Cat is easy scared

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophafs hvin, hylen og skrig var af ren begejstring mens hun, sammen med den dejlige ulvehund, sprang rundt og raserede områdets små planter og træernes lave grene. Hun nød det, hun elskede at løbe, og hendes krop passede lige så godt til to ben som til fire. Hun tumlede igen ind i hunden og væltede den, og så lå hun og lo med hunden ved sin side.

[Ramoan Ankad]

Bess sprællede med benene i luften, gryntede kort, og kom så op at stå med et højt bjæf. Den skubbede til Tophaf med snuden, ivrigt, før den slikkede hende i ansigtet. Ramoan søgte væk fra landevejen og ud mod bakkerne, der lå tæt op af, så han stadig kunne se sin hund og midaneren. Han sukkede lykkeligt, og satte så i løb ned af en bakke.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf lå og forsøgte at få vejret gennem sit grineanfald og sprang op igen efter hunden. Hun var ikke kørt træt endnu, og var glad for at hunden havde det på samme måde. Ellers kunne det gå hen og blive en smule kedeligt. Det var der ikke fare for lige nu, men en af dem skulle nok gå død på et tidspunkt. Jo senere, jo bedre.

[Ramoan Ankad]

Bess satte i løb, og kastede et blik tilbage på hende, som en tavs opfordring til at løbe efter. En slags tagfat. Den vruffede ivrigt, og halen gik som trommestikker fra side til side hele tiden. Tungen hang ud af flaben, ørerne oprejste. Ramoan løb videre, velvidende om, at de nok skulle indhente ham. Ellers kunne han bare stoppe op. Men ikke nu. Ikke nu, hvor han endelig var væk fra huse og smalle gader og alt for mange mennesker.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf løb hen til ulvehunden, og uden at tage farten af drejede hun skarpt og gik direkte frem mod Ramoan efter at have strejfet hundens skulder. Hun hvinede frydefuldt og gemte sig bag jorddæmonen, klar til at springe afsted igen hvis hunden skulle komme hen for at tage hende. Hun rejste sig op på to ben igen og udstødte lyde, som mennesker ikke ville kunne forstå eller lave, men det var tydeligt at det var en opfordring til hunden om at komme.

[Ramoan Ankad]

Ramoan smilede, da den store ulvehund kom tonsende afsted. Så let det gik, da dens poter åd sig igennem landskabet, kæk og glad. Sjovt sådan nogen hunde aldrig trådte forkert. Der fandtes alle mulige grunde til at knække sammen, måske vride om, men det skete bare aldrig. Bess sprang næsten til siden for at undgå Ramoan, ellers var den løbet lige ind i ham. Den så forventningsfuldt op på midaneren, og snappede efter hendes hånd, selvom de alle tre vidste, at den aldrig ville bide for alvor.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tohaf sprang afsted igen og rakte tunge over skulderen, som om hunden ville forstå hvad det betød. Hun fortsatte ind i en tæt fyrreskov og op i et træ, men lod sig så falde ned igen og fortsætte fremad. Så bremsede hun op og vendte sig og løb tilbage for at tackle hunden, så de igen kunne rulle rundt sammen.

[Ramoan Ankad]

Tophaf var overalt på ingen tid, og Ramoan opgav til sidst at følge dem med øjnene, for de løb rundt hele tiden. Bess bjæffede glad og løb lige mod midaneren, for at tumle hende omkuld før, den selv blev væltet. Ramoan strakte sig midt i det hele.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Topha stødte direkte ind i ulvehunden og lagde sig over den, som den stærke, der havde nedlagt et bytte helt alene, før hunden fik hende af sig og væltede hende rundt så den var den store. Hun grinede og hvinede og skreg, og fik dyret af sig, så hun kunne løbe rundt igen. Hun nød bare, at hunden ville lege, for hun havde glemt alt om, at ritualet at lege også hørte til i dyrenes og midanernes verden, ikke kun hos menneskebørn og mennesker.

[Ramoan Ankad]

Bess gøede ivrigt, og sprang vildt rundt om hende. Den skubbede til hende med snuden, og forsøgte at vælte hende med den ene pote. Hunden logrede stadig vildt med halen, så vildt, at det var underligt, den ikke faldt af. Ramoan forsatte op og ned af bakkerne, langs landevejen. Han kunne have deltaget i legen, men ønskede det ikke. Han nød faktisk bare naturen omkring sig.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf gik igen ind i fyrreskoven og ramte ind i en tyk grangren. Den knækkede med et krunssh og hun for videre inden hun blev angrebet af den tunge gren. Grenens inderst bark og træ sad stadig fast, så det var kun den yderste del, der var på vej mod hende, men den del var stadig tung. Hun skyndte sig ud at skoven inden der skete flere ulykker, og hendes hår var fuld af nåle og kviste.

[Ramoan Ankad]

Bess var ikke fulgt efter, men faldt over midaneren med glædeshyl, da hun kom ud igen. Ramoan så længere fremme ad landevejen to mænd komme gående, og de så ualmindeligt sure ud. Som om de ejede hele verden. Han rynkede panden. Hvem kunne det være?

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf faldt, sparkede blødt ud efter hunden og fik den af sig og sprintede af sted igen. Hun så ikke mændene fordi hun så efter Bess, og bremsede hårdt op tre meter fra dem, hvor hun med store, rædselsslagende øjne vendte om og spurtede væk og højt op i et af træerne. Hun hadede fremmede, og hun hadede skulende fremmede der overraskede hende endnu mere.

[Ramoan Ankad]

Bess var forvirret. Hvor blev dens legekammerat af? Den luntede hen til Ramoan, så op på ham, som om han kendte svaret. Og det gjorde han. "Din veninde ser ud til at være sky, Bess," Ramoan smilede. Han nikkede kort, da de barske mænd gik forbi, men de ikke så meget som så på ham.
"Hvad er det for et gadepak der står derovre?" Gryntede den ene pludselig højlydt. En fejltagelse. En stor fejltagelse. Bess knurrede dybt nede fra struben.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf blev bare oppe i træet. Hun ville ikke ned hvis de der stod der, sådan var det! De havde sikkert set hende, men det var ligemeget, for de så ikke ud til at kunne klatre særlig godt. Og hun var selv ikke god til det, eller rettere, hun følte sig ikke godt tilpas deroppe, fordi det var et tyndt træ, og det svajede.