|
|
Post by Driindara on May 17, 2009 19:26:55 GMT 3
Driindara fnyste fornærmet. Hvad skulle man ellers gøre, når man var slået på ord? Han skulle ikke tro, at hun gad til at holde en endnu længere tale bare for at få ret. "Hvor var det dog ærgeligt, at du ikke mødte en drage i stedet for." Hun vendte hovedet bort, og besluttede sig for, at hun ikke gad snakke med ham. Sådan sad hun krybet sammen længe, uden at sige en lyd, men hun kunne ikke lade være med at skæve til ham fra tid til anden. I et pludseligt ryk så hun op mod himlen. Okay, hun kunne ikke tie stille længere. "Så.. Du er skuespiller?" Lød det nysgerrigt fra hende.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 17, 2009 19:33:07 GMT 3
Han rystede på hovedet. "Jeg var. Da jeg boede i Aregos. En højt elsket skuespiller, der gik med til hvad som helst, lige meget hvor nedværdigende det var for hans art, og netop var elsket af den grund." Han så ned i jorden og sukkede nedslået. "Jeg spillede hvad som helst, alt bortset fra i stykket Li Maniare Ness, kentaurmonstret. Da jeg blev sendt væk var de i gang med at lave skrive et stykke, hvor jeg ligefrem kunne blive helten. Jeg ændrede Aregos' mening om kentaurerne på et halvt år."
|
|
|
|
Post by Driindara on May 17, 2009 19:37:46 GMT 3
Driindara var en god lytter, når hun altså ikke adbrød med alle sine spørgsmål. Hun forholdt sig tavs med et opslugt og ivrigt udtryk i øjnene, der viste, at hun hørte godt efter. "Åh, må jeg ikke høre historien? Den med helten?" Hun havde fuldstændig glemt, at hun var sur på ham. Hun havde tilsyneladende nemt ved at glemme. Eller tilgive.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 17, 2009 20:03:37 GMT 3
"Jeg fik den aldrig at vide," svarede han. "Det var ikke meningen, at jeg skulle vide, at den eksistrerede. En overraskelse, til min fødselsdag, som var få dage efter at jeg blev sat ind i cellen. De var nok allerede færdig med stykket da det skete og i gang med at lave kulisser og kostumer og alt det der, så vi kunne øve den første gang på min dag." Han mærkede tårerne presse på, men lod dem ikke falde.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 17, 2009 20:11:05 GMT 3
"Åh hvor trist," sukkede Driindara medfølende. "Du må have kunnet lide dit job." Hun lettede igen. Fløj lidt rundt oppe på himmelbuen, før hun langsomt dalede ned, og stoppede en meter over jorden, hvor hun holdt sig i luften med vingerne. "Men du får dit job tilbage en dag," sagde hun overbevisende.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 17, 2009 20:26:49 GMT 3
"Hvis du har en måde, jeg kan komme ind i Markare på og leve der lovligt, må du heller end gerne fortælle mig det," sagde Reshim koldt og sparkede i sandet, som om han havde brug for at løbe og løbe og aldrig stoppe igen, før verdenen igen var noget. "Jeg ved ikke selv, hvordan jeg kan komme ind i varmen nogen steder."
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 14:59:03 GMT 3
"Årh hold op, det kan da ikke være hele Markare der leder efter dig!" Protesterede Driindara. "Du kunne jo slå dig ned i en af de små byer. Der hvor folk ikke hører noget." Det var ikke faldet hende ind, at det kunne blive svært for ham at krydse grænsen uden at nogen opdagede ham. Hun var selv vant til at kunne flyve hvorhen hun ville, hvornår hun ville.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 15:13:16 GMT 3
"Kentaurerne leder jo også efter mig, og hvordan skal jeg komme over grænsen? Hvis kentaurerne høre, at der er en af dem, der bor i en lille menneskeby, tror du ikke de kan regne ud at han ikke tilhøre nogen flok længere." Reshim trak vejret dybt. "Grænsesoldaterne kender mig, de kentaurerflokke, der ikke er min familie, vil med glæde se mig død, og jeg kan kun være i teater i hovedstaden, hvor dronningen bor."
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 15:30:40 GMT 3
Driindara fnyste. "Du giver hurtigt op, hva'? Det er trist. Du får intet tilbage, hvis du har givet op på forhånd." Hun så på ham, drejede hovedet lidt på skrå igen, stadig hængende i luften, selvom hun kunne røre jorden med halen, hvis hun ville. "Hvor er dit håb, kentaur?"
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 15:53:14 GMT 3
"Mit håb er væk, drage, og det har det været længe. Når man ikke kan se lyset i ens tilværelse, siver det langsomt ud. Jeg håber da, at jeg kan komme tilbage til mit land, men hvis der ikke kommer en stor ændring, ender det med, at jeg aldrig kommer der. Har du et forslag til, hvordan jeg kommer over grænsen? Og tilbage til Aregos? Bliver i stand til at bo der?" Reshim stampede irriteret i sandet, mens vinden fra havet rev i hans hår.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 16:01:39 GMT 3
Driindara smilede bredt. "Jeg ved hvordan du kommer over grænsen, og jeg ved, hvordan du kommer til Aregos, men jeg har ingen løsning på, hvordan du skulle kunne bo der. Jeg kan jo ikke svare på alting," hun undertrykte et gab. Det var egentlig ikke fordi, hun kedede sig.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 16:10:21 GMT 3
"Jeg tror, jeg ved hvordan du har tænkt dig at ordne grænsen, og sikkert også at komme til Aregos, men indtil jeg ved, hvordan jeg kommer til at leve i Aregos igen, vil jeg nok sige nej tak." Han så på hendes vinger, og derefter ud i havet igen, hvor bølgerne var ved at blive højere og gå længere op af sandet.
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 16:23:01 GMT 3
Driindara så overrasket på ham. "Du vil ikke engang bare se Markare? Du kan forsvinde igen på ingen tid! Ingen finder ud af, at du har været der," hun så forhåbningsfuldt på ham, sikker på at han ikke bare sådan lige kunne afvise hendes tilbud. Det var et godt tilbud. bemærkede hun tilfreds. Og hun kunne godt lide at dele sine flyveture med andre.
|
|
|
|
Post by Reshim Gyldenhov on May 18, 2009 16:49:35 GMT 3
"I forhold til, hvordan jeg reagerede på den lille, korte tur vi havde sammen, må jeg desværre sige nej tak." Han følte, han gentog sig selv, og det gjorde han også en smule. "Måske er Markare også smukkere for mig i minderne, i stedet for at skulle se det og tænke på alt, hvad jeg har oplevet der, i stedet for hvad jeg ønsker at opleve."
|
|
|
|
Post by Driindara on May 18, 2009 17:18:50 GMT 3
"Jeg troede, du ville være glad for at se Markare igen. Helt ærligt, jeg kunne forstå, hvis det havde været til Mida, men Markare er altså ingenting! Du vænner dig nok til det. Tro mig, du vil synes, det er skægt," hun så overbevisende ned på ham, og landede så på jorden igen. "Bare en lille tur?"
|
|
