan godt lide at I hader hinanden så forfærdeligt," mumlede Loisia, stadig med et smil. "Det ændre verdensbilledet for mig en smule. I hader hinanden meget kraftigt." Hun fortsatte, og de var nu nået helt hen til byen. "Tror du ikke vi skal lade ham ligge her og en af os finder en healer? Jeg gider ikke vandre gennem en by med ham..."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 1:21:25 GMT 3
"Jeg vil vædde med, han har en eller anden umulig protest mod healere, vi slæber ham begge to med," svarede Ramoan stædigt. "Jeg tvivler alligevel på, at der er en healer indenfor tyve meters rækkevidde." Han slæbte mørkedæmonen lidt videre. "Og jeg kan virkelig ikke se, hvad der skal ændre så meget på verden, ved at vi hader hinanden." De nåede videre ind i byen, og ned af hovedgaden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 1:25:20 GMT 3
"Åh, det bare mit verdensbillede. Troede ikke nogen kunne være i stand til at hade hinanden så brændende. Men jeg kender ikke så meget af verdenen som jeg troede. Det surt du hænger sammen med ham når du har det på den måde." Hun trak Ryonell afsted og lyttede efter folks tanker for at finde frem til en healer. "Der er en længere oppe af denne gade," meddelte hun.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 1:30:49 GMT 3
"Din medlidenhed hjælper ikke noget." Ramoan sukkede, og så på det rustne skilt, der viste, at der var en healer til stede i det røde hus. "Tankelæsere kan nu være praktiske," indrømmede han, da han slæbte Ryonell indover dørtrinnet, efter at have smækket døren op. Bess fulgte lige bagefter, som jorddæmonens trofaste skygge.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 12:59:35 GMT 3
Loisia smilede næsten smigret og slæbte mørkedæmonen længere ind i huset. "Hallo?" råbte hun og tog sit lange hår om bag øret, og hun fremviste for første gang nogle spidse elverører. En mand kom frem i døren, og hun smilede bredt til ham. "Hvad ved du om dragegifte? Og hvor meget tager du for en patient?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 13:29:57 GMT 3
Ramoan indså, at Loisia havde elverblod i årerne, uden at vide, hvor meget. Elvisk tankelæser, åbenbart. Healeren gik nærmere Ryonell, og undersøgte hans ben med forbløffede.
"Dragegift siger I? Det undrer mig, at hans ben ikke blev bidt af."
"Han havde vist nogle ualmindeligt gode støvler," bemærkede Ramoan, langt fra med venlighed i stemmen ved emnet. Det var mørkedæmonens skyld, at han var her.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 13:35:38 GMT 3
Loisia viste den ødelagte støvle, og manden brummede tænksomt og strøg støvlen over med hånden. "Den er værd at få lavet igen," sagde manden, og Loisia smilede.
"Det er vidst også hans plan. Kan du gøre noget for ham?" Hun så ned på Ryonell, og manden nikkede.
"Jeg har måske noget der hjælper, ja. Men det kommer til at tage tid. Og mange penge," sagde healeren. Han troede ikke på de kunne betale.
"Vi har ikke andet end tid og penge," sagde Loisia og rakte ham nogle guldmønter.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 13:39:12 GMT 3
Ramoan stirrede på Loisia. Nu var hun pludselig også rig? Hans ansigtsudtryk måtte se lidt forbløffet ud, men ikke i forhold til healeren, der tog imod pengene, og genvandt fatningen lidt efter. "Så få ham herind," nikkede han, og gik ind i et andet rum. Ramoan begyndte at slæbe på idioten, og fik ham op på en briks af en art. Han rykkede lidt tættere på Loisia.
"Hvor har du alle de penge fra?" Hviskede han.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 13:42:43 GMT 3
"Familie," sagde Loisia og grinede til ham, mens hun hjalp med at trække mørkedæmonen. "For resten," råbte hun til healeren, "tror jeg at han foretrækker at vågne op i mørke. Der er jo en grund til at det hedder mørkedæmoner!"
Det måtte tydeligvis have noget med mandens tanker at gøre, for han var helt perpleks da de kom ind i rummet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 13:48:22 GMT 3
Ramoan frydede sig lidt over, at det ikke kun var ham, der fandt tankelæsere skræmmende, og healeren stirrede lidt på Loisia. Besynderligt selskab, måtte han tænke. Der kæmpede mod drager, og talte om hinanden som til ærkefjender, ejede en masse penge, selvom de ikke lignede nogle, der var rige. Bess havde smidt sig på gulvet, og logrede lidt med halen, og Ramoan satte sig ned hos den, da lyset blev slukket.
"Kom nu igang!" Skyndte han på healeren.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 13:52:53 GMT 3
Manden nikkede og fik Ryonell op på en seng, og fat så noget i et skab som han smørrede på såret med den ene hånd. Derefter lagde han hånden på og påkaldte sig magien, og såret stoppede med at bløde og blev renset. Han kunne ikke selv bekæmpe dragegiften, men han kunne holde såret sundt og håbe, at urterne ville virke.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 13:58:43 GMT 3
"Var det det?" spurgte Ramoan håbefuldt, og så på healeren, der var igang med rode rundt i nogle poser. Han regnede hurtigt ud, at der måtte være noget mere. Mystisk at mørkedæmonen ikke var vågnet endnu, men måske også til deres held. Ikke desto mindre havde det været en dejlig, fredelig ro. Måske skulle de til at kæmpe mod drager lidt oftere?
|
|
[/URL]