|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 28, 2009 16:46:11 GMT 3
Ramoan rynkede panden, i et forsøg på at huske, om han kendte én, der hed Ankad. Han havde ganske vidst aldrig kendt sin mor, men han var ret sikker på, at det ikke kunne være hende.. "Nej desværre, det tror jeg ikke." Bess var afsted igen, og kom tilbage med pinden. Den var begyndt at gispe lidt, men det betød ikke, at den var kørt træt. Langt fra.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 28, 2009 16:53:31 GMT 3
Tophaf kastede den igen og betragtede så Ramoan indgående, men rystede på hovedet. "Jeg kendte en Ankad. En... i min stamme, tror jeg nok... Men jeg husker det ikke..." Hun så igen undersøgende på ham, som om han var svaret på et næsten glemt minde, og hun knep øjnene sammen. Som om han ændrede sig, hvis hun gjorde det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 28, 2009 17:11:40 GMT 3
--------------------------------------------------------------------------------
Ramoan rømmede sig kort. "Nå men.. Får jeg så lov til at følge lidt med på vejen?" Spurgte han, for ligesom at skifte emne. Han brød sig ikke rigtig om, at tale om sig selv. En vred mand kom styrtende hen mod ham.
"Din hund har smadret min krukke!" Brølede han. Ramoan sukkede opgivende, og så roligt på ham. "Hallo, det er dig jeg taler til!" Forsøgte manden sig igen.
"Jeg venter bare på prisen," forklarede Ramoan.
"Prisen på hvad måske?"
"Krukken.. Var du måske ikke kommet her hen for at få den erstattet?" Ramoan sagde det, som om han kunne betale alt tilbage.
"Æh jo.. Men..." Manden kløede sig kort i nakken. Ramoan stak et par kobbermønter i hånden på manden. "Men den har kostet mig mere!" Manden greb hurtigt chance til at tjene nogen penge på uheldet.
"Det tror jeg nu ikke, min ven, gå nu bare tilbage og køb en ny krukke. Der er mere end nok der." Ramoan så efter manden, da han begyndte at gå, og kastede så et anklagende blik på Bess, der kom tilbage med pinden i munden.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 28, 2009 17:15:48 GMT 3
Tophaf havde klaret ikke at fnise da manden var kommet løbende, men nu, hvor han ikke kunne høre hende, kom adskillige halvkvalte fnis fra hende i en ukontrolleret, hurtigt rækkefølge, som om hun endnu ville holde dem væk. Da hun ikke kunne fnise mere, så hun på ham med et svagt smil og nikkede. "Hvis jeg må lege med din hund, må du gerne gå med."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 28, 2009 17:31:40 GMT 3
"Endelig. Jeg kan ikke underholde hende hele tiden." Han gabte kort. "Hvornår regner du med at drage herfra?" Ramoan håbede at det var snart, for han gad ikke erstatte flere krukker eller forklare flere tumper, at han virkelig ikke var ude på at købe en af deres kvalitetsting. Og bare larmen! Jo hurtigere, jo bedre.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 28, 2009 17:36:43 GMT 3
"Så hurtigt så muligt. Jeg har ikke flere metalplader, så jeg kan ikke købe flere sjove ting. Har du meget mad? Jeg er mæt nu, men man bliver jo sulten igen. Ellers er man jo ikke i live. Hvem er du? Ramoan er bare et navn, og navne betyder intet i den store verden hvor folk hader folk fordi folk er anderledes end andre folk i udseende og være... være... personlighed? Personlighed virker rigtigt..." Hun så igen tænksom ud mens hun tog pinden og kastede den igen. Endelig endte den oppe på taget, uden for hundens rækkevidde.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 28, 2009 17:50:53 GMT 3
Ramoan lod hende snakke løs, og gjorde et forsøg på at svare på alle hendes spørgsmål, da hun endelig holdt op. "Angående maden kan jeg skaffe os noget, hvis det bliver et problem. Og angående hvem jeg er.. Jeg er ingen forrædder eller et uhyre, eller én, som udnytter alt og alle, og jeg vil dig intet ondt, men jeg tror du skal gøre dig dit eget indtryk. Det er det letteste. Jeg hader at snakke om mig selv. Men indtil videre.. Jeg er en jorddæmon. Dæmoner er ikke nødvendigvis onde, det betyder bare, at jeg ejer min helt egen grønne magi, og opfører mig sikkert også derefter.." Han trak på skulderen. "Men skal vi så ikke bare tage afsted nu?"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 28, 2009 18:08:06 GMT 3
