|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 5, 2009 19:27:40 GMT 3
Loisia syntes fascineret af måden Ramoan hang og dinglede i luften på, mens han selv kunne det beskrive det fuldstændig anderledes. Som altid var han lidt panisk over ikke at kunne nå jorden, selvom man skulle tro, at han da efterhånden havde vænnet sig til det. Det var jo ikke første gang. Bess så ud til at være i et forræderisk humør, og holdt sig til Loisia, som den tilsyneladende ikke havde noget imod. Nu havde hun trods alt også reddet dens herre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 5, 2009 20:07:00 GMT 3
Ryonell svang sig fra side til side så Ramoan dinglede mere og mere sidelæns, og satte så farten drastisk op. Loisia så op på dem, og hun begyndte at klukke kort inden han rettede sig nedad og dykkede næsten lodret. Han havde så meget fart på at han nåede op forbi Ramoan, inden han igen rettede op ti meter over træerne. Han kom op i samme højde som før og begyndte igen at zigzagge, og mindede mest om en ondskabsfuld rutsjebane.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 5, 2009 20:09:14 GMT 3
Ramoan var blevet helt bleg, og så jorden komme styrtende imod sig, før de rettede op igen, og zigzaggede videre. Han var sikker på, at han havde haft mareridt der var mildere end det her. Han lukkede øjnene. "Ryonell forhelved!" Hvæsede han sammenbidt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 5, 2009 20:19:21 GMT 3
"Ved du hvad? Det faktisk liige ved at jeg har det sjovt," sagde Ryonell, og der lå rigtigt nok et smil på hans ansigt da han igen styrtede ned mod jorden, denne gang i en stor spiral. Ikke at det sinkede ham det mindste, den store bue. Han nåede igen forbi Ramoan inden han rettede op og lettede op i samme højde igen. En meget ondskabsfuld rutsjebane.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 5, 2009 20:23:55 GMT 3
"Men ved du hvad!?" Råbte Ramoan tilbage, da han besluttede sig for at undgå, at se ned, og bare rettede blikket på sine hænder, hvor knoerne var blevet helt vide af at hånden knyttede sammen. "Jeg har det ikke spor sjovt!"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 5, 2009 20:32:07 GMT 3
"Ja, det har jeg faktisk regnet ud," sagde Ryonell. "Det jo en del af det morsomme. Prøv og tænkt hvis vi ramte jorden næste gang?" Han gik højere op i luften inden han igen dykkede, et lige dyk hvor han var lige ved at ramle ind i Ramoan. De var centimeter fra hinanden, og Ryonell var lige ved at grine da han igen gik op i luften. "Skal vi ikke prøve at se hvad der sker hvis jeg også lukkede øjnene?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 5, 2009 22:14:42 GMT 3
Ramoan lo kort. "Hvis vi ramte jorden næste gang, ville jeg overleve. Det er mit element, idiot," hvislede han. "Men jeg synes bare du skal lande med øjet åbent!" forsatte han irriteret. "Nu tak!"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 5, 2009 22:18:59 GMT 3
Ryonell brummede, lukkede øjet og lod sig falde, og Loisia gispede nede på jorden. De faldt, Ryonell som om han lige var sprunget ud fra en klippe og var på vej ned i havets bølger. Hans vinger fik ham ikke til at styrte ned, så Ramoan så ud til at ramme jorden først. Hvilket måske var positivt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 6, 2009 17:29:34 GMT 3
Ramoan reagerede lynhurtigt, måske endda instinktivt, da han lod nogle planter vokse op fra jorden, og som pænt greb ham i faldet godt fem meter over jorden. Han så mod mørkedæmonen, der beklagevis ikke havde nogle planter til at gribe sig. Men han havde også vinger, et eller andet måtte han vel kunne finde ud af.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 18:13:33 GMT 3
Ryonell rettede op stadig med lukkede øjne og sukkede da hans fødder ramte jorden på det rigtige, forventede tidspunkt. Han sukkede af velvære, mens Loisia kom løbende efter dem. "Det går man ikke, mørkedæmon!"
"Jeg ville jo ikke dø eller noget," sagde Ryonell med et skuldertræk. Det var jo meget svært at læse når han ikke tænkte på det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 6, 2009 20:33:23 GMT 3
Ramoan kom ned på jorden, og Bess kom pibende hen til ham, for at tjekke, om han var okay. Loisia så ud til at scanne ham, også for at se, om han havde lidt nogen skade. Hun skulle til at sige noget, men Ramoan kom hende i forkøbet. "Iih ja, hvor er du til stor hjælp," snerrede han og sendte mørkedæmonen et dræberblik.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 20:55:27 GMT 3
"Du døde jo heller ikke," sagde Ryonell og rullede med øjet. "Hvilket er en skam. Det ville være lettere hvis du bare døde og lod mig være i fred."
"Ved du hvad," sagde Loisia og var stadig for chokeret til at kunne smile og gøre grin med dem. "Han mener det faktisk." Hun lød mere tænksom end overrasket.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 6, 2009 21:13:07 GMT 3
Ramoan var slet ikke overrasket, faktisk ønskede han også at slippe af med mørkedæmonen, måske ved et 'uheld', men hvis koldblodigt mord var en løsning, så var han vel villig til at gribe dem. Loisia så lidt på dem begge. "I er mere fjender, end jeg troede," sagde hun og forsøgte sig med et lille smil.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 21:48:47 GMT 3
"Det er jo lettere hvis han bare kunne skride, men det kan han ikke. Den næstletteste metode er enkel." Ryonell spyttede på jorden og vendte sig for at gå. Markare var den vej, og det var den vej de skulle. De andre kunne bare følge med, en af dem om han ville eller ej. Loisia sukkede bare og rystede på hovedet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 6, 2009 21:55:14 GMT 3
Ramoan fulgte efter, Loisia var med, selvom han ikke fattede, hvorfor hun gad. "Du burde finde en ny hobby," knurrede han, imens han fraværende klappede Bess, imens han gik. Jo hurtigere de fandt den halvengel, jo bedre.
|
|
[/URL]