|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 20, 2009 19:00:58 GMT 3
Ramoan havde netop solgt alt, hvad han havde skudt, og gik nu rundt med en betydeligt tungere pung. Hans blik flakkede lidt i det tætpakkede mylder, der altid fandtes i en by, selv på mere rolige dage. Han hadede det. Følte sig slet ikke hjemme sådan et sted. Der var huse alle vegne! Hvad skulle man dog bruge huse til? De kunne lige så godt have sat ham i fængsel i stedet. Men noget skulle man jo tjene, og der var ingen vej udenom. Han kunne ikke længere bare gå i en stor bue udenom byerne, som han havde kunnet engang. Og planterne.. Hvor var de? Naturen.. Han sukkede dybt. En kraftig mand gav ham en albue i siden, ivrig for at komme frem af. "Flyt dig!" Blev der råbt til ham, da en anden masede forbi. Det føltes som om manden havde råbt ham lige ind i øret af lungers fulde kraft.
"Flyt dig selv," mumlede Ramoan utilpas. Manden stoppede op.
"Hva' sagde du!?"
"Jeg sagde, at du kunne flytte dig selv," lød det lidt højere fra Ramoan. Manden smøgede ærmerne op.
"Prøver du på at være morsom?"
"Overhovedet ikke." Ramoan benyttede den eneste fordel, der fandtes i en by. At følge med folkemængden. At kunne være én blandt alle andre. Bess, hans store ulvehund, snerrede af manden, inden den luntede i hælene på Ramoan med snuden i vejret.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 20, 2009 19:16:45 GMT 3
Tophaf lå på taget af et af husene langs gadens kant og stirrede ned i mylderet med interesse, der ikke passede til hendes sky natur. Hun fik kontrol over hvad hun så, og fik øje på den snerrende hun. Hendes læber skiltes i et smil, der viste et par mælkehvide, let spidse tænder. Da hun lænede sig længere ud over kanten, støttede hun den ene hånd ned i en slamfyldt tagrende. Trænger til rensning, konkluderede hun, men tog ikke hånden op af den grund. Hendes smukke, honningbrune øjne glimtede da solen brød frem bag skyerne, og hun rettede blikket opad og hendes ansigt slugte alle stråler med stor grådighed. Som om intet måtte komme ned til menneskene nedenunder. "Hey! Hvad laver du deroppe?!" råbte en mand nedenunder. "Kom ned fra mit tag!" Han stod lænet ud af vinduet, og viftede vildt med armene, som om det ville skræmme hende. Dog gik hun hurtigt ned, gled tilbage, rejste sig og smuttede over taget på bare, dyreagtige fødder, som klikkede hver gang kløerne slog mod teglene. Hun fandt en gyde, en åbning mellem tog bygninger, og hoppede ned på en trækasse, der stod ved foden af muren. Her stoppede hun op og så ud på gademylderet. Hun ville derud, for hun havde penge, og det var sjovt at købe ting. Så hun smuttede afsted mod gaden, og på den bløde jord bevægede hun sig så lydløst som en kat.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 20, 2009 22:11:08 GMT 3
Ramoan stoppede ved en af de mange boder. Her blev der solgt pyntegenstande, ganske ubruglige dimser, der kunne gå i stykker så let som ingenting, og så kunne man så gå hen og købe en ny sjov ting. Hvis han havde ejet et hus, ville han ikke have spildt penge på sådan nogen genstande, men de var uden tvivl flotte. Og populære blandt adelige, bemærkede han. Den gamle kone som ejede butikken stod nemlig og præsenterede varerne, én for én, til flere interesserede, der alle sikkert var styrtende rige. Han gik hurtigt videre. Bess gav et bjæf fra sig, som om den var enig med ham, som om den var tankelæser. Han klappede den kort på hovedet, før de gik videre. Kiggede lidt rundt, for at se, om der var noget spændende.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 20, 2009 22:35:23 GMT 3
