Saltvand og Tanglopper

[Reshim Gyldenhov]

"Det kommer an på hvilken en af dem du taler om. Udstødningen fra min kentaurflok eller da jeg blev smidt ud af Markare?" Reshim var mere oprigtig i det end hun var da hun snakkede om sin fortid, men han havde det lige så slemt med det som hende. Skuespil er en del af den virkelige verden i følge Reshim.

[Driindara]

Driindara var faktisk lidt ligeglad med kentaurflokken. Men det med Markare lød langt mere interesserant. "Fortæl om Markare,"" bad hun. Eller var det en ordre? Måske.. I hvert fald ville hun blive meget fornærmet, hvis han ikke ville fortælle hende historien. Hun elskede historier!

[Reshim Gyldenhov]

"Det er nærmest et stort, blødt bakket område. Der er højt græs overalt, som bølger når vinden rammer det. Ikke store, hårde bølger som de..." Han nikkede mod havet. "... Men fine, dejlige, venlige, og de kildre når man går igennem dem." Han så drømmende ud da han mindedes den verden, som han var blevet tvunget til at lægge bag sig. "Der er enkelte skove, men de er så små at det ikke er værd at snakke om. Man kan gå igennem dem på mindre end en halv dag som kentaur, og på et par timer som et menneske. Og et bjerg er der også, et enkelt, der ligger tæt på Aregos. Grønt og takket, med en smule sne på toppen." Han vidste ikke, om det var hvad hun havde ment med spørgsmålet, men det var det i hvert fald nu.

[Driindara]

Driindara smilede. Hun havde fløjet over Markare tusinde gange, men det var aldrig rigtig et land, som hun havde slået sig ned i. Hun kunne mærke glæden i hans stemme, måske også savnet, og hun undrede sig over hvorfor han dog var blevet smidt ud. Personlige spørgsmål lod ikke til at genere hende, og det kom da også til sidst.. "Hvorfor blev du smidt ud af Markare?"

[Reshim Gyldenhov]

Reshim stod tøvende, da endnu et af de ubehagelige, personlige spørgsmål, men han valgte alligevel at svare. "Jeg fornærmede isdæmonen dronning Vanyrimora, åbenbart. Hun er en skrap, smuk kvinde, og kan tydeligvis ikke forstå en spøg. Og hun forsøgte at slå mig ihjel inden hun gav op og forviste mig."

[Driindara]

Driindara sukkede medfølende. "Sikke en heks! Hvor er det trist. Du må have det forfærdeligt," gættede hun. Hun lod hovedet synke ned på de krydsede forben, så hun havde øjenkontakt med ham. Vandet forsatte med at skvulpe ind mod stranden, men hun lagde slet ikke mærke til det mere. Men én ting lagde hun altid mærke til. Vinden var herlig og vild hos Neramores kyst.

[Reshim Gyldenhov]

"Jeg prøver at finde en måde at komme tilbage på, selvom jeg må undgå min egen art. Men nok om mig." Det sårede ham stadig at være ved det emne, men han sørgede stadig for at skjule det. "Hvor kommer du fra? Har jeg spurgt om det? Nej, det har jeg ikke. Hvor kommer du fra?" Han smilede venligt.

[Driindara]

Driindara brød sig bestemt ikke om at snakke om sig selv. Men hun svarede, fordi hun ikke kunne lade være. "Jeanore," svarede hun henkastet, muntert, selvom hun bestemt ikke brød sig om landet længere. Det var et skrækkeligt land. Og de mennesker, der boede der! Hun kunne ikke fordrage Jeranore. Men der var en helt anden grund til, at hun ikke brød sig om landet. Og det var ikke fordi, at der var noget galt med menneskene der. Kun nogen af dem. Selvom hun havde noget imod dem alle sammen.

[Reshim Gyldenhov]

Reshim nikkede svagt. "Jeg bryder mig ikke om landet," sagde han med fornemmelsen af at han kunne sige det uden at hun ville reagere negativt. "For mange bjerge, meget lukkede og aggressive mennesker og alt for tætte granskove. Landsbyerne virker som en trussel, der pludselig dukker op bag den næste klippe eller bjergtop."

[Driindara]

"Jeanore er rædselsfuldt," stemte Driindara i med ekstra følelse. "De der lever der er nogen forkælede, morderiske bæster, der fortjener at dø!" Et højt fnys undslap hende. Det var ikke en rimelig dom hun havde givet landet, men alt var heller ikke rimeligt. Det behøvede det ikke at være. Hun var i hvert fald ikke den, der ville uddele chancer til højre og venstre, og tro på det bedste i alle. Nonsens!

[Reshim Gyldenhov]

Reshim trak afslappet på skulderne, så hun ikke kunne se, hvor meget hendes opførsel og tonefald skræmte ham. "Jeg har ikke oplevet det længe nok til at give dig ret, men det var nogenlunde det, jeg tænkte om dem, da jeg var der." Hans stemme skælvede svagt i frygt, men ikke så meget at man kunne høre det rigtigt. "Så længe du ikke bliver en, som dræber alle mennesker i din nærhed, så er jeg glad."

