|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 12:30:10 GMT 3
Ryonell trak servitricen hen til sig med et vink, og hun smilede til ham. En, der ikke var bange for ham, og som var venlig mod ham. Hun var speciel, og han hævede øjenbrynene før han trak sig ind i sit mørke og trak energi fra det. Det lettede sulten, og han smilede svagt et øjeblik før han kiggede rundt i kroen efter den, der ville begynde slåskampen. Han turde ikke håbe på, at han kunne slippe.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 14, 2009 12:35:32 GMT 3
Ramoan holdt øje med folkene i kroen, fik øje på en mand, der blev ved med at skæve over mod Ryonell. Det var spørgsmål om tid før han ville rejse sig og gå over og.. En stol skrabede mod gulvet, da den blev skubbet ud, og manden nærmede sig beslutsomt hjørnet, hvor mørkedæmonen havde sat sig. På vejen gik han forbi Ramoans bord.. Og faldt så lang han var. En rod skød langsomt ned i jorden igen, efter at have kæmpet sig vej gennem gulvet. Ikke flere slagsmål idag. Det orkede han ikke.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 22:48:17 GMT 3
Ryonell så bare på Ramoan før han igen så over på servitricen, der kom med hans mad, spiste den hurtigt færdig og rejste sig for at gå op på deres værelse. Han gad ikke mere folk, som bare ønskede at angribe ham og smadre ham. Han var ikke træt. Mørket havde både taget størstedelen af hans sult og en lille smule at trætheden.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 15, 2009 21:24:42 GMT 3
"Hey, han har da ikke.." Kroværten fulgte mørkedæmonen med øjnene og rynkede panden.
"Vi betaler senere," bemærkede Ramoan afvisende.
"Vi.. Men.."
"Vi kan også bare finde en anden kro, hvis det er et problem."
"Nej nej.. Det er helt fint.." Forsikrede kroværten hurtigt. Ramoan overvejede, om han skulle følge med op på værelset. Senere. Han gad ikke diskutere lige nu, og det var alt hvad der kom ud af mørkedæmoner og jorddæmoner sammen. Bess brummede henne fra sin plads, og nogen kastede et skeptisk blik over på den.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 15, 2009 23:19:43 GMT 3
Ryonell var næsten nået ind på det værelse han havde valgt inden lænken nægtede mere. Han mærkede et svagt pust af vrede og sprang hårdt ind mod døren, og han kom hele vejen i gennem den. Det føltes som om jorddæmonen faldt, men det tænkte han ikke over. Han lukkede bare døren efter sig uden at tænke over om lænken ville lade det ske. Det ville den. Den gik gennem vægge.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 16, 2009 16:05:58 GMT 3
En usynlig kraft trak i Ramoan, og inden han var klar over det, kom gulvet flyvende mod ham. Han nåede at afbøde faldet med armene i sidste sekund, og skyndte sig op af trappen, for ikke at blive slæbt hele vejen op. Men kort efter stoppede lænken med at hive i ham. Bess var hurtigt faret op fra sit sted ved pejsen, luntede efter Ramoan. De fleste stirrede efter jorddæmoner, der var forsvundet, stadig stående på trappen. En dør smækkede.. I det mindste kunne den gå igennem noget. Han styrede lysten til bare at trække igen. Men hvilken triumf det ville være, hvis Ryonell brækkede næsen..
