|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 17:31:33 GMT 3
Reshim rystede på hovedet, nu lidt vildere. "Jeg vil ikke, som jeg sagde. Det føltes virkelig ikke rart når jeg er over jorden. Og jeg har ikke lyst til at tage til Mida, selvom jeg ikke har været der. Jeg vil helst undgå at møde midanerne, hvis det er muligt." Han så ud over havet, som var ved at blive endnu vildere. Det trak op, som om en storm var på vej.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 17:36:53 GMT 3
Driindara så nysgerrigt på ham. "Midanere? Hvad er de for nogen?" Hun lagde hovedet på skrå. Dem måtte hun se en dag! Måske imorgen allerede? "Har du mødt en midaner?" Hun viftede med halen. Midanere? De lød underlige!
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 17:45:11 GMT 3
Mørke skyer samlede sig i det fjerne, mens vinden fortsatte med at blive stærkere. Reshim brød sig ikke om regn, og de skyer lod til at have en masse af det. "Midanere er et menneskelignende folk, som bor i Midas ørken og er de eneste, der har klaret at leve i ørkenen. Og nej, jeg har ikke mødt nogen." Reshim begyndte at hade, at han ikke havde noget tøj på.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 17:55:39 GMT 3
Driindara så op mod himlen. "Åh, det begynder at regne." Hun brød sig kun om regn, når det samtidig blæste op, men ellers var det bedste lige inden det begynder at regne. Hun steg op mod den mørkegrå himmel, og svævede lidt over stranden, for at nyde, at vinden var så kraftig. Et begejstret hvin lød fra hende, og hun lod vingerne stå stille, så det et kort sekund så ud til, at hun ville falde, før vinden fangede hende, og løftede hende op. Hun fløj så tæt forbi Reshim på siden, at hun næsten strejfede ham.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 17:59:36 GMT 3
Reshim dukkede sig forfærdet og råbte, at han nok var nødt til at finde ly, for ikke at blive våd eller blæst omkuld. Han så op og så nogle klipper i nærheden, og bad til at der var en klippehule deroppe. "Vil du med, eller har du det fantastisk hvor du er?" spurgte han så højt han kunne, fordi det var ved at blive rigtig storm.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 18:10:17 GMT 3
"Du når aldrig der op inden," Fnyste Driindara, der havde set ham skæve op til klipperne. Hun havde ikke særlig stor tillid til, hvor langt han kunne nå på fire ben uden vinger. "Jeg kan flyve dig derop på få sekunder, at du ved det. Det ville spare dig for en masse besvær, og du vil komme i ly." Hendes blik var stædigt. Det var som om, hun var fast besluttet på, at han skulle ud og flyve.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 18:37:48 GMT 3
"Vi lader det komme an på en prøve," sagde Reshim venligt, selvom hendes meninger om flyvende og ikke flyvende væsner begyndte at irritere ham noget så forfærdeligt. "Vi kan prøve at se, om jeg kan komme i ly inden regnen begynder." Han ventede ikke på, at hun svarede, men løb allerede afsted i fuld fart, hurtig som vinden.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 18:52:34 GMT 3
"Hvis du ikke når det, må jeg give dig en flyvetur." Udfordrede Driindara, og svævede lige over ham. Hun kredsede lidt rundt, før hun fløj i forvejen i slalom, vendte om, for at flyve tilbage igen. Hun måtte indrømme, at han var hurtigere, end hun havde regnet med, men hun nævnte det naturligvis ikke. Hun ville hellere dø end at indrømme, at man også kunne være hurtig på gåben!
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 19:04:41 GMT 3
Udfordringen fik Reshim til at sætte farten yderligere op. Ikke om han ville op at flyve igen! Han nåede kanten af klippen hurtigere end han selv havde troet og løb lidt frem og tilbage for at finde en hule eller et sted at komme op til en hule, og han fat en stejl vej der førte til en stor hule tæt på toppen. Han løb sikkert op at vejen og nåede ind i hulen, og et halvt minut senere stod det ned i stænger.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 21, 2009 10:52:30 GMT 3
Vandet strømmede ned fra den overskyede himmel og gjorde Driindara våd, men hun havde aldrig klaget over en lille byge eller et godt uvejr. Hun cirklede lidt rundt udenfor hulen, og stak så hovedet ind. Der var du heldig Lo hun. Hun morede sig kongeligt. Så søgte hun op mod himlen, hvor en torden begyndte at rumle. Hun slog en dobbeltsalto i luften og frydede sig over den høje lyd fra den rumlende himmelbue. Kort efter søgte hun mod hulen igen. Åh et herligt vejr! Her blæser! Rapporterede hun til kenaturen og lod sig svæve med af et kraftigt vindstød.
|
|
