|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 9, 2009 18:48:54 GMT 3
Ryonell så ned på sit ben og bandede. "Det idiotiske dyr ødelagde min støvle!" knurrede han arrigt og tog den langsomt af, og løftede den så op for at se skaden. De skulle ind i næste by og få den lavet, havde han lige bestemt. Han forsøgte at komme på benene og blev så mindet om at dragen havde set ud til at have gift i sine tænder. Han brummede irriteret og humpede over mod bjergene.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 9, 2009 18:54:45 GMT 3
Loisia fandt byen som en god ide, og gik efter ham. Ramoan var sidste led i troppen, sammen med Bess, og han gik mere med at tvang end af lyst. Det skulle blive rart at få forbindelsen til mørkedæmonen kappet over, og så ville han glemme ham fuldstændig efter det. Leve livet igen.
"Kan du gå med det ben?" spurgte Loisia Ryonell og rynkede panden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 9, 2009 18:59:55 GMT 3
"Synes du ikke det ser ud til at gå fint?" knurrede Ryonell og indrømmede intet om at han begyndte at føle sig svimmel, eller få kramper i maven.
Man kan dog ikke skjule noget for en tankelæser, og Loisia så bekymret på ham. Hun så på Ramoan med et lille smil. "Der var gift i tanden." Mere en advarsel om at Ryonell kunne falde om hvert øjeblik end en oplysning.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 9, 2009 19:02:07 GMT 3
"Yes, så må vi bærer ham, til han vågner, jeg er ligeglad," lød det barskt fra Ramoan, bestemt ikke nogen opbakning der. "Hvis han siger, han kan gå, så kan han vel gå endnu." Loisia var tydeligvis ikke enig med jorddæmonen.
"Måske skulle vi holde en pause?" forslog hun fornuftigt.
"Han kan gå," gentog Ramoan surt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 9, 2009 19:08:48 GMT 3
"Jeg kan slet ikke høre jer," knurrede Ryonell og stønnede af smerte. Han havde ikke tænkt sig at... Han vaklede ind i et træ og faldt til jorden igen, denne gang ikke ved bevidsthed. Alligevel krummede hans krop sig sammen i kramper, og Loisia tog fat i ham med kendermine. Hun kunne dog ikke selv løfte ham.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 9, 2009 19:16:20 GMT 3
"Jeg tager den ene arm, så tager du den anden," bemærkede Ramoan, og greb fat i Ryonells venstre arm, hvorefter han begyndte at slæbe ham afsted som en anden kludedukke. Idiotiske mørkedæmon! Hvis de var flygtet, havde han intet at slæbe på, og ingen havde fået sårede ben eller ødelagte støvler. Ryonell var kun i vejen!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 9, 2009 19:41:37 GMT 3
"Han mener nogenlunde det samme om dig," sagde Loisia og grinede mens hun slæbte ham afsted. "Tror han kan være meget nyttig, når han ikke er stædig og ikke vil være besværlig. Der er ikke så stor forskel på jeg tog, og du er også god til at gå i vejen. I er meget ens, selvom du ikke ser på verdenen med fjendtlige øjne eller bliver ser på sådan." Hun smilede begejstret. "Hvor skal vi så have ham hen?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 0:07:38 GMT 3
Ramoan ignorerede Loisias lille 'tale.' De mindede ikke om hinanden, ellers ville det ikke have gået så dårligt, afviste han blankt, og trak på skulderen. "Hvad med noget andet end en by?" Forslog han og så længselsfuldt mod de høje bjerge længere fremme. Bess logrede lidt med halen. Bjerge! Dem gik Ramoan aldrig forbi.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 0:12:00 GMT 3
"Vi risikere han har brug for en healer, og så er 'noget andet end en by' det samme som hans død." Loisia slæbte videre på Ryonell med et skævt smil. "Og det er jo netop at I ligner hinanden så meget på de forkerte punkter at I ikke kan tage hinanden. Det er jo logisk," kommenterede hun på hans tanker.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 0:24:27 GMT 3
"Godt, det er også det han stræber efter, så vi forsætter," brummede Ramoan, men vidste godt, at Loisia ville tvinge ham ind mod en by alligevel. Han så irriteret på hende. "Skrid ud af mit hoved. Jeg behøver ikke at have svar på mine tanker," vrissede af hende. Det var begyndt at skræmme ham lidt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 0:32:36 GMT 3
"Hæhæhæ, du begynder også at forstå ham med hensyn til tankelæsere," sagde hun og grinede ondskabsfuldt. "Men vil du virkelig give ham hvad han ønsker så brændende? Vil du virkelig unde ham at komme til at hvile?" Hun trak videre og smilede stadig. "Hvor langt er der til byen? Jeg ved ikke hvor hurtigt giften spreder sig..."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 0:54:25 GMT 3
"Hæhæhæ, hvor er jeg bare lykkelig," svarede Ramoan sarkastisk. Han var næsten sikker på, at han ikke ville sørge over Ryonells død, men gad ikke til at diskutere det. "Godt, vi tager til en by, men jeg vil vædde med, han skal gøre et eller andet besværligt, og så vil du hade dig selv for, at du ikke lod ham dø." Han begyndte at gå mod der, hvor han vidste den nærmest by lå.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 0:57:03 GMT 3
"Jeg er ikke i tvivl om det, men der er kun en koldblodig morder iblandt os," sagde hun og grinede perlende til ham. "Hvilken vej tror du vi skal? Kan du ikke høre træerne, eller sådan noget?" Hun grinede selv over sin tåbelighed. Selvom hun ikke vidste noget om jorddæmoners magi troede hun ikke på at man kunne tale gennem sine træer.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 10, 2009 1:02:36 GMT 3
"Jeg kan høre det hele. Og lige om lidt kan jeg fornemme kaoset fra byen," han sukkede bittert. "Naturen taler ikke. Den udtrykker sindsstemninger, for dem der kan lytte." Ramoan gik et stykke tid uden et sige noget. "Vi er på rette vej, energien bliver dårligere," konstanterede han til sidst, mere for hendes skyld, end for hans egen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 10, 2009 1:05:30 GMT 3
"Sikker på at energien ikke kun bliver dårligere for dig?" spurgte Loisia og grinede igen, og den eneste distraktion fra vandringen var da hun snublede over en sten. "Ved du, hvis sten kunne tænke, så ville jeg aldrig falde over dem," sagde hun tankefuldt efter at have genvundet balancen. Også hun kunne fornemme byen nu.
|
|
[/URL]