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 16, 2009 16:42:01 GMT 3
Ryonell satte sig bare på sengen uden at vide hvad han skulle gøre. Han var for frisk til at sove, mest fordi han trak det ud af mørket, og han var ikke vandt til at forlade krostuen tidligt. Men så sad han bare med sit mørke i stedet for, og hvirvlede det om en finger med en som var det en snor som et fattigt barn havde fundet og det var den eneste legetøj de havde.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 17, 2009 16:25:45 GMT 3
Ramoan tog et trin mere op af trappen. Bess tog trappen hele vejen op, og så afventende på ham, med hovedet en smule på skrå, som om den ville spørge, om han ikke gad skynde sig. "Jaja," sukkede han, fik kæmpet sig vej op af trappen, og stod lidt ved døren til værelset, før han tog i håndtaget og gik ind. Uden at se på mørkedæmonen. "Lænken rakte ikke langt nok til at jeg kunne blive siddende," forklarede han, satte sig på gulvet så langt fra dæmonen som muligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 17, 2009 16:45:57 GMT 3
"Hmm," brummede Ryonell bare irriteret og kiggede ud af vinduet, hvor man kunne se stjernerne træde frem fra skjulet i dagen. "Hvorfor kan man kun se stjernerne om natten?" hviskede han uden at ville, at Ramoan skulle høre hans ord. "Fordi solen skræmmer dem. Men de er lys selv. Mørkedæmonernes og lysdæmonernes forfædre." Hans blik var fjernt, og han så ud til at have glemt Ramoan. Imens fortsatte stjernerne med at vise sig for ham.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 17, 2009 18:18:45 GMT 3
Ramoan lod mørkedæmonen sidde og gruble med sine uden tvivl vise tanker, og dykkede ned i sit eget tankespind, en hel verden for sig selv. Fraværende kløede han Bess bag øret, der havde slået sig ned ved siden af ham, og hans tanker søgte ud mod træer og bjerge, den åbne nattehimmel med månen og stjernerne, den velkendte følelse af at sidde og lytte op af et træ til alle de lyde, som han elskede mest. Den friske start om morgenen, når man fandt ud af, at man var faldet i søvn det mest underlige sted, fuldstændig opslugt af jorden. Men også tanken om ørkensandet i Mida fangede ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 17, 2009 18:57:55 GMT 3
Ryonell så ud til at komme tilbage, og hans arrige skulen til Ramoan var et tydeligt bevis på det, inden han igen så ud af vinduet. Intet lys var tændt i værelset, og mørket trak sig sammen og bølgede som et lille hav, mens han lod sig trække ind i verdenen der fandtes i stjernerne. Det var langt væk, og der var så mange teorier om dem. Hans far havde fortalt ham om lys og mørkedæmonerne, mens hans mor havde sagt, at det var lys fra kampen mellem den første lys og mørkedæmon, hvor lyset var den kraft, som mørkedæmonen havde trukket ud af sin fjende.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 17, 2009 23:06:01 GMT 3
Ramoan sukkede. "Det er noget værre rod, hvad?" Han var kommet ud af drømmeverdenen, men så stadig ikke på Ryonell. Blev ved med at klø Bess bag øret som i ren og skær vane, lænet op mod den tynde, hårde væg, der faktisk ikke generede ham specielt. "Alt det her.. Lænkeværk." Han sukkede igen. Bare et lille tegn på den uretfærdighed han følte. Nej, nej, nej. Hvorfor lige ham?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 17, 2009 23:12:25 GMT 3
"Mit liv er noget rod, du er bare endnu en ting der skal overstås," sagde Ryonell, endnu med blikket mod stjernerne, og han sukkede dybt uden at der var følelser i hverken det eller hans stemme. "Du er bare endnu et lille problem der skal overkommes. På den ene eller den anden måde." Det var let at gætte hvilke måder det var, selvom Ramoan og Bess nok foretrak at finde halvenglen i stedet for det andet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Jun 20, 2009 1:12:48 GMT 3
Ramoan valgte at ignorere det sidste. "Hvad er der ellers af rod?" Han lænede hovedet mod væggen, lukkede øjnene med et dybt suk. Livet var virkelig noget rod. Han var sikker på, at han nok skulle kunne klare at blive dumpet af en, han holdt af. Men hvor stod der noget om hvordan man tacklede en mørkedæmon, hvis man var lænket sammen med en?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 20, 2009 1:28:03 GMT 3
"Du forventer at jeg fortæller dig ting," sagde Ryonell, og var mere afslappet nu end han havde været længe. Det var faktisk skræmmende, og selvom han et øjeblik havde været ved at fortælle om Ryonells liv og, forhåbentligt også, død, så lukkede han nu sammen igen mere end nogensinde. Det gule øje gennemborede længe og hårdt jorddæmonen inden det igen rettedes mod stjernerne.
|
|
[/URL]