|
|
Post by Ramoan Ankad on May 3, 2009 20:52:09 GMT 3
"Han har.."
"Sådan nogen fattige bonderøve, der tror, at de er så lykkelige! Men det er de ikke! For de dør jo nok før de bliver femten!"
"Ææh.. Julius, han har altså en.."
"Og deres fædre ligger i med alverdens skøger, fordi at konen er for grim."
"Julius for fanden, han har en hund!"
Bess sprang på denne Julius, og overrumplede fuldstændig manden. Ulvehunden bed efter struben, men fik flænset et stykke silke af i stedet, noget af mandens bluse. Så bed den sig fast i anklen, og Julius kunne spjætte lige så meget som han ville, men hunden gav ikke slip på sit bytte. Et hyl af smerte fyldte luften, og da Bess gav slip fik Julius travlt med at halte sin vej, sammen med en skrigende kammerat.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 7, 2009 16:13:33 GMT 3
Tophaf ventede længe på at komme ned, indtil mændene var flygtet så langt væk, at hun ikke længere kunne se dem. Så listede hun ned, frygtsomt, som om de alle ville angribe hende hvis hun rørte jorden for hurtigt, så hun hang til sidst et stykke tid i armene over jorden før hun endelig lod sig komme helt ned.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 14:30:58 GMT 3
Bess løb lallende Tophaf i møde, og logrede vildt med halen. Den så stolt op på hende, og Ramoan måtte smile lidt for sig selv ved synet. Han gik videre, og enhver tanke om de to mænd var fløjet bort fra hans tanker.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 10, 2009 15:51:49 GMT 3
Tophaf havde ikke glemt mændene, og lysten til at lege var forsvundet, som dug for solen. Hun så lidt på hunden, som om hun var ved at springe op i træet igen, og klappede den så på hovedet, før hun listede over til Ramoan på sine bare fødder og filtrede de mest irriterende blade og kviste ud af sit allerede filtrede hår.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 16:02:31 GMT 3
"De kommer ikke tilbage," sagde Ramoan beroligende, efter et blik på Tophaf. Bess luntede lidt skuffet efter dem, men den indså, at selv den bedste legekammerat ikke gider at lege hele tiden, og det var måske egentlig meget sundt for den. "De har allerede sagt, hvad de har på hjerte." Ramoan følte sig hundrede procent overbevist.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 10, 2009 16:17:31 GMT 3
Tophaf rystede bare på hovedet. "Den slags typer slår og sparker. Ikke sjovt." Hun rystede igen på hovedet, mere vildt. "Og de glemmer ikke. De kommer igen. Jeg ved, de kommer igen." Denne gang nikkede hun og så mod det sted de var forsvundet hen. Hun var meget mistroisk. En god måde at overleve, men også i stand til at fejltolke folk. Denne gang så hun dog ud til at have ret.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 16:51:26 GMT 3
"Julius er du sindssyg, din ankel bløder, og hunden er der med garanti stadigvæk!" Kammeraten skævede til Julius, der stod med et vildt udtryk i øjnene.
"Pokker tage den hund! Jeg er ligeglad.. Jeg smadrer krybet under alle omstændigheder!" Julius var på vej tilbage, haltene, men meget beslutsomt.
"Men er det nu klogt?" Forsatte kammeraten.
"Absolut nej." Og Julius forsatte. Forude kunne han se hunden, manden og en eller anden fremmede, han endnu ikke havde set. Bess, Ramoan og Tophaf.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 10, 2009 18:20:18 GMT 3
Tophaf stod lidt og skævede til Ramoan og afventede hans svar, da hun pludselig så dem igen. De var alt for tæt på! Hun for om bag Ramoan og klamrede sig fast til hans albuer, som om det ville hjælpe hende væk fra dem. På mirakuløs vis lavede hendes negle ikke en skramme på Ramoan eller hans tøj.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 18:26:53 GMT 3
Ramoan vendte sig rundt, og fik nu øje på de to mænd igen. Stædige bæster! Han så imponeret tilbage på Tophaf. Så havde hun haft ret. Han tvivlede på de ville dem noget godt, så derfor løsgjorde han sig roligt fra midaneren, trak sin bue, og spændte en pil for. Hans stemme dirrede ikke bare en lille smule, tonefaldet var næsten en smule høfligt, da han åbnede munden. "Stands!" Bess stilte sig ved hans side med ørerne nede.
