|
|
Post by Driindara on May 13, 2009 19:30:29 GMT 3
Driindara så ud til at tænke sig lidt om, men faktisk havde hun allerede bestemt sig for længst. "Hmmm.." Brummede hun smilende. "Så finder vi ud af det nu," forsigtigt, så hun ikke kom til at skade ham, lukkede hun kløerne om hans krop, og slog med vingerne. Meter for meter steg de længere og længere op, og alt blev mindre og mindre under dem. Hun lo højt, da vinden suste dem i møde. "Det her er min bedste ven, Reshim. Skal jeg sætte farten op?" Hun gav sig til at flyve i slalom, men huskede hele tiden sig selv på ikke at klemme ham.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 13, 2009 19:46:05 GMT 3
Reshim spændte sin krop og mærkede ubehaget. Han var ikke skabt til at flyve, kunne han mærke, tydeligvis ikke. Hvordan kunne hun dog holde det ud? Af samme grund til at han ikke kunne, det med at være skabt til. At være højt oppe, det skræmte ham ikke, men... De bevægede sig. Det føltes forkert, og han rystede på hovedet mens han prøvede at slappe af. Han nød det, i sidste ende nød han det, men hans instinkter sagde ham, at han burde komme ned på jorden igen, og det i en fart.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 13, 2009 20:34:12 GMT 3
Driindara ventede ikke på hans svar, men gav sig til at hvirvle rundt som en snurretop i luften, med vingerne tæt foldet ind til kroppen, og alligevel steg de stadig højere opad. Hun spredte pludselig vingerne ud, da et kraftigt vindstød mødte dem, og hun rettede yndefuldt kursen lige ud, ud mod havet. "Nå kentaur, hvad vil du se? Jeg tør vædde på, du ikke får chancen igen." Hun lo kort og slog en salto i luften.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 13, 2009 20:59:02 GMT 3
Reshim brød sig ikke om hendes krumspring, men at hun lavede dem og han hun holdt sig så stabilt i luften betød vel, at hun vidste hvad hun lavede og var sikker på hvordan. Det gjorde ham en smule tryggere, men kun en smule, og han prøvede at holde sidste måltid i sig da han svarede: "Jeg ved det ikke... Kan jeg komme ned nu?"
|
|
|
|
Post by Driindara on May 13, 2009 21:05:12 GMT 3
"Ned?" Tanken var ikke strejfet Driindara. At han ikke brød sig om at flyve. "Er alle kentaurer så jordforbundne? Ved de overhovedet, hvad der er sjovt?" Sukkede hun, men begyndte dog ganske langsomt at flyve ned mod jorden igen. "Jeg forstår dig ikke. Hvordan kan nogen holde ud at gå rundt på jorden hele tiden?"
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 13, 2009 21:35:58 GMT 3
"Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde ud at være deroppe," svarede Reshim, næsten tørt. "Vi er ikke skabt til at flyve, og hvor vi lever er der næsten ikke mulighed for at komme højt op. Og så længe vi trives hvor vi er og formere os så godt og hurtigt som vi gør kommer der ikke ændringer." Han tænkte sig godt om. "Det ville nok være det samme som at tage vingerne af dig. Den usikkerhed du føler ved at være på jorden og ikke have mulighed for at komme hurtigt væk har jeg, når jeg er oppe i luften."
