|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 10, 2009 22:51:46 GMT 3
Reshim havde kun netop taget et skridt ind i den første klump tørret tang da han mærkede noget krible op af hans ene forben. Han spjættede som et legesygt føl, overrasket over oplevelsen, og styrtede ud i havet da kriblen ikke forsvandt. Herude var der rart og ingen kriblen, men en der lugtede af salt. Han brød sig ikke om salt, en af de eneste ting hos menneskerne han aldrig havde forstået. Hvem proppede grim smag på deres mad? Han smagte på det og skar ansigt. Nej, ikke noget han ville foretrække. Han vovede sig på land igen, og undgik den tørre tang så godt som muligt. En blandet oplevelse, hans første tur på stranden.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 11, 2009 18:43:22 GMT 3
Driindara kom svævende langt, langt oppe på himmelbuen, som en hvid prik i bevægelse. Hun så det store hav, der bredte sig under hende, og hun kunne se bølgerne skvulpe og bruse. Op og ned. Op og ned. Hun lod sig glide længere ned mod havet, og fulgte bølgernes dans. Op og ned. Med et bredt, bredt smil gav hun noget, der kunne ligne et jubelråb fra sig, og slog lidt med halen i luften, så hun et kort sekund kom ud af balance. Så steg hun op mod skyerne igen. Hun gav et kraftigt bask fra sig med vingerne, og så skød hun bare videre opad, igennem skyer, der slørede hendes syn i få, fantastiske sekunder. Hun gav et brøl fra sig, rettede kursen lige ud, da vinden suste hende i møde, og hun kunne mærke, at hun ikke længere styrede selv, men at vinden bar hende ind mod Neramores kyst.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 11, 2009 18:56:18 GMT 3
Reshim havde grebet sin bue i samme øjeblik han havde hørt brølet, men da han så dragen lo han, og et smil bredte sig over hans ansigt. Drager var farlige når de ville, men denne her virkede fredelig og i godt humør. Han havde aldrig snakket med en, men han havde set ødelæggelserne fra en i Jeanore, og han havde været forbi en dragerede i Markare engang. De var, alt i alt, både fredelige og farlige, som alle andre væsner på jorden.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 11, 2009 19:07:20 GMT 3
En vild frihed hamrede i Driindaras bryst, og øjnene lyste af lykke, da hun hvirvlede ind mod stranden. Hun elskede at suse afsted med vinden, at flyve rundt overalt. Og hun ville ønske, at hun aldrig behøvede at lande. Fandtes der nogen højere grad for lykke? Hun tvivlede stærkt. Vand sprøjtede til alle sider, da hun landede i det, men her langs kysten var der ikke særlig dybt, og det gik hende ikke engang til bugen. Det gav et kort sæt i hende, da hun fik øje på en kentaur længere henne. Et dybt suk undslap hende. Stakkels kræ! Ingen vinger.. Hvordan bar den sig dog ad med at komme rundt? Da hun fik øje på buen, trak hun sig lidt tilbage, men nysgerrigheden fik overtaget og hun tog et klodset skridt frem mod ham, så vandet igen sprøjtede op. Først nu foldede hun vingerne tæt ind til kroppen.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 11, 2009 19:15:02 GMT 3
Reshim bukkede da han så hende, beæret over at hun valgte at interessere sig for ham og dybt betaget af hende og hendes krop. Han rettede sig dog hurtigt op, og trippede lidt usikkert i sandet. "Jeg undskylder, hvis du ikke bryder dig om buk, men jeg har aldrig mødt en drage før." Han satte buen på plads igen, sikker på at den alligevel ikke ville være til hjælp hvis dragen var fjendtligt stemt.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 11, 2009 20:16:22 GMT 3
Driindara betragtede nysgerrigt kentauren med hovedet rettet på skrå. Hendes hale svingede svagt frem og tilbage i vandet, så hun skabte den ene høje bølge efter den anden, og vandet skvulpede indover det tørre sand i nærheden af hvor hun stod. Så smilede hun pludselig. "Du virker rar," betroede hun ham. Hun nikkede kort til ham, som svar på hans buk. Og så gik hun lidt tættere på. Det faldt hende slet ikke ind, at hun kunne virke skræmmende. "Mit navn er Driindara Sølvvinge. Hvad er dit, kentaur?"
