|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 22, 2009 19:07:08 GMT 3
Jhanin løftede hovedet og rettede ørerne fremad, før den flaksede op i luften og satte sig ved Ramoan og gav ham samme behandling som hunden og Ryonell. Det var ikke sikkert om hunden havde skræmt den eller ej. Ryonell så først ud som om han ikke havde hørt spørgsmålet, men sukkede så. "Jhanin." Hans blik var nu rettet nedad, hvor en enlig kvinde gik gennem gaden med alle sine ting og en hætte over hovedet for ikke at blive genkendt. "Hun vil være væk i morgen."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 26, 2009 16:06:28 GMT 3
Ramoan så i retning af kvinden, med et kort nik. Noget havde mørkedæmonen da ret i. Han tog sig ikke rigtigt af Jhanin, der peb oven på hans hoved. Nå ja, bare en flagermus. Han lukkede øjnene. Flygtede ind i sit eget edderkoppespind af tanker igen. Der var så meget at tænke over. Så meget der gik galt. Så meget der burde laves om.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 26, 2009 16:32:39 GMT 3
Jhanin fløj tilbage og hagede sig fast i Ryonells hår, så den hang med hovedet nedad og rettede ørerne efter dem, og efter den selvfølgelighed og Ryonells manglende reaktion, så var det noget der var ren rutine. Ryonell gad ikke i seng. Hans mørke holdt ham frisk, men som tiden gik kom han i tanke om sidste gang han ikke havde sovet, fordi han havde trukket på mørket, og han besluttede sig. Han skulle i seng. Han tog fat i Jhanin og kastede den ud af vinduet, og lige så hurtigt som den var kommet var den væk igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 27, 2009 13:16:55 GMT 3
Ramoan spekulerede igen på, hvordan den sure, barske og ualmindeligt kolde idiot af en mørkedæmon var blevet gode venner med en munter flagermus, der uden tvivl troede, at hele verden elskede den. Det var svært at forstille sig.. Han trak på skulderen, og lagde sig helt ned mod gulvet, hvorefter Bess rykkede nærmere som en varm dyne ind mod hans ryg. Han lukkede øjnene, men faldt ikke i søvn med det samme. Trægulvet klagede næsten til ham, her var klamt og indelukket, og himlen var ikke over ham. Det rene helvede for en jorddæmon.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 27, 2009 22:44:27 GMT 3
Ryonell så lidt ud af vinduet inden han endelig tog sig sammen og tog alt andet end bukserne af og satte sig på sengen lidt. Han var ikke var til at gå så tidligt i seng. Den var måske kun lige netop midnat nu, ville han gætte på, så der var... mellem tre og fem timer til hans normale sengetid. Han opfangede svagt Jhanins piben ude i mørket, sikkert på jagt efter insekter. Så valgte han at gå ned under tæppet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 28, 2009 21:30:38 GMT 3
Ramoan lå og lyttede til alle lydende omkring sig, lyttede til Bess' tunge, rytmiske åndedræt, et tegn på at den grå ulvehund sov som tungt. Og alligevel bevægede den ørerne i søvnen, mod alle lyde, også de som andre ikke kunne høre, og han var klar over, at den ville springe op ved enhver mistænksom lyd. Så spørgsmålet var, om den sov så tungt, som den forgav..
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 29, 2009 0:31:56 GMT 3
Ryonell vendte og drejede sig længe, inden han igen gav op, satte sig op i senge og stirrede ud af vinduet. Han kunne umuligt sove allerede. Han rejste sig op og overvejede at begynde at gå frem og tilbage, bare for at lave noget, men satte sig så ned igen. Og bankede på ruden, så flagermusen kom igen. Han smilede drømmende mens han strøg den lille pelstot, og bare lå afslappet i hans hænder.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 29, 2009 0:52:59 GMT 3
Ramoan åbnede øjnene, og så hen mod vinduet. Blide, klare stråler af månelys strømmede ind gennem vinduet, lyste det ellers mørke værelse op, med sit mystiske, fortryllende skær, der altid havde betaget ham meget. Jhanin var kommet igen åbenbart.. I skæret fra lyset, lagde han pludselig mærke til, hvor tynd Ryonell var. Det var næsten skræmmende. "Er du på slankekur?" Han hævede et øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 29, 2009 0:56:47 GMT 3
"Slankekur er for folk der har et problem med deres udseende," vrissede Ryonell, og det fredfyldte, drømmende smil forsvandt mens han skulede over til Ramoan. "Hvorfor skulle jeg nogensinde finde på noget så idiotisk?" Han så tilbage ned til det lille dør, der så ud til at være ved at falde i søvn. Han var bare ikke god til at passe måltiderne, den mørkedæmon. Og hans mørke holdt sulten usundt meget i skak.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 29, 2009 0:59:00 GMT 3
"Så skulle du måske overveje en fedmekur," forslog Ramoan uskyldigt, henkastet, som om det var det naturligste i verden. Han satte sig op, men Bess så ikke ud til at mærke noget, og han støttede sig til væggen igen, efter at have skubbet ulvehunden lidt væk.. Eller forsøge på det i det mindste.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 29, 2009 1:02:40 GMT 3
Ryonell så nu direkte uforstående på jorddæmonen, selvom hans følelsesløse ansigtsudtryk kun var væk kort, og flagermusen pibende begyndte at snorke. "Hvad mener du med det der?" spurgte han så og lænede sig tilbage, mens månen gik tilbage til sig selv og mørket igen skjulte hans krop. "Hvorfor skulle jeg gøre noget sådan?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 29, 2009 20:08:30 GMT 3
Ramoan trak på skulderen. "Lån et spejl en dag, ikke?" Var hans eneste kommentar. Han var ikke lige frem kendt for at forklare, måske fordi han ikke var fantastisk til det, og følte sig en smule pinligtt berørt, når folk ikke forstod ham, men han lod som ingenting. "Det ville måske hjælpe dig lidt på vej."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 29, 2009 21:21:14 GMT 3
Ryonell rullede med øjet og stirrede fortabt ned på flagermusen, der lå med den ene vinge hængende ud over hans hånd og så ud til at være faldet i en dødlignende søvn. Han kunne ikke nænne at smide den fra sig, og den bedste måde han kunne komme væk fra idiot-dæmonen var at lægge sig igen. Han kunne dog ikke se sig sur på det lille væsen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 29, 2009 21:26:42 GMT 3
Ramoan sukkede, hans hoved fandt gulvet igen, det knagende, ulidelige gulv, der føltes ti gange hårdere end den bare jord, som han plejede at sove på. Hans øjne lukkede sig i, og kort efter blev han næsten overbevist om, at Ryonell sov over på sengen, at dømme efter endnu et dybt åndedræt, akkurat som Bess. Men det var nok for godt til at håbe på.. Snart blandede hans egen tungere åndedræt sig ind, næsten som en hel melodi, og drømmene greb ham, forandrede den sorte, drømmeløse søvn, til billeder om mørkedæmoner og flagermuse, der fløj langt op mod skyerne, og trak ham med, imens ham kæmpede for at få Bess med sig op i luften, og blive nede på jorden på samme tid.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 29, 2009 22:18:00 GMT 3
Ryonell sov længe om morgenen fordi han ikke havde kunnet sove, og han vågnede først klokken 9 og var udhvilet. 4-5 timers søvn. Rekord? Næsten. Noget lignende. Han satte sig op i sengen og bandede over solen, mens han rejste sig og hang den slatne flagermus, der endnu lå på ham, op i toppen af vinduet, hvor den automatisk greb fat og borede kløerne ind i træværket.
|
|
[/URL]