|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 30, 2009 0:11:18 GMT 3
Ramoan vågnede ti minutter efter, da Bess begyndte at røre på sig, og dermed vækkede ham. Han gabte, fik rejst sig op, og strakte sig efter den ulidelige nat på gulvet. Jorden var jo direkte blød i forhold til! "Godmorgen," bemærkede han, så over mod mørkedæmonen, der da virkede frisk nok.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 30, 2009 0:14:16 GMT 3
Ryonell brummede bare. Han havde allerede tøj på, og han så irriteret på ham. "Morgenmad?" spurgte han irriteret. Han følte sig ikke sulten, ikke endnu. Lidt træt, en lille smule, men intet at tale om. Han havde sovet længe idag. Han sukkede irriteret, men Jhanin pludselig vågnede og flaksede ud af vinduet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 5, 2009 0:43:12 GMT 3
"Jeg giver, hvis det er det, du fisker efter," tilbød Ramoan. "Men det betyder ikke, at du kan nå at bestille ni fadøl, for du kommer til at betale de otte selv." Han rejste sig, og Bess vruffede kort, logrede forventnigsfuldt med halen, da Ramoan rejste sig, på vej mod trappen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 5, 2009 0:51:11 GMT 3
"Du giver, så siger vi det, tusind tak." Man kunne høre på ham at han ikke mente ordene mens han begyndte at gå ned mod krostuen og ikke gad vente på den 'langsomme' jorddæmon, der rent faktisk kom lige i hælene på ham. Der var få folk i stuen, og Ryonell sukkede neutralt og satte sig ved et bord.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 5, 2009 2:06:42 GMT 3
"Oprigtig tak havde været helt fint," bemærkede Ramoan, slog sig ned ved et bord i nærheden af mørkedæmonen. Bess kravlede ind under bordet, og lagde sig med et længselsfuldt suk efter luft. Ramoan kaldte på en servitrice, bestilte det første der faldt ham ind. "Også noget til ham der.." Han nikkede over mod Ryonell.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 5, 2009 11:12:33 GMT 3
Jeg er ikke sulten! gik igennem Ryonells hoved inden han så på Ramoan, men han valgte ikke at sige noget og bare bestille. At sige nej til gratis mad var tillokkende, men også tåbeligt, og han sendte bare servitricen et ekstra surt blik inden han sagde hvad han ville have fra køkkenet. Intet overdrevet eller meget dyrt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 17, 2009 0:58:34 GMT 3
Der gik et stykke tid, før maden blev bragt til bordene. Sikkert kaos i køkkenet, hvis det da ikke var gammelt brød fra i forgårs. Med et skuldertræk begyndte Ramoan at spise, skønt han sjældent indtog morgenmad, men sjældenheder skulle der også være plads til. I stedet for at skule til servitricen ignorerede han hende, men det var nok heller ikke en venlig reaktion.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 17, 2009 1:33:35 GMT 3
Ryonell sad lidt og stirrede på sin mad uden særlig entusiasme, inden han pakkede det sammen han kunne have i tasken og stillede det, der ikke kunne, på Ramoans bord sammen med tallerkenen og gik hen og stilte sig ved døren, og ventede med tydelig utålmodighed på Ramoan. Han var ikke sulten. Det bekymrede ham ikke. Han følte sig bare ikke sulten.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 17, 2009 12:33:55 GMT 3
Ramoan lod sig ikke mærke med, at mørkedæmonen tydeligvis gerne ville hurtigt videre, og han havde da heller ikke travlt, da han spiste. Men omsider stilte han tallerkenen fra sig, uden at røre Ryonells mad, og rejste sig. Bess fór op, og ud fra bordet, hvorefter jorddæmonen lagde penge på bordet. Uden et ord gik han over mod døren og ud, uden så meget som at se på Ryonell.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 17, 2009 14:13:59 GMT 3
Ryonell så et øjeblik ud til at være lige ved at smile, men inden det kunne blive bekræftet vendte han sig og gik ud i solen. Med retning mod Markare endnu. Han havde evner inden for navigation, havde den mørkedæmon, selvom det var svært med denne nattehimmel, denne sol og, ikke mindst, denne slags skov. Her lignede alt hinanden, mens regnskoven var så let at finde rundt i.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 19, 2009 0:35:11 GMT 3
Ramoan sukkede lettet, da træerne omgav ham på alle sider, og som altid havde han intet problem med at finde vej. Han fandt alle de små stier, alle de gode genveje, alt hvad der var nyttigt for at komme hurtigt frem i en skov. Han havde ganske vidst været her før, kunne han mærke, da træerne omkring ham viste deres egen form for genkeldelse, og han hilste dem, med deres form for hilsen, der gik gennem sindet, tankerne, gennem grøn jordmagi, som jordelementet besidder. Bess vruffede og luntede op på siden af Ryonell. Ramoan undrede sig, men vidste, at ulvehunden havde kontrol over situationen, og han stolede på, at den ville komme af vejen, inden den blev slagtet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 0:43:02 GMT 3
"Skrid, køter," mumlede Ryonell irriteret og havde mest lyst til at sparke den væk, men han var i undertal her. Hvis han sparkede den, så var der Ramoan til at springe på ham, og det der træ, og dét, og dét også, og faktisk en hel skov. Nej tak, ingen kamp mod træer. Ryonell bevægede sig mere eller mindre støjende igennem skovbunden. Som et let klodset dyr. Han var ligeglad med det, selvom han hørte det. Han var ikke gode venner med disse skove.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 19, 2009 0:47:48 GMT 3
Ramoan var langt smidigere end mørkedæmonen, men dannede alligevel bagtrop. Af og til prikkede han Ryonell på ryggen, for at gøre opmærksom om en anden vej, der virkede lettere. Bess blev stadig irriterende munter på siden af Ryonell, selvom han netop havde bedt hende om at skride. Den lod sig ikke slå ud så let..
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jul 19, 2009 0:55:35 GMT 3
Ryonell blev meget hurtigt meget irriteret på Ramoans prikken, og i hele dagens manglende lyst til at bruge ord valgte han noget meget lettere. Han vendte hovedet og sendte let en stor spytklat ned på Ramoans skospids, inden han irriteret gik i luften, og sørgede for at lade Ramoan flyve to-tre meter med op.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jul 19, 2009 0:57:26 GMT 3
Ramoan bandede lavmælt. Ikke så meget over spyttet på sin sko, han var sart, men mere over den ikke ønskede flyvetur. "Hvis du ikke sætter mig ned, så kvæler jeg dig," truede han oprigtigt. Han mente det. Hadede at flyve, i det hele taget at være over jorden. "Du kan flyve tyve meter op, mere behøver du ikke!" Bess begyndte at knurre truende under dem.
|
|
[/URL]