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 11, 2009 21:27:07 GMT 3
"Mit navn er Reshim Gyldenhov. Selvom jeg ikke længere kan bruge mit efternavn." Han tog hendes ord som gode varer og et tegn på venlighed. Hun virkede desuden mere nysgerrig end angrebslysten, meget rart, når man så på at hun var større end han og sikkert også havde magi. "Hvad laver du her?" spurgte han videre.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 11, 2009 21:40:15 GMT 3
"Åh, det er bare så sjovt at flyve rundt omkring havet. Her blæser meget." Forklarede Driindara og strakte vingerne lidt. Hun smilede bredt, dunkede halen imod vandet, så en stråle af vand sprøjtede udover hele hende. Hendes krop blev våd, og hun rystede sig grundigt, fra hoved til halespids. Hun gik tættere på. Og tættere endnu. Stirrede på ham som om han var et eller andet mirakel, og det var han jo på en måde også. For hende var han bare endnu en mystisk skabning, som hun havde chancen for, at lære mere om. Mere underholdning. Hun lettede kort fra jorden, fløj lidt rundt over ham, og kunne ikke nære sig fra at suse tæt forbi ham. Så landede hun igen. "Hvorfor kan du ikke længere bruge dit efternavn, Reshim?" Spurgte hun nysgerrigt.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 11, 2009 22:10:55 GMT 3
"Jeg er udstødt," sagde han forklarende. "Bliver jeg genkendt som udstødt af en kentaur er jeg død. Og hvis nogen fra Markare har noget imod mig og kender mig, har også de lov at dræbe mig. Verdenen er i mod mig for tiden." Han så betaget på hende med lysende øjne, og følte sig mere og mere heldig... Eller, noget mere end heldig.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 11, 2009 22:26:01 GMT 3
Driindara rystede på hovedet. "Det var da håbløst! Hvad er formålet med at leve, hvis man slet ikke må noget som helst, uden at skulle passe på hele tiden? Det lyder som en mennesketing at udstøde andre." Hun så tankefuldt på ham. "Men det ser da ud til, at du har klaret dig godt, selvom du ikke kan flyve." Driindara skjulte ikke, at hun så det som en svaghed, hvis man ikke havde vinger.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 11, 2009 22:34:46 GMT 3
"Det at udstøde folk forhindre de svage og dårlige i at formere deres negative sider ind i afkommet!" sagde kentauren, protesterende. "Jeg fortjente at blive udstødt fra min flok." Han følte sig fornærmet, og ville gerne vise det, selvom han ikke ville gøre hende sur. Han havde ikke noget imod hendes ord om vinge, men at kalde udstødning en mennesketing og noget dårligt! Det var dårligt, men det var også det bedste.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 13, 2009 15:21:30 GMT 3
Driindara rullede med øjnene. "Det bliver vi aldrig enige om. Lad os snakke om noget andet. Hvorfor er du i Neramore? Kunne det ikke lige så godt have været Solitopia?" Den lange hale blev svunget frem og tilbage igen, så foldede hun atter vingerne ud og svævede bare få meter over ham. Hun hadede at stå stille. Havde slet ikke tålmodighed til bare at gå.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 13, 2009 15:53:41 GMT 3
"Jeg... Vandre bare rundt. Har ikke rigtigt noget formål." Han skravede lidt uroligt i jorden. "Jeg kommer jo egentligt fra Markare, men jeg..." Han trak på skulderne, ønskede ikke helt at uddybe. "Jeg kan ikke være der mere." Hans ben begyndte at klø, men det var ikke på den kriblende måde han havde mærket først. Det var saltvandet der var ved at tørre.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 13, 2009 16:02:47 GMT 3
Driindara kunne mærke, at Reshim ikke brød sig om at snakke om sin fortid. Hun besluttede sig for at skifte emne, og fik pludselig et drillende glimt i øjet. Hun landede igen, denne gang lige foran ham, og stirrede ind i hans øjne, med sine egne, store, muntre og glasblå. "Er du bange for højder, Reshim?"" Hun havde ikke foldet vingerne ind. Tidsspilde når hun alligevel snart ville lette igen.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 13, 2009 18:51:43 GMT 3
"Jeg kan ikke lide bjerge," svarede han bare. "Jeg har aldrig rigtig været højt oppe, bortset fra da jeg skulle igennem bjergene i Jeanore, hvor jeg konstant var bange for at skride på løse sten. Heste er ikke skabt til bjerge, så det er ikke meget lettere for mig." Han gned sine forben mod hinanden for at klø det.
|
|
