|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 22:07:29 GMT 3
"Hun burde finde et liv," rettede Ryonell oppe foran og knurrede vredt af Bess, bare fordi Bess var det. Loisia kom til at grine, og han rettede blikket mod hende. Hun hævede et øjebryn og mumlede for sig selv, igen mere tænksom end overrasket.
"Han stoppede med at tænke," mumlede hun for sig selv.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 6, 2009 22:42:55 GMT 3
"Nogle gange har han slet ikke nogle hjerne," fortalte Ramoan lige så spydigt, og så vagtsomt med mørkedæmonen, for at se, om han havde tænkt sig at angribe Bess. Selv hunden, der ellers virkede venlig nok mod alle, kunne ikke lide Ryonell.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 22:53:53 GMT 3
"Nej, det tyder på instinktiv overtagelse," sagde Loisia og grinede da Ryonell begyndte at tænke igen og fortsatte med at gå mod Markare. "Jeg tror jeg var meget tæt på at dø der, men jeg er ikke sikker." Hun fortsatte med at grine, selvom det ikke virkede som om det var lettelse der fik hende til det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 7, 2009 20:34:06 GMT 3
"En skam det ikke var tæt nok," svarede Ramoan oprigtigt, og rullede med øjnene. Loisia grinede stadig, rystede lidt på hovedet over dem begge, som om de var fuldstændig skudt i hovederne. Det var én af dem da også!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 7, 2009 20:47:17 GMT 3
Ryonell knurrede oppe foran og fortsatte med at gå. "Lad dog vær med at mukke!" sagde Loisia og rullede med øjnene.
"Jeg har jo ikke andet at lave," vrissede Ryonell irriteret, og Losia grinede til ham.
"Ja, det kan jeg da virkelig godt fornemme," sagde hun, næsten drillende. Ryonell knurrede igen og satte farten op, som om de kunne flygte fra hende. Forbandede tankelæser!
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 8, 2009 16:22:46 GMT 3
Ramoan begyndte at kede sig, jo længere de gik, og der gik kortere og kortere tid mellem sukkene. Han betragtede naturen - der var da i det mindste noget at se på. Også selvom det ikke var skovene, var naturen en ven. Selv ørkenen, et eller andet sted.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 8, 2009 18:00:16 GMT 3
Ryonell bandede pludselig og begyndte at stampe i jorden af arrigskab. Loisia begyndte at grine. "Ved du hvad, hvis man ikke kan høre dine tanker ville du ligne en tumpe," meddelte hun ham og grinede videre, men stoppede så pludselig og blegnede. Ryonell så op på hende og skulle til at knurre da han hørte noget komme brasende.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 8, 2009 18:06:35 GMT 3
Ramoan vendte sig mod lyden, der simpelthen ikke var til at undgå at høre. En lidt for velkendt drage kom styrtende, og den så lidt for genkendelig ud, for ikke at tale om den næsten paniske fremmarch, han også syntes at have set før. Da de gik op for ham hvem det var, blev han fuldstændig bleg. "Væk! Væk, væk, væk!" Udbrød han og stak i løb med Bess i hælene. Midanerne var her ikke til at redde ham denne gang. Loisia begyndte også at løbe bag ham, han vidste ikke hvad Ryonell havde tænkt sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 8, 2009 18:29:17 GMT 3
Ryonell havde ikke tænkt sig at løbe fra noget han ikke kunne se, og i sidste øjeblik kom han i tanke om det og stod imod Ramoan i den anden ende af kæden. Han vidste det var dumt, for hvis det ikke var en drage, som han havde regnet med, så var det nogt andet stort og farligt. Loisia vendte sig om da hun hørte hans tanker.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 8, 2009 18:33:55 GMT 3
Ramoan kunne ikke komme videre. "Er du sindssyg!? Den der slår dig ihjel, tro mig. Den var tæt på at dræbe mig engang, kom nu videre!" Loisia, der selvfølgelig fulgte med i hans tanker, tænkte over hvad jorddæmonen havde lavet i Mida. Helt ærligt, af alle steder? Der lød et brøl bag dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 8, 2009 18:58:40 GMT 3
"Jeg vil gerne have heele historien," sagde Ryonell, falskt smilende, og stod med front mod dyret. Den havde drejet, og en træ væltede ned mod ham med et knak. Et hvidt hoved virrede foran ham, men han stod uden at tøve og uden frygt. Men det varede ikke længe, før hovedet vendte sig, og med et brøl sprang den frem mod Ramoan istedet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 8, 2009 19:03:38 GMT 3
Af bitter erfaring vidste Ramoan, at dragen ikke kunne stoppes, men kun sænkes midlertidigt ved hjælp af planter. "Spørg Loi, hun ved det hele i forvejen," snerrede han. Bess rejste børster og knurrede af dragen. Som om hun kunne gøre noget alligevel. "Og kom så herhen og hjælp mig!" Det var med nød og næppe at han undgik den dødbringende drage.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 8, 2009 19:10:25 GMT 3
Ryonell gik i luften og fløj mod den sekunder inden Ramoan fik sagt det sidste og bad om hjælp. Dragen løb videre, og brølede pludselig da Ryonell fik sparket den over hovedet. En bølge af vind blæste ham fem meter bagud, og dragen vendte sig mod ham og hvæste. Mørkedæmonen hvæste tilbage, og fløj tæt på igen. Det var kun lige netop han undgik at miste begge ben til dyrets gab.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 8, 2009 19:36:32 GMT 3
"Han er sindssyg," stønnede Ramoan fortabt, og fik et bekræftet nik fra Loisia. "Ryonell, løb for pokker!" Råbte han, for at overdøve både hund og drage, og han overvejede, hvad der bedst ville aflede dragens opmærksomhed, imens mørkedæmonen kæmpede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 8, 2009 19:42:34 GMT 3
"Jeg flygter ikke fra en kamp," hvæste Ryonell til dem. Prøv lige se mulighederne i det her!
"Hvem er Heltan?" spurgte Loisia pludselig. Hun havde opfanget nogle af de få tanker dragen tænkte. Så kom hun til live igen og fandt en sten, som hun kastede efter dem. Det var ikke til at se om hun gik efter Ryonell eller dragen, men det kom frem ved hendes næste ord. "Slå ham bevidstløs!" stønnede hun.
|
|
[/URL]