"Hvad siger han?" Kammeraten så undrende på Julius.
"Noget med stands.."
"Måske skulle vi bare vende om nu så? Så kan vi få nogen andre til at ordne dem.."
"Nej! Jeg nægter at lade mig skræmme af en hund!" Julius bemærkede ikke kammeratens irriterede blik.
"Fint! Hvis du begår selvmord, så held og lykke!" Kammeraten gjorde mine til at gå, og Julius skævede nervøst rundt.
"Ææh.. Vil du ikke nok blive?" Kammeraten sukkede.
"Fint!"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 10, 2009 18:39:08 GMT 3
Tophaf tittede igen frem fra sit skjul bag dæmonen, bare en lille smule, og hvæste da af de to da hun så dem komme nærmere. Det lød som en kat, og hendes pels rejste sig bare en smule, men hun turde ikke angribe dem eller gøre dem noget overhovedet. De var større end hende, og selvom de måske ikke var stærkere, så var hun også i undertal. I hvert fald hvis Ramoan og Bess flygtede, og flugt er den bedste måde at overleve på.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 18:50:28 GMT 3
Da mændende kom nærmere stirrede de vantro på midaneren. Hvordan kunne nogen egentlig have sådan nogen smukke, fantastiske øjne? Julius puffede til kammeraten og råbte så: "Hvis vi får væsnet dér, kan det være, at vi ser bort fra at din hund angreb mig," kom det fra Julius, som om han var vældig klog.
"Desværre, jeg tager ikke imod tilbuddet." Ramoan fortrak ikke en mine. "Men jeg har et andet tilbud. Jeg pudser ikke min hund på jer, hvis I lader som om, at min hund ikke angreb jer."
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 10, 2009 19:04:26 GMT 3
Tophaf havde et øjeblik set skrækslagent op på Ramoan, men da han så koldt og hårdt slog dem af følte hun sig igen sikker. Som tidligere slave kendte man til købet, og hun vidste ikke hvor meget hunden betød for Ramoan. Han kunne havde sagt ja, og hun var ikke sikker på, om han var hendes ejer eller ej.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 19:43:19 GMT 3
"Jeg tror ikke du har andet valg, end at tage imod vores tilbud," pressede Julius på. Ramoan så koldt på manden.
"Jeg har en knurrende hund, og kan dræbe en af jer hvornår det skal være. Jeg skulle mene, at det er mig der træffer et valg her." Ramoan hævede det ene øjenbryn. Kammeraten forsøgte at få Julius til at bakke ud, nu hvor han havde chancen. Ramoan ventede på at de skulle tage sig sammen, og prøve at være lidt fornuftige.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on May 10, 2009 20:21:20 GMT 3
"Kan vi ikke bare gå?" spurgte Tophaf næsten hviskende, og hendes smukke øjne var store af frygt. "Det hjælper mig. Det hjælper altid mig. Ingen kommer til skade." Hun knugede i hans trøje og det hæmmede hans bevægelsesfrihed, men hun tænkte ikke over det. Hun kunne hvæse igen, men det fik hende til at føle sig aggressiv. Det var ikke meningen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2009 21:02:18 GMT 3
"Vi kan godt gå. Men jeg tror at de vil følge efter." Han skævede ned til hende og bemærkede først nu, hvor bange hun var. "Men.. Vi kan jo prøve," tilføjede han hurtigt. Bess knurrede stadig. Ramoan så stadig på mændende. Julius og den anden diskuterede stadig.
|
|