Hun listede afsted langs muren, og adskillige så misbilligende efter hende. Om det var den tydelige fattigdom eller hendes meget hadede race, eller om det var begge dele. Hun gik også en smule foroverbøjet, som et dyr der forsøgte sig at gå på bagbenene, men da hun var gået forbi endte de fleste dog alligevel med at se på hende med en berusende og stærk beundring, da de var blevet fanget i hendes øjne. Hun søgte ind i mylderet og gik fra butik til butik, pejede på en eller anden ting og lagde de mønter på disken som var nødvendige. Hun endte efter de første par indkøb med et stykke råt kød, et lille, brugt lommetørklæde og en ring af jern, der var så tyndt at det så ud som om det knækkede hvis det blev udsat for en smule pres.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 20, 2009 22:43:58 GMT 3
Ramoan bemærkede, at alle havde vendt deres blik et bestemt sted hen. Hvem kunne undgå at få øje på midaneren, der ivrede rundt og købte ind, ligesom enhver anden? Godt nok havde han aldrig set en midaner, men han havde hørt om dem. Og midanere kom fra Mida. Og blev i Mida. Hvad lavede hun så her? Bess så ikke ud til at tænke længe over tingene, for den satte i lunten hen mod midaneren med logrende hale. Den så forventningsfuldt op på hende, da den havde sat sig ved siden af. "Bess!" Kaldte Ramoan. Han havde ellers lært hunden, at man ikke bare løb hen til fremmede. Kunne godt se ud til, at de måtte træne lidt mere.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 20, 2009 22:48:46 GMT 3
Tophaf pejede på en sten hos en stensamler, og da hun lagde mønten på bordet så hun hunden og hvæste rædselsslagent. Hun fór afsted som en skræmt kat og ind i gyden med sine indkøb pakket ind sit nye lommetørklæde. Uden at se bagud klatrede hun op på et andet tag og stirrede efter ulvehunden med store, skræmte øjne.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 20, 2009 22:53:19 GMT 3
Bess hale begyndte at dunke langsommere og langsommere mod jorden. Til sidst stod den bare helt stille. Dens hoved var bedrøvet sænket, og dens brune øjne stirrede sørgmodigt efter midaneren. Ville hun ikke hilse? Ramoan havde kæmpet sig vej frem til Bess, og satte sig på hug foran den. "Du er ikke særlig godt opdraget," mumlede han til den, og kløede den bag øret. "Hun fik jo et chok." Hunden peb kort til svar.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 20, 2009 23:28:15 GMT 3
Tophaf stirrede stadig mod hunden med forskræmte øjne, men et smil bredte sig langsomt på hendes ansigt mens hun satte sig bedre til rette på taget og tog et par bider af det rå kød. "Hun gik op på mit tag, gjorde hun ikke?" Hun var stadig centrum for opmærksomheden, men hun holdt øje med hunden. Den var det mest farlige og mest imponerende nede på gaden, et væsen, der var god til at kæmpe og stjal mad, og som kunne være farlig og aggressiv.
"Ja, hun er på dit tag," svarede en stor dreng, der var cirka hendes alder og tydeligt dybt forelsket i denne fattig, lasede, skrammede og anden races pige.
"Gå ned fra mit tag, tøs, eller jeg kommer op efter dig," råbte han, men fra der, hvor hun sad, kunne hun ikke se ham, så han betød intet på dette tidspunkt. Det var først da han begyndte at skramle rundt, og hun så ham, eller, hun så en hånd, forsøge at få fast i tagkanten. Han fik fat i renden og faldt da rende sukkende faldt sammen.