|
|
|
|
Post by Driindara on May 14, 2009 16:56:54 GMT 3
Driindara slap ham forsigtigt, da han kunne nå jorden, og susede igen rundt over hans hoved, væltede sig rundt i luften som et andet barn, der kaster sig rundt i vandet. "Jeg vil gerne vide," begyndte hun, "Jeg vil gerne vide, præcist hvorfor du blev udstødt?" Hun kendte næsten ingenting til, at skulle blive udstødt, det virkede underligt for hende, men man kunne være sikker på, at hun ville prøve at forstå det. Hun stod nu stille i luften, som en rovfugl der spejder efter sit bytte, bortset fra, at hendes blik nok ikke var nær så morderisk.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 14, 2009 17:05:21 GMT 3
Han endte sikkert på jorden, men satte alt vægten af det højre bagben og så ned. "Det er..." begyndte Reshim tøvende, fordi han ikke var sikker på, om han kunne snakke om det uden at komme til at sige ting han ville fortryde. "Vi har nogle regler, kentaurerne, som jeg ikke fulgte..." Han trak svagt på skulderne.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 14, 2009 18:08:48 GMT 3
Driindara landede igen foran ham, let og elegant. Man skulle ikke tro, at hun kunne være så klodset, når hun gik, så let og ubesværet som det så ud for hende at bevæge sig i luften. "Ja?" Opmuntrede hun med et smil. Hun lagde sig ned, og selvom hun vidste, at hun snart ville flyve op igen, var det en udmærket måde at vise, at man var en opmærksom lytter.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 14, 2009 18:14:04 GMT 3
"Vi holder os altid... Det er vigtigt at vi ikke blander os med andre væsner. Der har altid gået rygter om at jeg skulle være i familie... At min mor parrede sig med en elvermand i stedet for min far. Så da jeg viste interesse for en ung menneskepige, så mente de fleste at det var laster fra blanding. Resten mente jeg bare brød reglerne, og selvom min far ikke brød sig om det, var han tvunget til at sende mig væk." Reshim stod lidt usikkert og trippede, men sand klæbede sig fast til hans hove og det nederste af hans ben.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 14, 2009 18:42:51 GMT 3
Driindara hævede det ene øjenbryn. "Og du mener, at du fortjente, at blive udstødt? Jeg synes ikke, det lyder helt rimeligt." Der var medfølelse i hendes tonefald. Det var synd for kentauren. At blive sendt bort af sin egen far.. Hun var sikker på, at hendes forældre aldrig ville gøre noget lignende. Eller i hvert fald ikke hendes mor. Hun kunne knapt nok huske hendes far. Havde faktisk glemt navnet på ham. Eller måske havde hun aldrig fået det at vide?
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 14, 2009 18:52:02 GMT 3
"De gjorde hvad de burde," sagde Reshim. "Jeg ville være skuffet hvis jeg var af flokkens normale rang og en af lederens sønner slap fri fra straf for det værst tænkelige, fordi hans far elskede ham for højt." Reshim betragtede Driindara indgående. "Hvorfor er du alene?" spurgte han. "Jeg ved ikke om drage er flokdyr, men det er vel..." Han tav.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 14, 2009 19:32:22 GMT 3
"Åh, min mor blev dræbt, og ilddrager er belastende.." Hun lo kort, spøgte næsten med det, for at dække over et gammelt sår, der aldrig rigtig var helet. Der stadig sprang op, hver gang nogen bragte emnet på banen. "Og med hensyn til flokdyr.. Absolut nej. Men jeg er nok mere alene, fordi.. Fordi jeg måske godt kan lide at være alene." Det sidste var ikke langt fra en løgn. Hun elskede at snakke med nogen. Det var kun meget, meget sjældent, at hun holdt af at være alene med kun sig selv.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 14, 2009 19:41:09 GMT 3
Reshim nikkede og genkendte den halvt anstrengt, spøgende stemme, hun havde taget på for at dække sig til. Da han var dårligere skuespiller end han var nu, havde han altid brugt spøgen til at dække over sine værste nederlag, og nederlag havde han rigtig mange af. "Du behøver ikke snakke om det, hvis du ikke har lyst," sagde han venligt.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 15, 2009 17:58:06 GMT 3
"Åh, jeg har det helt fint," påstod den hvide drage stædigt. På trods af at hun helt bevidst lod emnet falde. Hun lod det ene forben krydse det andet i sin liggende stilling. "Lad mig så høre, Reshim.. Hvad lavede du før du blev.. Udstødt? Hun gjorde intet forsøg på at skjule sin utilfredse grimasse. Sikke noget dumt noget at gøre!
|
|