Tophaf nikkede. "Jeg har mødt en dæmon," meddelte hun så. "To eller tre, tror jeg nok egentligt. To af dem kæmpede... Den ene lys, den anden mørk. Det foregik meget mærkeligt. Den lyse stod og gjorde et eller andet og så mere og mere desperat ud, mens solen gik ned, og da solen gik ned sprang den mørke frem fra skjul og gjorde ting, der lignede det den lyse gjorde. Og da det blev helt mørkt sprang den lyse i skjult og forsøgte at flygte." Hun gik frem og fulgte med for at komme ud af byen. Selvom hun ville foretrække tagene.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 28, 2009 18:15:51 GMT 3
"Det er sikkert rigtigt nok," nikkede Ramoan, og fulgte hurtigt efter. Han så sig om efter Bess, der i det samme kom flyvende, og luntede afsted ved siden af ham. "Så du skal til Jabull.. Eller husker jeg forkert?" Det var måske bare et desperat forsøg på at få samtalen til at køre videre, men det var da et forsøg i det mindste. Det talte vel også, ikke?
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 28, 2009 18:21:19 GMT 3
Hun nikkede. "Men kender du noget til den slags dæmoner? De må være dæmoner... Og de var skræmmende. Jeg har aldrig set noget så skræmmende. End ikke varulven, der forvandlede sig og gik amok midt på landevejen mens jeg snakkede med ham var lige så skræmmende." Hun så på ham med lysende øjne mens hun ventede på svar på denne gåde.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 29, 2009 19:13:08 GMT 3
"Alt jeg ved er, at ligesom jorddæmoner trækker energi fra naturen, henter lysdæmoner den fra lyset og mørkedæmoner fra mørket. Hvis solen gik ned, ville det være en fordel for mørkedæmonen, men hvis der stadig var dagslys havde det nok været lysdæmonen der vandt." Han skævede smilende til hende. "Giver det mening? For ellers kan jeg ikke forklare det bedre, tror jeg ikke.. Jeg har aldrig selv mødt den slags dæmoner." Han trådte til siden for en barsk udseende mand, der kom gående, og skyndte sig op på siden af hende igen.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 29, 2009 21:29:20 GMT 3
"Så var det sikkert mørkedæmonen," sagde hun og smilede op til ham med de gyldne, smukke øjne, og solen tittede igen frem og fik det fortryllende netværk af guld og lys, der gemte sig i mørket og den brune farve, sprang frem og fik dem til at virke mere magiske. Så slog hun øjnene ned og sprang hen til Bess, så de kunne lege.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 29, 2009 21:42:58 GMT 3
De var godt nok specielle, de øjne. Ramoan smilede for sig selv, og sukkede lettet, da de var ved at være ude af byen. Bess gav et højt bjæf fra sig, og sprang lidt rundt om Torphaf, inden den forventningsfuldt løb ved siden af hende, imens de gik. Efterhånden som de kom igennem byen, blev strømmen af folk en smule mindre, og de kunne bedre bevæge sig rundt i gaderne, hvilket var en stor lettelse for ham.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 1, 2009 17:34:38 GMT 3
Tophaf sprang efter hunden og lod sig falde ned på fire ben, så hun kunne få mere fart på. Hun løb med den en tid, før hun kastede sig over den og tumlede rundt som en ulveunger, højt grinende og med et bredt smil, mens de trillede lidt rundt. Så sprang hun væk fra hunden og løb fremad, vendte om og løb hen til Ramoan, tog et par omgange rundt om ham og for så frem mod Bess igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 2, 2009 19:05:55 GMT 3
Det var et mystisk syn, at se en midaner te sig som en vild hund eller ulv, men Bess var tilsyneladene begejstret. Ramoan smilede lidt for sig selv, da Bess legesygt snappede ud efter Tophaf, og sprang lidt rundt om hende. Han sukkede lettet, da husene endelig forsvandt, og en lang landevej åbnede sig for dem. Da han så rundt bølgede bakker op og ned til alle sider, og han fik en trang til bare at sætte i løb op og ned af dem.
|
|