Tophaf reagerede dog allerede da hun så hånden. Hun rejste sig og bakkede mens hun samlede tingene sammen i tørklædet igen, og vendte sig så om, tog tilløb og sprang over på det næste tag, en meters afstand imellem dem, og begge tage var skæve. Hun landede dog sikkert og løb videre, og fortsatte over de næste mange tage.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 21, 2009 21:19:39 GMT 3
Ramoan var begyndt at få en dunkende hovedpine over den uvante larm. Bess satte efter manden, der forsøgte at få fat i midaneren, og selv om Ramoan var hundrede på, at manden aldrig ville få fat i hende, så gjorde han da alligevel et par klodsede forsøg. Bess begyndte at gø vildt, men alles blikke var vendt mod midaneren, så Ramoan kunne diskret liste hen mod sin ulydige hund og gribe fat i halsbåndet, som tegn på, at den skulle holde mund. Bess nyste fornærmet. Ramoan undrede sig over hundens adfærd. Den plejede ellers aldrig at forsvare andre end ham uden kommando. Han kastede et sidste blik på midaneren, der løb rundt på hustagene, og gik så videre. Han gad da i hvert fald ikke stå som en eller anden gloende abe, der åbenbart ikke havde andet at lave idag.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 21, 2009 22:01:27 GMT 3
Tophaf kom ud af syne bag et meget højt, spidst tag, og gaden vågnede op igen, da folk kom i tanke om hvad de egentligt lavede på gaden. Tophaf vidste, at hun mistede opmærksomheden i netop det øjeblik, hun forsvandt af syne, så hun havde sat sig ned og ventede på, at folk glemte hende. Det skete underligt hurtigt i forhold til hvor meget opmærksomhed folk gav hende. Da verdenen igen handlede om verdenen tittede hun frem og gik over tagene, mens hun betragtede verdenen passe sig selv.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 21, 2009 22:15:44 GMT 3
Ramoan stoppede op ved en bod, hvor der blev solgt våben. Hans blik gled over et udvalg af pile, og selv om han ikke manglede nogen, var det altid spændende at se andres håndværk. Manden, som stod i boden, øjnede en chance for at få solgt noget, og viste Ramoan bue efter bue og pile efter pile. Han var ved at kede sig en anelse, da manden skulle til at hive fat på pilekoggerne, og endte med at købe en pil, for at undgå endnu en fremlæggelse. Han lagde pilen ned i pilekoggeret på ryggen og gik videre, som altid med Bess luntende efter sig.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 21, 2009 22:31:15 GMT 3
Tophaf fik øje på hunden igen smilede hun på samme måde, som da hun så den første gang. Egentligt kunne hun godt lide hunde, men kun hvis hundene havde ejere, og ejerne ville ikke have hundene kom i nærheden af hende. Som om hun havde lopper! Hun betragtede den længe. Den havde overrasket hende før, da den bare var kommet, for der betød det ikke noget om den havde ejer eller ej hvis den kom for at tage hendes kød! Hun havde tygget det sidste i sig inden hun gik frem fra skjulet, og nu var hunden ikke farlig, hvis den var så gemytlig som den så ud. Men hun ville i hvert fald ikke ned.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 21, 2009 22:52:56 GMT 3
Bess kastede et blik på midaneren, og fulgte hende med øjnene imens de gik. Ramoan ville se hvad hunden var så optaget af, og det overraskede ham ikke, da han så, hvad det var. "Du kan ikke komme op på tagene, Bess, find nu noget andet at slå tiden ihjel med," mumlede han, imens han gik. Han købte et stykke frugt længere henne af gaden, da han var begyndt at blive en lille smule sulten. Gad vide hvor længe midaneren havde tænkt sig at kukke der, greb han sig selv i at tænke. Midaneren, midaneren, midaneren! Kunne man ikke tænke på andet!?
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 21, 2009 23:02:15 GMT 3
Tophaf var for optaget af hunden til at lægge mærke til jægeren, selvom hendes instinkter advarede hende. Hvis hun havde set ham vise den slags opmærksomhed overfor hende, ville hun være krybet ind i den nærmeste sprække i muren. Hun så væk fra den og sprang ned igen, nu hvor hun ikke kendte andre end hunden og dens eje fra førs opmærksomhed, og hun købte en masse andet bras og en smule mere mad. Hun havde faktisk mange penge, men uden at kunne interessere sig ordentlig og sætte sig ordentligt ind i systemerne, kunne hun ikke rigtigt finde ud af hvor meget hun havde og hvor meget hun mistede af sine halvdumme indkøb.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 22, 2009 19:41:02 GMT 3
Bess skævede op til flere gange mod midaneren, som om den inderligt ønskede, at den havde vinger, og bare kunne flyve op til hende. Ramoan havde stædigt lovet sig selv, at han ikke ville bruge mere tid på midanere, medmindre de opsøgte ham personligt, og det løfte skulle han også nok holde. Han sukkede lidt, da alle pludselig stoppede op. En vogn havde sat sig fast længere fremme. Bare endnu en af de mange ulemper ved byer. Han kunne blive ved i evigheder. Kunne finde dem så let som ingenting. Han så nogen komme bag sig, og inden vedkommende kunne nå at mase forbi ham, havde han blokeret vejen, sådan ganske uskyldigt, som om han ikke selv var klar over det. Han var ikke hurtig, men folkemængden var mange, og guderne velsigne den, der skulle nå fra den ene ende til den anden på ti minutter,
|
|