[Driindara]

Driindara så fornærmet på kentauren, og viftede irriteret med halen. "Og hvad får dig til at tro, at jeg skulle gide at gøre dig glad? Du aner ikke hvor meget mennesker fortjener at dø. De spreder ødelæggelse overalt. De ødelægger vores lande! De myrder, de plyndrer, de brænder og de bedrager, og de overtager alting! Giv mig en god grund til, at jeg skulle lade være!" Hun lo skingert. Lagde slet ikke mærke til den skjulte dirren i Reshims tonefald.

[Reshim Gyldenhov]

"Store dele af verdenen vil blive sølet ind i blod til ankler og knæ." Reshim så på hende. "Der er et teaterstykke hos menneskerne, der minder meget om det du står og truer mig med. 'Mand efter mand løb imod den, og men blev spiddet af dens kløer, mens den brølende lagde først Jabull, så Seamore og til sidst Aregos i ruiner. Blodet lå de overlevende til knæene mens de løbende forsøgte at flygte.' Et uddrag fra stykket." Reshim så op på hende, og hans frygt og usikkerhed var helt forsvundet. "Men jeg har noget andet at sige til dig. Hvis du dræber menneskerne og laver den helt store massakre, vil du falde ned under dem."

[Driindara]

Han kunne lige så godt have slået Driindara. Hun stirrede tavst på ham længe, trådte et hidsigt skridt tilbage, så vandet fløj omkring dem. Hendes krystalblå øjne var blevet iskolde. Det burde måske ikke ramme hende så hårdt, men at blive beskyldt for at myrde morderne! "Så tænk lidt over det her kentaur. Hvis vi allerede er dømt til uhyre fra starten, er det svært at ændre andres synspunkt, fordi at de stopper alle til med viden om, at vi dræber og dræber og dræber! Hvorfor så ikke bare spille rollen?" Hun snerrede af ham nu. Hvor vovede han! Hun trådte truende frem igen, stirrede hidsigt på ham. Halen svingede som en pisk gennem vandet. Og så lo hun hysterisk og lettede fra jorden. Suste vredt rundt om ham. "Men hvor meget mere uhyre er vi end alle andre? Er der i virkeligheden forskel på at dræbe og smide nogen bort fra alt de elsker?" Hun landede igen med et ordentligt brag. "Er der forskel på at brænde eller kaste nogen i en celle, hvor de kan sulte ihjel? Det tror jeg ikke. Man dør under alle omstændigheder alligevel."

[Reshim Gyldenhov]

"Du siger mange spørgsmål, og jeg vil forsøge at svare så godt jeg er i stand til det. Du snakker om roller? Hvis kentaurerne udførte den rolle menneskene gav os, ville vi endten være uddøde eller en flok mordere til mordere. Stykket handlede om en kentaur, min ven, en kentaur der var blevet sindssyg af at forlade sin flok og sit land og havde ladt sig opsluge af mørket for at sejre over sine fjender." Reshim betragtede hende afslappet. "Mørket ændrede kentaurkvinde og 'blev det uhyrer der gemme sig i hendes art. Jeg nægtede at spille det stykke." Han betragtede hende indgående da han fortsatte. "I bliver set som uhyre af mange, fordi de eneste der er virkeligt tydelige, er de, som er blevet onde og hadefulde af menneskers ugerninger. Hvis vi begynder at hjælpe menneskerne og gøre jeres gerninger tydelige, vil I langsomt få et bedre ry. Om 2-3000 år er I måske set som øglenes enhjørninger. Og hvis du passer på, vil du måske være i stand til at se det." Han hentydede til hendes lange liv. "Det næste spørgsmål var forskellen på drab og at tage folk, ikke? 'Død mand skader ingen'. Manden der bliver taget bort risikere sindssyge, og risikere at skade folk derved. Til gengæld, hvis han holder fast i håbet, kan han komme tilbage til verdenen og leve med hvad han har mistet eller finde noget nyt at leve for. I døden vil han ikke have mulighed for at få et liv, han kan ikke længere føle glæde eller sorg, og han efterlader en masse folk i sorg, uden at de har håbet om at han kan komme tilbage, mens de vil tro at der er mulighed for det hvis manden 'bare' er taget." Han så trodsigt på hende, og hans frygt var væk uden spor af at have været der. Nu så han ud til at være blevet slået i maven, og han faldt nærmest sammen. "Dit sidste spørgsmål rammer mig hårdt. Efter jeg fornærmede dronning Vanyrimora blev jeg sat i en celle for at dø af sult. Dernede fik jeg at vide, at kongen og dronningen havde haft et skænderi om, hvordan jeg skulle dø, for at jeg skulle det, det var sikkert. Jeg fik at vide, at noget de havde snakket om netop var at blive brændt, men at denne måde at dø på var for hurtig og barmhjertig. Det mest smertefulde de kunne finde på var at sende mig i en celle og lade mig rådne op uden mad, og uden at hele de sår de havde påført mig, da de fangede mig ind som et dyr. Jeg kan kun huske tågen af mangel på mad og smerten i kroppen, når jeg kastede mig mod celledøren i et forsøg på at få fat i den mad, som vagterne gav de andre fanger. Og smagen af de små stykker brød, jeg ikke ved hvor kommer fra. Jeg ville langt hellere være blevet brændt end at stå i fem dage, hvor jeg højst fik 100 g brød at overleve på, og så komme ud bagefter uden andet at leve for end... end ingenting." Han så hårdt på hende, og forventede nu, at hun ville æde ham for at sige hvad han gjorde.