|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 19:41:17 GMT 3
Tophaf snublede over en stor rod og faldt, og nidstirrede de irriteret. Så så hun op på Ramoan, og med et glimt i øjnene sagde hun: "Raama, sig den ikke må få mig til at snuble!" Hun rejste sig, gned sin ene ankel og dansede så videre igen, og løb op ved siden af ulvehunden. "Du er en smuk en, ved du godt det?" sagde hun og prikkede til dens skulder.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 19:48:10 GMT 3
Ramoan kunne ikke lade være med at smile. Igen. Han var ikke andet end sikker på, at rødderne ville vige udenom hende, hvis han bad dem om det. Bess vruffede bekræftende til midaneren, og logrede stolt med halen, som om den forstod hende. Det var de færreste, der ikke brød sig om hunden, når de havde lært den lidt at kende.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 20:14:06 GMT 3
"Raama, hvis du ikke skulle med mig, ikke? Hvor går du så hen? Og hvis jeg ikke var der?" spurgte Tophaf opmærksomt og prikkede igen til hundens skulder, denne gang for at irritere den. Hun sørgede dog for at hendes negl ikke gik igennem hundens hud, som de gjorde det, når hun skulle forsvare sig mod en fjende, hun ikke kunne løbe fra.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 20:24:57 GMT 3
Alle de spørgsmål! "Hvis jeg ikke skulle med dig," begyndte Ramoan, "så var jeg taget til bjergene nu, nok igennem skoven også. Og hvis du ikke var der.. Så ville jeg smile betydeligt mindre end nu." Han trådte over en rod uden at se ned. Han vidste bare den var der. Bess bjæffede kort og stødte hovedet blidt ind mod midanerens side som gengæld.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 17, 2009 20:39:56 GMT 3
Tophaf stoppede op, helt smigret over hans sidste ord, og så ned i jorden, som hun skravede lidt i. "Du smigre," sagde hun så og forsøgte at virke anklagende, men var simpelt hen ikke i stand til det. "Ligesom mine øjne. Folk snakker om øjne. Kun smigr. Som om jeg ikke er andet end øjne." Hun så på Bess og prikkede let til den.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 14:54:46 GMT 3
"Det er fordi, at du har nogen virkelig smukke øjne. Når folk bliver blændet af noget, ser de sjældent andet," forklarede Ramoan. Bess bjæffede igen, da hun prikkede den i siden. "Men kom nu, ellers bliver det for mørkt inden vi når ud af skoven," Ramoan var stoppet op, da hun stoppede, men begyndte at gå igen.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 18, 2009 15:07:41 GMT 3
Tophaf nikkede og begyndte at springe afsted igen, inden hun igen prikkede til Bess, en lille smule hårdere end før. "Det er bare, som om det eneste sted man er smuk er der," sagde hun og så ned at sig selv. "Som om mine øjne kun er til at overskygge de fejl der er hernede. Er jeg for tyk?" Hun så på ham. "Eller er der noget med mine ben? Mine hofter? Mine bryster?" Hun virkede helt fortvivlet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 15:26:11 GMT 3
Ramoan rystede lidt på hovedet. "Hvis vi skulle tage os af alt det, som der bliver sagt til os, kunne vi ikke lave andet." Hans øjne var store af alvor, da han så på hende, og han rakte hånden ud for at give hendes skulder et trøstende klem. Bess vruffede, som om den gav Ramoan ret, og begravede snuden i midanerens hånd.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 18, 2009 15:48:12 GMT 3
"Raama..." Hun omfavnede ham igen, hårdt og alligevel blidt og venligt, og klappede derefter Bess på ryggen. "Du har sikkert ret, raama. Burde have ret." Hun gik videre, nu igen smilende og glad, og selv da hun snublede og faldt blev hun ikke nedslået. Hun rejste sig i stedet bare og sprang videre, mod det, hun regnede med var ud af skoven.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 18, 2009 15:54:56 GMT 3
Ramoan var lettet over, at midaneren havde genvundet det gode humør, og han lyttede lidt til fuglene omkring dem, der kvidrede lystigt. Han gav sig til at fløjte lidt selv, en munter melodi, der blandede sig harmonisk med lydene omkring dem.
|
|
